Prøv avisen

Åndsbeslægtet med kelterne og deres eventyr

Interessen for keltisk spiritualitet og poesi er voksende. Nu udsender den tyske teolog Heinrich Dickerhoff 16 keltiske eventyr, der egner sig godt til at videreføre den mundtlige fortælletradition også hertillands

Fortæl en historie! Hvor ofte hører man ikke børn sige de ord – og hvor sjældent voksne? Alt for sjældent, for er der noget bedre end en god historie? Den mundtlige fortælletradition, der var kulturbærende i århundreder, har været nærmest forsvundet eller har i hvert fald fundet helt andre udtryk. I dag er lydbogen på vej frem, men der er også fornyet interesse for at lytte til en historie sammen med andre. Lige her – i dette rum – i aften: "Der var engang..."

Vil man fortælle et sagn eller et eventyr, der vil være nyt for de fleste, og vil man gerne selv lære en anden fortælletradition at kende, har man her en samling keltiske eventyr at gå i gang med. Det er en eventyrverden, der er ganske anderledes end vores germanske, uden at det er helt let at sige, hvordan de adskiller sig fra hinanden. Men der er en forskel i humor og holdning til tilværelsen – og så er der det spirituelle, der især har denne bogs interesse.

De 16 eventyr er fra Irland og Skotland, men genfortalt af Heinrich Dickerhoff, der er tysk teolog. Og han er ikke mindst optaget af det, historierne kan fortælle os om livet som mennesker imellem himmel og jord. Det forklarer han i bogens forord, og det fornemmer man klart i de fortolkende "eftertanker", han deler med læseren efter hvert eventyr. "I disse historier har jeg opdaget den keltiske del af min livsanskuelse," skriver han, der også medgiver, at historierne "utvivlsomt genspejler min sprogstil og mit livssyn".

Sådan må det være, når man gendigter mundtligt overleverede historier, og på de vilkår er eventyrene spændende at læse og tilegne sig. Især blev jeg ramt af den makabre "Knægten, der ikke kendte nogen historie", der viser, hvor farligt det kan være ikke at have en historie at fortælle – måske fordi man ikke tror, at ens liv betyder noget. Et andet, der kan fremhæves, er Snehvide-eventyret "Guldtræ og Sølvtræ", der meget fint viser, hvordan de samme temaer og motiver gives en forskellig drejning i forskellige eventyrtraditioner.

Men Heinrich Dickerhoff kommer alligevel til at fylde for meget i bogen. Ét er forordet, der er en fortættet og vanskeligt læst omgang idiosynkrasier om alt lige fra vesterlandsk mentalitet over middelalderlige teologi til det europæiske fællesskab. Men dertil kommer de fortolkende kommentarer, der på en gang er generaliserende og pinligt personlige – ikke mindst i referencen til mænd, kvinder og midtvejskriser.

Det har været en svær tekst at oversætte, kan jeg forestille mig, men det kan man desværre også godt mærke, og det bliver ikke lettere af, at man som læser skal igennem et mytologisk opbud af anførselstegn, parenteser og anmærkninger fra oversætteren. Jeg anbefaler derfor, at man springer forord og kommentarer over og læser eventyrene, inden man lægger bogen til side og siger: "Lad mig fortælle jer en historie!"

Heinrich Dickerhoff: Og vævede noget som aldrig vil dø. Keltiske eventyr. Oversat af Beate Richter. 200 sider. 189 kroner. Alfa

kultur@kristeligt-dagblad.dk