Prøv avisen

Øjet dør, men blikket lever evigt

Søren Ulrik Thomsen har forenet sine to forfatterverdener i bogen ”Samlede Thomsen”, der både indeholder alle hans digte og hans essays gennem tiden. Foto: Leif Tuxen.

Siden hans debut har døden været et grundtema for Søren Ulrik Thomsen, der i næste uge udsender Samlede Thomsen. I de senere år er ordet opstandelse også begyndt at dukke op, men han skelner stærkt mellem et godt digts lange liv og det kristne evighedshåb, som ikke nødvendigvis går op med hans digte

interview

Langsomt skriver jeg ordene/ét for ét går de ud på papiret, skrev Søren Ulrik Thomsen i det første digt i sin første digtsamling City Slang fra 1981 som en poetisk profeti over sit eget kommende forfatterskab. For Thomsens forfatterskab er netop blevet til ved at bearbejde de hurtigt sansede oplevelser langsomt gennem sproget og erindringen.Der skulle gå næsten 40 år, før han kunne skrive essayet Alfabetets gentleman om Dan Turèlls forfatterskab, selvom Turèlls skæve digte allerede optog ham som gymnasieelev i 1970erne, da han selv begyndte at skrive sine første digte. Dengang begyndte den digteriske inspirationen at komme til ham, da han i 1974 flyttede ind på et klubværelse på Købmagergade i nærheden af Café Dan Turèll og gik rundt og sansede byen på egen hånd som gymnasieelev.

Jeg gik lange ture i København og især i Østre Anlæg henunder aftenen, hvor jeg så de majestætiske lys fra husene i Stockholmsgade, mens lyset fra vinduerne faldt ind gennem de sorte filtrede grene i træerne, og s-togets lyskæde raslede forbi. Det var dén slags stemninger, der inspirerede mig. Og sådan opdagede jeg, at poesien kunne noget, som ingen andre tekster kunne, siger Søren Ulrik Thomsen med lys i øjnene:

Poesien kan både tænke og sanse på samme tid. Som regel står de to måder at forholde sig til verden på jo ellers i modsætning i vores liv. Det er som om, sansningen bliver mere intens, hvis vi slår hovedet fra. Og hvis man tænker, er det næsten altid henover en afstand af dét, man tænker over. Men poesien kan noget, som ingen anden genre kan. For sproget er sanseligt, musikalsk og bil-ledrigt, men ordene har samtidig en betydning, som tænker og som man kan tænke over. Det var en central oplevelse for mig.

Og da Søren Ulrik Thomsen selv slog igennem i 1980erne, sad han som så mange andre unge kunstnere og skrev derhjemme, inden han om aftenen gik på den dengang mere ramponerede Café Dan Turèll for at møde ligesindede kunstnere og kvinder.

Dengang blev caféen kaldt Dagligstuen men også Gonoréakvariet på grund af caféens store vinduer og rumsterende hormoner, fortæller han med et drenget smil, da vi mødes her med en bibeltung hvid bog i mellem os på over 1000 pergamenttynde sider.

Samlede Thomsen er Søren Ulrik Thomsens foreløbige livsværk, der indeholder alle hans digte og essays fra samlinger, aviser og tidsskrifter i én bog selv hans to nye essays om det onde, der udkommer i en lille kunstfærdig boghåndværksudgave her i foråret er med. Så selvom han undertiden også er blevet kaldt de tusind skitsers digter på grund af sin æstetiske perfektionisme, har tusind siders tekst altså trods alt fundet nåde til at blive trykt gennem tiden.

