Vi kan ikke blive vores søskende kvit – heller ikke i litteraturen

Brodermord, søstersolidaritet, kampen om arven og barndomserindringerne. Søskenderelationer er evigtgyldigt dramatisk stof – ikke mindst fordi søskende er de første, man både elsker og hader

Illustration: Rasmus Juul.
Illustration: Rasmus Juul.

Da manuskriptforfatteren Maya Ilsøe for år tilbage researchede til en ny dramaserie, hun skulle skrive til DR, deltog hun i flere retsmøder, hvor søskende havde stridigheder om arven efter deres forældre. Særligt et af retsmøderne husker hun i dag. En succesfuld bror med dyr bil og karriere i udlandet havde startet en sag, fordi hans søster, som var blevet hjemme i Danmark og havde passet deres mor frem til dennes død, stod til at blive enearving. Beløbene, sagen omhandlede, var ikke synderligt store, og i løbet af dagen gik det da også op for Ilsøe, at der var noget andet og mere på færde mellem de to.

”Det viste sige, at broderen gennem flere år havde følt sig forvist af familien, mens søsteren omvendt havde oplevet, at han svigtede hende og deres mor. Det var meget rørende at se, at de dybest set kæmpede for hinandens anerkendelse, og det var et røntgenbillede af en familiedynamik, som gik helt tilbage til barndommen.”

Deres skænderier førte til tårer og en del drama på gangen i byretten. Til sidst trak han sit søgsmål tilbage, og de to gav hinanden et lille kram, før han satte sig ind i sin bil og kørte væk.

”Der besluttede jeg, at serien, jeg ville lave, og som skulle handle om søskende, skulle tage udgangspunkt i en arvesag,” fortæller Maya Ilsøe.

Og ja, den er god nok, serien blev til ”Arvingerne”, som handler om fire søskende, der deler mor og ellers har i alt tre forskellige fædre. Den løb over skærmen på DR 1 i årene 2014-2017 i tre sæsoner, og den er et af de nyere udtryk for, at relationer mellem søskende er evigt godt dramatisk stof – i litteraturen og på skærmen.

Historien om søskendes komplicerede forhold mellem konflikt og kærlighed er arketypisk og går (mindst!) tilbage til Kains drab på broderen Abel i Bibelens Første Mosebog. Gennem litteratur- og kulturhistorien er der utallige eksempler på behandlinger af emnet. Tag bare brodermordet i Hamlet, historien om Ødipus, der bliver far til sine egne søskende, og søskendefejden i middelalder-folkevisen om Ebbe Skammelsøn.

Berømte forfattere som H.C. Branner og Henrik Pontoppidan har taget livgreb med emnet. Og Ingmar Bergman, Suzanne Brøgger og Ib Michael. Men også i nyere dansk litteratur og tv er der mange eksempler. ”Arvingerne” er et af dem. Et andet er Dy Plambecks roman ”Til min søster” fra 2019, hvor kvinden Aya føder en datter efter, at barnets far har forladt hende. Sammen med sin søster Andrea, der forlader sin voldelige kæreste, kører hun til Sverige med datteren på bagsædet og et jagtgevær i bagagerummet.

Hvorfor er forholdet mellem voksne søskende så godt stof?

”Det er ekstremt komplicerede følelser, man har over for sine søskende, og det gør også relationen så interessant,” siger Lars Handesten, der er lektor i litteratur ved Syddansk Universitet og litteraturanmelder her i avisen. Han fortsætter:

”Søskende er både de første, man rivaliserer med, og de første, man holder af. Vores første livserfaringer er tæt knyttet til vores søskende.”

Mellem søskende er der en konstitutionel spænding, som gør sig godt i den dramatiske skildring, siger Erik Svendsen, der er lektor i dansk litteratur ved Roskilde Universitet.

