Tænk, hvis Jorden var et paradis, og ingen havde opdaget det

For jordomsejleren og forfatteren Troels Kløvedal handlede eventyret om nysgerrighed. Han ville rejse ud i verden og ind i menneskene

Kaptajn Kløvedal ved roret under sejlads mod Panama og videre ud i Stillehavet mod Kokosøen. På dækket sidder et af besætningsmedlemmerne Hanne Danielsen med sin datter Sofie. Kløvedal mente, at den ideelle besætning bestod af nogenlunde lige dele mænd, kvinder og børn. – Foto: Niels Ole Sørensen.
Kaptajn Kløvedal ved roret under sejlads mod Panama og videre ud i Stillehavet mod Kokosøen. På dækket sidder et af besætningsmedlemmerne Hanne Danielsen med sin datter Sofie. Kløvedal mente, at den ideelle besætning bestod af nogenlunde lige dele mænd, kvinder og børn. – Foto: Niels Ole Sørensen.

Det har været en lang nat fuld af tung troperegn, da et befriende morgenlys endelig bryder frem. Troels Kløvedal sidder ved rattet på ”Nordkaperen” og spejder ud over Stillehavet. Det er få dage siden, han førte sit skib gennem sluserne i Panamakanalen. Han er en dygtig navigatør, og alle hans beregninger viser, at Isla del Coco (Kokosøen) skal ligge i synsafstand fra skibet, men han kan ikke se den.

”Vi er her. Øen skal dukke op mellem alle disse sorte skyer… Folk ser meget fornuftigt tvivlende på mig, for havet er så øde, som var vi ved verdens ende. Jamen, jeg har fundet tusinde øer i verdenshavet ved at regne på sol og stjerner på samme måde som nu. Øen skal ligge lige her”.

Sådan skriver han i sin rejsebog ”Bidevind og blåhvaler” fra 1985 og fortsætter:

”Et kvarter efter ser jeg ganske svagt konturerne af øen i horisonten lidt ude til bagbord. Der ligger den… min brogede drengefantasis ubesejrede og tillokkende skatteø, der ligger du, alle drømmeres ø, og netop da ser jeg blade og grønne planter drive i søen, og jeg får en svag luftning i næseborene. Pludselig kan vi alle ombord lugte skatteøen, varm drivhuslugt, varm jord, blomster, grøn saftighed, jungle. Åh… det er saligt. Øen bliver pejlet over hovedkompasset, så nu slipper den aldrig fra os igen.”

Fantasien, det lokkende ukendte og begejstringen, når det, han havde søgt efter, uden helt at vide, hvad det var, dukkede op, var noget af det, der kendetegnede Troels Kløvedal, og som gennemsyrer hans bøger. Han døde for halvandet år siden og var i måneder forinden lænket til sit hjem i Gravlev på Djusland på grund af den aggressive og sjældne nervesygdom amyotrofisk lateral sklerose. Hans sidste tid kom derfor til at stå i skærende kontrast til den frie tilværelse, han satte så højt: livet som eventyrlysten søfarende. Men heldigvis for ham – og os andre – fik han oplevet mere end de fleste. En veludviklet nysgerrighed og en stor appetit på oplevelser drev ham fremad og fik ham blandt andet til at sejle rundt om Jorden hele tre gange. Og når han kom hjem til Danmark, hvor de sidste mange års base var Gravlev Vestergård, så skrev han sansemættet på en ligeud ad landevejen-måde om alt det, han oplevede og tænkte på sine rejser, så enhver efterfølgende, i hvert fald i fantasien, har kunnet gøre ham rejsen med.