LÆS OGSÅ: Det kristne spor i Søren Ulrik Thomsens digtning

Digtervennen Michael Strunge var i sit eget undergrundstidsskrift Sidegaden en af de første til at anmelde Thomsens digte begejstret. Og Søren Ulrik Thomsen blev hurtigt selv en af de toneangivende digtere i 1980erne. Siden er hans popularitet steget år efter år, og hans seneste digtsamlinger Det værste og det bedste og Rystet spejl er trykt i usædvanlig mange og store oplag, ligesom hans essaysamlinger er blevet både rost og læst af mange. Hans store hvide bog kommer derfor formentlig til at gøre Michael Strunges sorte superbestseller Samlede Strunge selskab på mange danske reoler i den kommende tid. Og det er også Søren Ulrik Thomsens eget håb, at læsere, der køber Samlede Thomsen for at læse en bestemt bog eller to, vil finde vej ind i flere af Thomsens tekster gennem bogen.

Det er en gammel drøm for mig at få samlet alt, hvad jeg har skrevet, i én bog. Også fordi bogen udover alle mine digte også indeholder avisessays, som jeg ofte har lagt tid og tanker og stilistisk omhu i, og her bliver det hele samlet op, siger Søren Ulrik Thomsen, der således selv har fået lejlighed til at genlæse sit forfatterskab, da han læste korrektur på samlingen.

Det har forbløffet mig selv, hvor tidligt jeg begyndte at udvikle nogle af de tanker og temaer, som jeg stadig arbejder med. Ligesom digtet Langsomt ud foregriber, at jeg stadig bearbejder oplevelser langsomt, er der bestemte temaer, der går igen helt fra begyndelsen.Som døden?Ja, den er det store tomme hul, som mange af teksterne hvirvler omkring, siger han roligt og tilføjer så:

Men der er også stor forskel på, hvordan jeg har skrevet om døden gennem mit forfatterskab. Da jeg var ung, optog den mig mere på et teoretisk plan. Vi diskuterede døden som et matematisk bevis står der også i et erindringsdigt i min seneste digtsamling Rystet spejl med en hentydning til poetikken Mit lys brænder fra 1985. Men nu er døden blevet en mere erfaringsnær størrelse, eftersom mange af mine jævnaldrende og nærtstående er væk, hvad der selvfølgelig også har ændret min måde at skrive om den på.

Søren Ulrik Thomsen har på samme måde flere gange ændret holdning til digtning i løbet af sit forfatterskab. Poetikken Mit lys brænder betegner han i dag som et polemisk opgør med en bestemt holdning til digtning i 1970erne, hvor det gjaldt om at udligne forskellen mellem teksten og læseren, og forfatteren altid skulle skrive i læserens erfaringshorisont.

Det slogan opfattede jeg som temmelig arrogant. For hvordan kan en forfatter vide, hvad læserens erfaringshorisont er? Det gør jo forfatteren til en overhøjhed, der taler ned til sin læser. I stedet tænkte jeg, at det forholdt sig stik modsat: Ligesom den minimalistiske skulptur, som var mit ideal, skulle teksten lukke sig hermetisk om sig selv, så forskellen mellem dén og læseren blev så stor som muligt og betydningen i mødet dermed potenseret. Men ret hurtigt efter jeg havde skrevet Mit lys brænder, indså jeg, at dét var for enkelt, og at en tekst ikke er en skulptur, siger han og slår undskyldende ud med hånden:

Når man polemiserer stærkt imod noget, får man nemt en tendens til at gentage nogle af de dumheder, som man polemiserer imod, men bare vendt på hovedet så at sige. Og pludselig kunne jeg også se, at en tekst kun bliver fascinerende, hvis den rummer både en forskel og en lighed i forhold til læseren.

Kunsten skal på den måde hente sin næring i den virkelige verden og det daglige liv, men samtidig rumme noget, der ikke er i hverdagen, mener han.

Hvis der ikke er en lighed med læseren i teksten, er den ulæselig, og hvis der ikke er en forskel, er der ingen grund til at læse den.

Sideløbende med sine digte begyndte Søren Ulrik Thomsen tidligt at skrive essays, som han kunne lægge sine egne tanker og erfaringer ned i på en anden måde end gennem poesien.

