Prøv avisen

Æ fostor it, va do sæjer, din kjøfenhavner

Dialekt er ikke et levn fra gamle dage, men de er i virkeligheden et moderne fænomen. Foto: Illustration: Peter Hermann

Mange begræder, at de danske dialekter er ved at forsvinde. Men i virkeligheden er dialekt et moderne fænomen, for engang talte alle i Norden det samme sprog

I Sønderjylland siger de mojn, og på Fyn betyder "Hva sir du te det?" ganske enkelt hej. Hvis man rejser rundt i Danmark, vil man hurtigt opsnappe lokale ord, talemåder og udtaleformer, som ikke bliver brugt andre steder i landet.

Andre dialektudtryk som træls har efterhånden nået hele landet. Men hvornår er der tale om en dialekt, og hvornår er det blot en anderledes udgave af rigsdansk?

Rigsmål eller dialekt

Ifølge lektor ved Institut for Dansk Dialektforskning på Københavns Universitet Inge Lise Pedersen kræver en dialekt tre ting: Der skal være en del ord, som udtrykker noget andet, der skal være en anden grammatik som for eksempel, når vestjyderne siger æ hus i stedet for huset, og ikke mindst skal udtaleformen være anderledes end det, vi betegner som rigsmål eller standarddansk, som det hedder i sprogforskerkredse.

Grænserne mellem de forskellige dialekter er flydende, for man kan ikke sætte streger som på et landkort og fastlægge præcis, hvor himmerlandsk stopper, og vendelbomål begynder. Dialektforskerne i Danmark prøver dog at nærme sig. Overordnet bliver dialekterne inddelt i tre dialektområder: jysk, ømål og bornholmsk. De tre overordnede områder kan yderligere inddeles i cirka 32 dialekter ifølge Afdeling for Dialektforskning på Københavns Universitet.

I dag hører man dog oftere regionalsprog end egentlig dialekt. Regionalsprog betegner den typiske udtaleforskel mellem en nordjyde og en fynbo, mens dialekter ifølge de fleste sprogforskeres definition også kræver andre ord og en anden grammatik. Regionalsprog dækker samtidig et større geografisk område end en dialekt.

Selvom dialekterne bliver erklæret uddøende, er der steder i landet, hvor det er mere sandsynligt at støde på dem end andre. Sønderjylland og Bornholm er begge områder, hvor man nemt kan ryge ind i udtryk eller hele sætninger, som kan være uforståelige for udefrakommende. Men netop de områder har været isoleret i længere tid end resten af Danmark, og det kan forklare, hvorfor bornholmsk og sønderjysk har et bedre tag i lokalbefolkningen, end østjysk har i Østjylland. I Sønderjylland har nogle sønderjyder stiftet Æ Synnejysk Forening for at bevare deres dialekt. Eller som de skriver på deres hjemmeside:

Vi æ manne som æ bløwn træt af at olt for manne snakke rigsdansk, selvom de æ synnejye å de ka snak æ sproch.

Overskriften på denne artikel er også på sønderjysk og betyder Jeg forstår ikke, hvad du siger, din københavner.

Sværest for københavnere at forstå jyderne

Misforståelserne går dog oftere den anden vej. Mens dialekttalerne forstår og taler rigsdansk, fordi det er det, de lærer i skolen og hører i medierne, kan det være sværere for en københavner at forstå, hvad en sønderjyde siger. Det handler om den sproglige tolerance i Danmark, mener Inge Lise Pedersen og dialektforsker Marie Maegaard fra Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier ved Københavns Universitet. De pointerer begge, at den er meget lille i Danmark.

For 2000 år siden eksisterede der sandsynligvis ikke dialekter i Norden. Dialekter er ligesom nationalsprog både geografisk og politisk bestemt. Dengang var danskerne ikke bofaste, men flyttede rundt, så menneskene boede der, hvor der var dyr at jage. Det førte til, at den relativt lille befolkningsgruppe, der boede i Norden, herunder Danmark, mødte hinanden med jævne mellemrum og derfor blev nødt til at kunne kommunikere indbyrdes.

