Hans Ulrich Gumbrecht er født i 1948, og han er prototypen på en global intellektuel. Fra sin faste base på Stanford University i Californien rejser han konstant verden rundt som gæsteforelæser. Man bliver helt svimmel af at læse efterordet til hans seneste bog, hvor han takker utallige venner, kolleger og studerende fra den globale landsby.
Relativt tidligt i karrieren tog Gumbrecht imod en stilling i USA, og denne udvandring fra Tyskland beseglede han siden ved at blive amerikansk statsborger. Et hovedmotiv i Gumbrechts liv er hans (generationstypiske) modvillige mellemværende med fædrelandet. Han må ud, han må væk, han må flygte mod en lysere fremtid og helt anderledes kulturer for at komme fri af den dyne af tung, uhyggelig og fortiet fortid, der hviler over Tyskland i hele hans barndom og ungdom.
LÆS OGSÅ: Krigen mod Hitler set fra havet
Det er på alle niveauer af hans liv, denne konflikt gør sig gældende, og derfor har han også kunnet skrive en bog, der omhandler alle niveauer af livet. Den er personlige erindringer, familiehistorie, politisk historie, åndshistorie og så videre. Som dreng nyder han at kigge i familiens fotoalbum, men han undrer sig over, at en del billeder er revet ud!
Litteraturvidenskabeligt udgår Gumbrecht fra det receptionsæstetiske miljø omkring Hans Robert Jauss i Konstanz. Typisk for en ung intellektuel stjerne er han ude i et ødipalt opgør mod Jauss; han vil både gøre op med hans teorier og samtidig anerkendes af ham og på sigt overtage hans position! Gumbrecht forbavses over, hvor hårdt og autoritært hans Doktorvater svarer igen i det ellers så progressive Konstanz-miljø, og en næsten gotisk form for poetisk retfærdighed toner frem, da det senere viser sig, at Jauss har fortiet en fortid som SS-officer! Da bliver faderen for alvor demaskeret, og den mest absurde mistanke kan vise sig at være sand. Omvendt kan man forestille sig, hvor groggy Gumbrecht bliver, da hans ældste søn, Marco, når skelsalder og slet ikke vil leve i USA, men derimod tage hjem til Tyskland og uddanne sig til pilot i Luftwaffe.
Som man kan se, er Gumbrechts liv bestemt af en fortid, han personligt ikke har lod og del i, og i sin nye bog, After 1945. Latency as Origin of the Present, prøver han at udvide denne personlige og generationsmæssige livsfølelse til et åndshistorisk portræt af verdenshistorien fra 1945 til i dag, med særligt fokus på de første årtier efter Anden Verdenskrig. Det, Gumbrecht interesserer sig for, er den stemning eller atmosfære, der kan være i samfundet på et givent tidspunkt, og som kan være svær at fastholde, når tiden går. For eksempel den stærke optimisme, den unge præsident John F. Kennedy inkarnerede for mange i begyndelsen af 1960erne, hvor også pave Johannes XXIII indkaldte til Det Andet Vatikanerkoncil. Man kan godt prøve at beskrive det, men det kan være svært at fange den følelsesdybde, der var til stede og fornemmelsen af en verden, der virkelig åbnede sig mod fremtiden.
Gumbrecht analyserer mange forskellige kilder for at få stemningerne frem. Der er læsninger af filosoffer som Heidegger, Sartre og Camus, af forfattere som Beckett og Wolfgang Borchert og analyser af fotografier fra ugeblade, reportager om politiske topmøder, sangtekster af Edith Piaf, episoder fra hans eget liv med mere. Hele tiden er der tale om korte nedslag. hvor han er på sporet af disse atmosfærer, der er så luftige og hensvindende. Nogle gange kan det virke som en dennesidig mysticisme. Han finder forskellige motiver i det principielt uendelige materiale: ingen udgang/ingen adgang, at være i ond tro, troen på forhøret som en vej til sandheden, følelser af indespærring eller afsporing. Som litteratur- og kulturforsker og dermed kollega til Gumbrecht er jeg fascineret af hans forehavende, og jeg har i al beskedenhed forsøgt lidt af det samme, dog ikke med et så heterogent materiale, i mit arbejde med danske tidsånder.