”Der er på den ene side en tæthed, nærhed og bekendthed, og på den anden side en konkurrence om forældrenes kærlighed. Søskenderelationerne er det sted, hvor du spejler dig selv, men også det sted, du skal lære at frigøre dig fra. Du kan aldrig være en renlivet søskende, for du vil altid både beundre og hade dem, du deler forældre med. Og det er egentlig en god indføring i, hvordan resten af livet og dets relationer også er.”

Brodermordet er en klassisk skildring af søskenderelationen, men i nyere litteratur og tv er der noget lidt andet på færde, vurderer flere af de fagfolk, Kristeligt Dagblad har talt med. For eksempel er skilsmissernes indflydelse på søskendebånd sivet ind i nyere dansk litteratur, fremhæver Lilian Munk Rösing, der er lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og boganmelder for Politiken.

”I 2015 udgav Olga Ravn romanen ’Celestine’, hvor fortælleren beretter om at stå i en sandwichbutik ved siden af en jævnaldrende mand og opdage, at han engang var hendes papbror. Og hun har ikke lyst til at hilse på ham. Her bliver søskenderelationen en flygtig størrelse, som er styret af forældrene, og som man sommetider må slippe igen,” siger hun.

Men også det modsatte viser sig, fremhæver Lilian Munk Rösing. For eksempel i Iben Mondrups nyeste roman ”Tabita” fra i år, hvor to grønlandske søskende anbringes i en fremmed sammenhæng i Danmark, da de bortadopteres fra deres biologiske mor.

”Her har Tabita kun sin lillebror, som hun er tryg ved og har kendt altid, og de to bliver hinandens eneste og tætteste familie. Det samme mønster vil mange nok kunne genkende, hvis de er vokset op som skilsmissebørn – her er det søskende, der bliver de nærmeste.”

Netop den dynamik har Maya Ilsøe arbejdet med i ”Arvingerne”. Her bor faderen til det ældste af børnene (Gro) i et skur i haven, men han tages ikke rigtig alvorligt. De fire søskende har og får hinanden, og det er deres indbyrdes relation, der er på spil.

”Jeg ser i min egen og alle mulige andre familier, at uanset hvor mange kampe søskende har, og hvor meget de bekriger hinanden, ligger der ofte en grundlæggende stor kærlighed nedenunder. I ’Arvingerne’ kæmper de blandt andet om, hvem der ejer sandheden om deres opvækst, men de forsøger også hver især at passe på den indbyrdes kærlighed – på mere eller mindre klodsede måder,” siger Maya Ilsøe.

Samtidig udtrykkede ”Arvingerne” et andet mønster, som Lars Handesten ser i nyere skildringer af søskenderelationer, nemlig at patriarken ikke længere er lige så afgørende, som han tidligere var.

”Når den patriarkalske struktur i samfundet er faldet mere eller mindre sammen, bliver der i fiktionen måske også plads til at fokusere mere på andre relationer i familien end blot forholdet til faderen. Det kan være en forklaring på, hvorfor vi ser nogle af de nye toneangivende forfattere tematisere søskendeforhold så indgående.”

En anden af dem er Lotte Kirkeby. Ud over at være anmelder her i avisen er hun også forfatter, og sidste år udgav hun ”De nærmeste”, som handler om tre søskende, der mødes, da deres to forældre skal begraves. Under den forberedende samtale med præsten går det op for dem, at deres erindringer om barndommen er fuldstændigt forskellige – og at de måske ikke kan forenes.

”Det er interessant at tage fat i de voksne søskende,” siger Lotte Kirkeby og fortsætter:

”Man tror, man har gjort sig fri, men så skal der ikke mere end planlægningen af en begravelse til for at understrege, at ens identitet bygger på nogle erindringsklodser fra barndommen, som let kan falde fra hinanden. Og det kan blive ensomt, når man opdager, at man måske ikke deler det med sine søskende, som man troede. Man kan tro, man har sømmet søskendeforholdet og ens egen selvforståelse fast, men begge dele er bevægelige størrelser og bliver ved med at være det.”