Mine essays bygger ofte på personlige oplevelser, der giver anledning til nogle generelle refleksioner. Og med deres lange argumentationskæder er det også en teksttype, som ikke kunne være digte. Det gælder for eksempel et essay som Selv tak, fru Jørgensen, der handler om høflighed, eller mine portrætter af andre kunstnere som Jokum Rohde, Klaus Lynggaard, Jørgen Leth og Inger Christensen, siger Søren Ulrik Thomsen, der gennem de senere år også er begyndt at skrive teologiske essays.

Da jeg var ung, faldt det mig slet ikke ind, at jeg skulle være kristen. Det er først kommet senere. Men min gamle forlægger, der var socialist, kaldte mig som det mest naturlige i verden katolik 20 år før, jeg selv opfattede mig som troende, siger storbypoeten, der selv har svært ved at forklare, hvorfor han begyndte at tro på Gud:

Jeg diskuterede det engang med digteren Niels Lyngsø, der ikke er troende. Ifølge mange teologer får man troen af Gud, forklarede jeg. Så er du jo lovligt undskyldt, svarede han.

Men forestillingen om opstandelsen og erkendelsen af, at djævelen findes og skal forsages, er tanker, der er vokset langsomt frem i mig på samme måde, som jeg har været længe om at bearbejde andre ting i livet.

Jeg bekender min tro, men nægter at gå rundt med den som et skilt om halsen og at hænge hele min identitet op på at være kristen. Langtfra alt kan tolkes af kristendommen heller ikke hele én selv. Og jeg føler mig spontant frastødt af miljøer, hvor kristendommen nok så meget som en tro markerer et socialt tilhørsforhold og et personligt identitetsprojekt, hvor man hører kristen musik og sikkert også går i kristent tøj og spiser kristen mad. I USA kan man bag på biler se klistermærker med teksten: Båt i hornet, hvis du har taget imod Jesus som din personlige frelser. Båtnakker, siger jeg bare.

Selvom troen altså kun er en del af Søren Ulrik Thomsens tænkning, er begreber som evighed og opstandelse dukket op i hans tekster de senere år.

Lige så meget som med tro, har det måske at gøre med, hvad jeg ikke kan tro. Når jeg for eksempel ser et menneskes blik, ser jeg noget, som, jeg ikke tror, kan dø. Der er nemlig forskel på øjet og blikket: Hvor det første er et stykke biologi og derfor skal forgå, udgår blikket ganske vist fra øjet, men er ikke identisk med det. Det svæver ligesom foran selve øjet og er samtidig dét, vi om noget forbinder med liv. Så måske er det, vi ser i blikket, dét, der ikke skal dø.Der er jo også et opstandelsesspor i dine digte, der handler mere om digtenes uforgængelighed. Har det også været en måde at søge udødelighed på for dig?Jeg håber da forfængeligt, at nogle af mine digte vil overleve i lang tid. Men lang tid og evigheden er ikke det samme. Kingos salmer er skrevet mere end 300 år tilbage i tiden, men det er jo ikke en evighed siden. Når Woody Allen siger, at han er bange for, at evigheden godt kan blive lidt langtrukken især hen mod slutningen, er joken jo netop at blande de to begreber sammen. Mine digte handler meget om tid, og hvis tid er svær at forstå, er evigheden lodret ufattelig. Men kunst og teologi er altså heller ikke det samme. På begge niveauer kan der udtrykkes noget, som ikke kan fanges af det andet.Hvad er det værste og det bedste ved dit eget forfatterskab?Det værste er at støde på digte, der har vist sig ikke at holde. Og det bedste er, når digte, som jeg skrev for rigtig mange år siden, bliver ved og ved at afgive nye betydninger og kan læses af unge mennesker, som slet ikke var født, da digtene blev skrevet. Og det er jo noget af det metafysiske ved kunsten at den kan overskride de vilkår, den er blevet til under.

Søren Ulrik Thomsen

fra Nye digte, 1987