Man må dog samtidig sige, at vi her virkelig får sat spørgsmålet om humanioras videnskabelighed på spidsen, for der er hos Gumbrecht et bevidst fravær af teori, metode, identificérbare analytiske værktøjer og så videre. Man kan hos ham blot gribe ud efter det mest singulære analyseobjekt, og så kan man hengive sig til den mest frie og vilkårlige spekulation over det. En fornemmelse af vilkårlighed sniger sig ind i bogens tre analytiske kapitler og for mig står den stærkere i erindringskapitlerne og de overordnede periodeskildringer, der omkranser analyserne.
Årene lige efter 1945 skildrer Gumbrecht som en verden i chok. Uoverskueligt forfærdelige begivenheder har fundet sted. Men alle er trætte og vil videre. Han undrer sig over tavsheden på den ene side og den næsten vulgære materialisme og hverdagsbevidsthed på den anden side. Dette udvikler han til undertitlens begreb om latensen. Atmosfæren er gennemtrængt af noget, der er gemt væk, som ingen taler om. Dette gælder selvfølgelig ikke mindst i Tyskland. Den umiddelbare fortid er ekstrem, men den er samtidig ekstrem i sit fravær. Det er fremtiden, der kalder på opmærksomheden, drømmen om det radikale brud, at tage afsked med alt det, der ligger bagude.
Gumbrecht (og alle hans samtidige, vil han nok hævde) lever i en meget klar og dramatisk fornemmelse af historisk tid. Fortiden er bag dem, men den er ikke overstået, den ligger på lur, måske vil den rejse sig en dag, hvis man da ikke forinden selv har vendt sig om og konfronteret den, måske endog prøvet at provokere den frem ved at drille og udæske fædrene. (Dette var rationalet bag det tyske ungdomsoprør, da det skejede ud i terrorisme). Og foran én er fremtiden som et åbent rum, fyldt af løfter om noget bedre, noget renere, noget klarere. Naturligvis er der kriser og tilbageslag i efterkrigstiden, men fremtidshåbet står alligevel altid uantastet tilbage. Disse fornemmelser for fortid og fremtid forener sig i begrebet om latensen: Noget vil vise sig! Det kan være fortiden, der endelig træder frem til definitiv gennemskuelse. Og det kan være fremtiden: Nu er den der, nu sker det.
Denne fornemmelse af historisk tid forsvinder et eller andet sted på vejen mellem Murens fald og nutiden, skriver Gumbrecht mod slutningen af bogen. Han kan mærke, at den bliver meget svagere i ham selv. Og hans børn kender den slet ikke. Fortiden føles ikke længere som et rum af påvirkninger bagfra. Den er manifest til stede igennem den voksende digitale tilgængelighed og de hinanden hastigt afløsende retro-bølger. Fremtiden er ikke længere et åbent rum for radikale forandringer til det bedre, men en tjekliste over scenarier for diverse risici, som måske/måske ikke vil blive til noget. Vi er ikke længere spændt ud mellem fortid og fremtid i et dramatisk nu. På en vis måde er tiden gået i stå. Gumbrecht henviser med veneration til den afdøde franske filosof Jean-Francois Lyotard og hans tese fra 1980erne om, at de store for-tællingers tid er forbi. Og fornemmelsen af stilstand finder vi også hos andre trendkronikører, der har bemærket, at det er 30 år siden, der for alvor skete noget nyt i populærkulturen.
Og til sidst forstår Gumbrecht endelig, hvad der fascinerer ham så voldsomt ved alle kulturudtrykkene fra omkring 1950 og deres særlige stemning af latens. Det er, fordi de vidner om, dengang mennesker levede i en anden fornemmelse af historie, end vi gør i dag. Det er ikke blot fortid. Det er en helt anden (slags) tid.
Hver onsdag skriver vi på denne plads om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.