”I første omgang var Troels Kløvedal som eventyrer knyttet til et nygerrighedsideal. Han ville simpelthen ud og se, hvordan der så ud derude. Samtidig var han et menneske, der læste meget og læste meget forskelligt, både skønlitteratur og faglitteratur. På den baggrund var han også optaget af forskellige slags civilisationer, politiske forhold og ikke mindst af, hvad mennesker andre steder på kloden tænkte og troede på. Det handlede om at rejse ud i verden, men også om at rejse ind i mennesker. Hans tanke var: Hvis jeg ved, hvordan mennesker andre steder på kloden tænker, så kan jeg bedre forstå min egen verden, For man skal gøre sig umage for at komme dummere hjem fra en rejse.” Sådan siger Thorbjørn Thaarup, der er museumsinspektør på Museet for Søfart i Helsingør, som i øjeblikket viser udstillingen ”Frihedens værksted – Kløvedal og livet med Nordkaperen”.

At rejserne ud i verden skulle foregå til søs, var Troels Kløvedal aldrig i tvivl om. Allerede som barn var han blevet interesseret i søfart. Da han som 11-årig mistede sin mor, der døde af kræft, kom han på kostskole i Hellebæk, der lå lige ud til Øresund.

”Herfra kunne han iagttage skibe med solbrune folk ombord, der var på vej hjem fra fjerne himmelstrøg. Det ansporede ham til at blive sømand,” siger Thorbjørn Thaarup, der også fortæller, at handelsflåden ikke var noget for Kløvedal, fordi han der mest mødte folk, der sejlede for at tjene penge og kun drømte om at komme hjem igen. Det var ikke det, han skulle bruge sin uddannelse som skibselektriker og sit liv på.

”I handelsflåden handlede det om varer, og der var efter Troels Kløvedals mening tale om en simpel udbytning af fattige lande, som han ikke ville være en del af. Men søfart kunne gøre ham til den verdensborger, han gerne ville være, og ’Nordkaperen’ var videreførelsen af den drøm,” siger musemsinspektøren.

Troels Kløvedal har hevet en stor fisk i land ud for Kokos Øen i Stillehavet. – Foto: Niels Ole Sørensen.
Troels Kløvedal har hevet en stor fisk i land ud for Kokos Øen i Stillehavet. – Foto: Niels Ole Sørensen.

Troels Beha Erichsen, som han er døbt, fik sit Kløvedal-navn, da han som ung boede i den københavnske kollektiv Maos Lyst. Fællesskab betød uhyre meget for skipperen på ”Nordkaperen”, som også var et kollektiv, men samtidig fungerede som et mandskab.

”Troels Kløvedal havde en idé om, at der helst skulle være lige mange mænd og kvinder om bord, og så var det fint, hvis der også var nogle børn med. Men han udvalgte ikke sit mandskab. Det var hans pointe, at man ikke aner, hvordan folk reagerer og handler, når de kommer i situationer, der er både kolde, våde og farlige. Så han lod tilfældighederne råde og tog dem med, der havde lyst og tid. Hellere for mange end for få,” fortæller Thorbjørn Thaarup.

Han holdt sit skib åbent for fællesskabet og inviterede gennem 50 år mere end 1000 mennesker med om bord og ud på de store oceaner. Som hans søn Mikkel Beha Erichsen sagde, da han holdt åbningstalen for udstillingen på Museet for Søfart:

”Friheden er at kaste fortøjningerne og sejle ud på de store oceaner. At sidde på en nattevagt på den sydlige halvkugle og kigge op på en stjernehimmel helt anderledes end vores egen. At bevæge sig nysgerrigt ud i verden uden helt at vide, hvad der venter. Og helst sammen med nogle andre. Det var der, i fællesskaberne, at Troels ofte fandt friheden og lykken.”

Alle ved, at ikke alting er godt. Troels Kløvedal oplevede mange udfordringer i sit liv, især i barndommen og ungdommen, og også det kan man læse om i hans store forfatterskab. Men ifølge Thorbjørn Thaarup insisterede han på at sætte det positive i centrum vel vidende, at besvær, sorg og ulykke findes. Kongstanken var, at åbner man sine øjne og sit sind, så er der altid en mulighed for at opleve noget positivt. Sådan havde han det også på Jordens vegne. Et af hans yndlingscitater var: ”Tænk hvis Jorden var paradis, men der bare ikke var nogen, der havde opdaget det”.