Men mellem år 500 f.Kr. og år 500 e.Kr. begyndte danskerne at bosætte sig i landsbyer og kom derfor ikke rundt i landet på samme måde. Ifølge Viggo Sørensen, centerleder og lektor på Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning ved Aarhus Universitet, er de faste landsbyer en del af forklaringen på dialekternes opståen.

I størstedelen af deres barneliv og voksenliv opholdt folk sig i landsbyen. De blev ikke udsat for andre sproglige påvirkninger, end deres naboer og familier gav dem. De ændringer, der skete inden for sproget, skete inden for en geografisk afgrænset gruppe mennesker, siger Viggo Sørensen.

Transporten betød meget for dialekterne

Specielt da stavnsbåndet eksisterede i 1700-tallet, levede dialekterne i bedste velgående, mener sprogforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Michael Ejstrup.

Dialekterne har i perioder været fastlåst, for eksempel da vi havde stavnsbåndet. Der var det umuligt for almindelige mennesker at flytte sig, for det måtte de ikke. Fordi almindelige mennesker var fastlåst et sted, blev påvirkningen fra andre steder mindre, for det var kun få mennesker fra de bedst stillede sociale klasser, der havde lov til at flytte sig, siger Michael Ejstrup.

Dialekterne udviklede sig sandsynligvis i hver sin retning i landsbyerne. Ifølge Viggo Sørensen handler det om, at man efterligner dem, der har prestige.

Hvis der først var folk i samfundet med stor prestige, der havde en bestemt udtale, ville de trække de andre med sig. Sådan er det også i dag: Kendte personer bliver tit efterlignet. Så har de af en eller anden grund vredet en lyd i en lidt bestemt retning, har det smittet af på andre, og hvis de har brugt et ord i en ny betydning, har andre grebet det. Så er det efterhånden blevet fælles standard. Det er ofte sådan, man forklarer sprogforandringer, siger Viggo Sørensen.

Flere steder i Danmark gjorde transportmulighederne meget for udviklingen af de forskellige dialekter.

Hvis man bor et sted i Norden, hvor det er svært at komme til eller fra, får sproget lov at leve sit eget indespærrede liv. Historien viser nogle eksempler fra den jyske hede, som det var vanskeligt at komme til og fra, fordi man ikke havde vejforbindelse, siger Michael Ejstrup.

Samtidig har der været en administrativ toldgrænse mellem Sønderjylland og Nørrejylland, der gik ved Kongeåen. Den betød ifølge Inge Lise Pedersen, at kontakten på tværs af grænsen var mindre end inden for området både syd og nord for grænsen. Andre faktorer end toldgrænsen har også haft betydning for udviklingen af de jyske dialekter.

Sprog er noget, mennesker skaber og laver om på hele tiden. I 1600-tallet var der en omfattende pest i store dele af Jylland. Mange døde, og så var det nemt at få adgang til jord. Da pesten var ovre, flyttede folk derfor til området, så visse dialekttræk har bredt sig sydpå, fordi der var en massiv vandring i 1600-tallet, siger Inge Lise Pedersen.

Oprindelig regner man urnordisk for ét sprog, der tilhører den germanske sproggruppe, som igen tilhører den indoeuropæiske gruppe. Sprogvidenskabeligt kan man betragte dansk, norsk og svensk som ét sprog, der har forskellige dialekter. Forskellen mellem, hvorvidt der er tale om dialekt eller sprog, handler om politik.

Grænsen for, hvornår man taler om to sprog, er politisk, ikke lingvistisk. De nordiske sprog kan lingvistisk regnes som en dialekt. Når nationalstater standardiserer, er det i høj grad med til at danne begrebet om, at dansk er dansk og lyder på én måde, mens der i dialektverdenen er kort afstand mellem bornholmsk og skånsk, siger Inge Lise Pedersen.

Det politiske er specielt tydeligt i Norge, der forsøgte at gå langt væk fra dansk efter løsrivelsen.

