Prøv avisen

Ånden er ikke i naturen, men i mennesket selv

Bogen er fyldt med gode illustrationer fra perioden som her C.W. Eckersberg: "Prospekt af egnen ved Liselund på Møn" fra 1810. Værket tilhører Statens Museum for kunst. -- Foto: fra bogen.

Åndshistorie Klaus Peter Mortensen skriver uhyre spændende og letlæst om guldalderens mentalitet, som den blev udtrykt gennem malerier og forfatterskaber

Vi kender dem alle sammen, disse guldaldermalerier med et halvt udgået træ i forgrunden og panorama-natur i baggrunden. Eller en tidsel i forgrunden og i baggrunden en forblæst skov med åbne huller på en bakkekam. Vi ser det nu som idyllisk, men lægger vi mærke til forgængeligheden i maleriets motiv? Uregelmæssigheden midt i reglmæssigheden. Og dog kender vi udtrykket for en sådan billedopbygning: "pittoresk".

I forlængelse af de to foregående publikationer, "Himmelstormerne" (1993) og "Spejlinger" (2000), arbejder Klaus Peter Mortensen i den nye bog " Det pittoreske øje – et guldalderessay" suverænt videre med tidsrummet 1750-1850, dets billedforståelse og dets tilværelsessyn ved at fordybe sig i, hvad det pittoreske egentlig er. Og hvordan det peger frem mod den moderne kunst.

Det pittoreske er klart den maleriske poesi i det valgte motiv, men det er meget mere. Det er for eksempel en neddæmpelse af det sublime (ærefrygten for den voldsomme natur), som optog tiden 1750-1800 så meget: "Det sublime er jo i udgangspunktet defineret ved at overskride det klassiske begreb om det skønne, og i modstillingen af de to begreber opstår derfor et tredje, som hverken falder sammen med det skønne eller det sublime: det pittoreske, det maleriske," skriver Mortensen.

Til forståelsen af dette henter han hjælp hos en englænder, Gilpin, der i 1768 taler om den skønhed i naturen, der vil tage sig godt ud på et maleri. Og Gilpin ved desuden en masse om, hvordan man arrangerer om på naturen, så man får det maleriske eller pittoreske motiv frem. Ligesom en filminstruktør forestiller sig scenen, han skal til at optage, ved at lave en ramme om scenen med sine udspredte tommel- og pegefingre, således har Gilpin et konvekst spejl, hvori han ser naturens genbillede og dermed får hjælp til kompositionen af billedet. Det nære rykkes nærmere på, og det fjerne distanceres og skaber dermed dobbeltsynet i det pittoreske. Nok naturen gengivet, men også skønheden ved den lette ommøblering af naturen i kompositionen i billedet.

I denne ommøblering gør kunstneren, mennesket, sig gældende i forhold til den natur, som tidligere var en afspejling af Guds skaberkraft.

Det pittoreske er således en begyndende opløsning af tilliden til, at Gud er til stede i naturen. Denne stigende opløsning, sekularisering og subjektivisering af gudsforholdet følger Mortensen flot og medrivende hos kulturpersoner som Heiberg, Hertz, H.C. Andersen og Sibbern samt hos malere som Jens Juel, Eckersberg, Lundbye og Købke (de sidstes værker er til stede i bogen i gode gengivelser, der ledsages af virkelig oplysende tolkninger).

Humlen i disse gennemgange – også af digterne, der fremstår helt forståelige og let tilgængelige i Mortensens velvalgte klip og slet ikke romantisk fjerne! – humlen i det pittoreske er jo, at den maleriske poesi er en slags neddæmpet metafysisk længsel, som er trådt i stedet for den gamle gudstro, og at denne metafysiske længsel overlever i, hvad vi finder pittoresk eller ligeud poetisk!

Hvad tiden omkring 1840 er ved at finde ud af i sine overvejelser over det skønne, naturen, det skrækindjagende og det maleriske, det er, at mennesket eller kunstneren selv er skaberen af den enhed, han ser i sit billede. Ånden er ikke i naturen, men i mennesket selv, og det er alene med den.

Det er en uhyre spændende og egentlig letlæst bog, Mortensen har skrevet. Og den handler ikke kun om malerier, men faktisk videre om selve vort poetiske syn på verden, for eksempel når vi finder, at et landskab rummer en iboende stemning. Eller når vi fotograferer eller vælger billeder ud af digitalkameraets mængde. Så vælger vi ofte med det pittoreske øje og udtrykker derved vores metafysiske længsel efter en orden i verden, vi ikke finder andre steder end i billedet selv. Men dermed overlever i os en gammel religiøsitet oversat ind i det æstetiske. Det anede man nok, hvis man har haft tilbøjelighed for poesi og malerkunst, men Mortensens vej – over fysikoteologien (Gud i den konkrete, fysiske natur), det sublime (den overmægtige natur) og det maleriske øje – gør det mere forståeligt, hvor meget guldalder der stadig er i vores seende blik.

kultur@k.dk

Klaus Peter Mortensen: Det pittoreske øje. Et guldalderessay. 176 sider. 225 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.