Som dreng cyklede Jens Christian Grøndahl ud i Dyrehaven og mødte Gud.
”Jeg er på ingen måde vokset op i en kirkelig familie, men jeg havde en ret religiøs periode som barn. Dengang boede vi i nærheden af den del af Dyrehaven, der hedder Ermelunden. Og en dag cyklede jeg alene derud til de store græssletter og gik ind i skoven. Jeg søgte ind i en lysning, hvor solen trængte ned gennem trækronerne. Og da var det altså, som om jeg blev set af Vorherre,” siger den bogaktuelle 60-årige forfatter med et lidt blufærdigt smil under de kantløse briller, inden han tilføjer:
”Sommetider kommer den fornemmelse tilbage. Jeg kan gå alene ude på klitheden i Skagen, hvor jeg opholder mig meget, uden at føle mig alene. For jeg har fornemmelsen af, at Gud ser mig. Det er svært at beskrive, fordi det netop nemt bliver alt for firkantet. Men kristendommens gamle sprog er bedre end mit til at forklare det. Man kvier sig lidt ved at bruge de gammeldags ord, fordi de er som kæmpestore gamle nøgler, men hvordan skulle jeg kunne konkurrere med et sprog, der er over tusind år gammelt? Jo ældre jeg bliver, desto mere må jeg overgive mig til ord som nåde, barmhjertighed og miskundhed, der har trøstet generation efter generation før mig, men som nu vist desværre er taget ud af den nye bibeloversættelse,” siger han og ler:
”Jeg kan godt høre, hvor konservativ jeg lyder. De ældre har altid sagt, at de unge forfladigede sproget. Men det er, som om man kun vil spille på en tredjedel af orgelpiberne. På den måde bliver sproget et meget mindre instrument. Men jeg kan også godt lide at sidde i en kirke og tænke, at her har mennesker siddet i århundreder og hørt de samme fortællinger med omtrent de samme ord. Jeg kan for eksempel godt lide ordet Helligånden, der jo ellers er den mest abstrakte del af treenigheden. Vi har en stærk ikonografi omkring faderen og især sønnen, mens Helligånden må nøjes med at blive skildret som en due, men den er jo mere end en fugl. Den er al ånd, al fantasi, al evne til indlevelse og til at kommunikere. Med årene er jeg ved at indse, at det, man ikke forstår, måske er det vigtigste.”
Sådan tænkte Jens Christian Grøndahl slet ikke som stor dreng, da han ikke ville konfirmeres, fordi han ikke forstod, hvad kirkens dogmer skulle gøre godt for.
”Jeg er døbt, men ikke konfirmeret. Jeg gik faktisk til konfirmationsforberedelse, men til sidst sagde jeg, at jeg ikke kunne stå inde for det. Som ung blev jeg hyperintellektuel og afskrev alt, hvad jeg ikke kunne begribe. I dag kan jeg se, at jeg tog fejl. Jeg er svag i troen, og den svaghed skal jeg ikke bekæmpe. Jeg ville bare gøre vold på mig selv, hvis jeg kaldte mig ateist. Det er ikke min præstation, men kristendommen er kommet til mig som en uforklarlig arv, jeg umuligt kan frasige mig. Det forstod jeg ikke under min konfirmationsforberedelse. Det handlede jo ikke om, hvad jeg skulle bekræfte, men om at modtage den kærlighed, der allerede var bekræftet for mig.”
Tro handler ikke om at mande sig op, men om at overgive sig til Gud med den tillid, der tilhører barnet, mener han.