Nynorsk skulle være så forskelligt fra svensk og dansk som muligt, så man byggede det nye sprog på dialekter i de vestlige dele af Norge. Så fik man et sprog, som er noget forskelligt fra det, vi kender, mens bokmål er tæt på dansk. Og det er ikke så underligt. Det er en del af en identifikationsfaktor, at hvis man får selvstændighed, vil man signalere det. Det kan man gøre sprogligt. Hvis naboen har været overmagt længe, vil man gøre meget for ikke at ligne ham, siger Michael Ejstrup.

Netop magt og overmagt betyder meget for udviklingen af sprog. I dag regner man københavnsk som det, der står bag standarddansk, og det er ifølge dialektforsker Marie Maegaard fra Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier ved Københavns Universitet blevet standardsproget på grund af magtforhold, der har været i samfundet i flere hundrede år.

Hele statsapparatet har været forbundet med København og de andre storbyer, så man får en situation, hvor det er mindre prestigefuldt at bo uden for byerne, og det kommer til at gælde det sproglige. På den måde opstår der nogle fordomme. Københavnsk har været anset som et prestigesprog helt tilbage til 1600-tallet, viser optegnelser, forklarer dialektforsker Marie Maegaard.

Tilegner sig andre sprogbrug

Årsagen til, at dialekterne i Danmark er i fare for at uddø, er ikke blot magt, men også geografi. For cirka 500 år siden og specielt efter stavnsbåndets ophævelse mellem år 1788 og 1800 begyndte de danske dialekter at opleve modstand. Ifølge Inge Lise Pedersen begyndte vi at standardisere sproget i Danmark i 1500-tallet, og de første danske grammatikere kom i 1600-tallet. Sprogstandardiseringen kom, fordi flere lærte at skrive, hvilket resulterede i, at der blev lavet retningslinjer for stavning, som gjaldt hele landet og hovedsagelig fulgte den københavnske dialekt.

Allerede i 1600-tallets midte har man et negativt syn på dialekter, og det fortsætter. I 1800-tallet kommer der tilsyneladende et mere positivt syn på dialekterne i forbindelse med romantikken. Dialekterne er det, bønderne taler, og bønderne regnes for folkets kerne. På det tidspunkt begynder man at indsamle dialekter, og de får en form for status. Der, hvor moderniteten breder sig, taler man mindre dialekt end de gammeldags bønder. Højskolen havde et meget positivt syn på dialekt, men højskolebønderne talte ofte mindre dialekt end de mere traditionelle bønder, siger Inge Lise Pedersen.

Fra 1960erne går brugen af dialekter i Danmark for alvor ned ad bakke, samtidig med at der sker store forandringer i det danske samfund: Kvinderne kommer på arbejdsmarkedet, økonomien kører på skinner, og der er et ungdomsoprør i gære. Ifølge Viggo Sørensen bliver sproget mere ensformigt, jo mere vi taler sammen og ikke mindst flytter på tværs af landet, for vi vil gerne efterligne hinanden og gøre os forståelige.

Når en jyde er i København, aflægger vedkommende sig efter noget tid nogle jyske ord og udtryk. Man prøver at snakke lidt som de andre eller i hvert fald imødekomme dem. Når man er i hyppig kontakt med andre, tilnærmer sprogene sig hinanden, siger Viggo Sørensen.

Den mindre brug af dialekt handler om kulturelle ændringer og er en konsekvens af, at vi ikke længere bliver boende i den samme landsby hele livet, mener Inge Lise Pedersen. Hun er ikke bange for sproglig forandring og mener, at sprog udtrykker det, vi skal bruge det til. Hvis sproget ikke kan udtrykke det, vi skal bruge det til, får vi sproget til at kunne udtrykke det. Inge Lise Pedersen frygter dog stadig dialektdøden:

Vi taber en variation, når dialekterne uddør. Ligesom hvis en dyreart uddør, så er faunaen mindre varieret.

Kristeligt Dagblads hjemmeside tager i dag hul på en serie om dialekter. Følg hele serien på

k.dk