”Det slår mig, hver gang man ved en barnedåb hører bibelverset om, at ingen kommer ind i himlen, hvis man ikke tager imod Guds rige som et lille barn. Det betyder ikke, at vi skal være barnagtige, men at vi skal have tillid ligesom børn. Det har taget mig mange år at fatte. Det har været en stor lettelse at finde ud af, at tro ikke handler om at præstere, fordi alt andet i vores samfund jo gør det. Vi bliver målt på vores talenter og ydeevne, hvad enten vi løber ironman, er forretningsfolk eller kunstnere. Det er bundlinje, bundlinje, bundlinje. Men tro handler om noget andet. Det forstår jeg nu. På den måde føler jeg mig tættere på kirken, end jeg gjorde for 30 år siden.”
Det seneste år er Jens Christian Grøndahl endda også blevet en trofast kirkegænger, fordi han har fulgt med sin datter i kirke hver søndag, mens hun gik til konfirmationsforberedelse.
”Jeg er begyndt at gøre mig tanker, som man ellers kun har med lange mellemrum. På den måde har hendes konfirmandtid været en anledning til at reflektere mere over mit forhold til kristendommen, end jeg har gjort før. Jeg kan mærke, at kristendommen siver mere ind i mine tanker og i det, jeg skriver,” siger Jens Christian Grøndahl, som ovenikøbet har en præst på rollelisten i sin nye bog ”Dage som græs”, der blandt andet tematiserer tro og næstekærlighed i seks fortællinger.
Selv titlen væver sig mere ind i den kristne tradition, end Jens Christian Grøndahl først gjorde sig klart, men han er heller ikke den første forfatter, der bliver inspireret af græs som et vildtvoksende billede på både livet og døden.
Græs gror som en grøn tæppeløber gennem hele litteraturhistorien. Tom Kristensens grav på Thurø Kirkegård er for eksempel ikke for ingenting dækket af græs. Gravstenen stikker op som en myretue i granit med ordene ”Bøjer jeg mig så dybt, som jeg kan, vokser min verden sig stor” fra hans eget ungdomsdigt ”Græs” (1927).
Kunsthistorikeren og forfatteren Hans Edvard Nørregård-Nielsen har tidligere kædet det lille, men store digt sammen med Brorsons ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, da Brorsons salmesætning ”Det mindste græs jeg undrer på” jo nærmest vokser lige ind i Tom Kristensens spirituelle digt, der begynder med ordene ”Græsset er underligt højt for mig”. Men allerede i Det Gamle Testamente lovpriser David i salme 23 Gud for at lade ham ”ligge på grønne enge”, mens græsset snarere er et billede forgængelighed i salme 103:
”Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man det ikke mere. Men Herrens troskab varer fra evighed til evighed mod dem, der frygter ham.”
I dag er dette bibelcitat nok mere kendt i en ældre sprogdragt, idet Steen Steensen Blicher citerede fra den salme i slutningen af det lille mesterværk ”En Landsbydegns Dagbog”:
”Anlangendes et Menneske, hans Dage ere som Græs, som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Veiret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed”, står der her, og nu bruger Jens Christian Grøndahl igen de gamle ord fra Bibelen – og Blicher – som titelskabende motto for sin nye roman ”Dage som græs”:
”Det var faktisk min datter Virginia, der lige er blevet konfirmeret, som gjorde mig opmærksom på, at ordene har rod i Bibelen. Jeg var åbenbart stadig mere hjemme i Blicher,” siger den modne forfatter og lader et undskyldende smil vokse frem i det stadig drengede ansigt, inden han fortsætter mere alvorligt:
”Det er jo et nærmest tidløst billede at sammenligne livet med græs. For mig anslår det helt klart livets flygtighed, men der er også en mærkelig mildhed og følelse af overskud i citatet, når Blicher bruger det til at afslutte sin egen fortælling. Der er menneskelivets mangfoldige rigdom, og der er lettelsen ved at erkende, at det forholder sig sådan. Livet er forgængeligt som græs, og det er der en skønhed i, hvis man kan give slip på alt det, man ellers klamrer sig til.”
Jens Christian Grøndahls seks fortællinger har hver især en længde, der minder om ”En Landsbydegns Dagbog” – for kort til at være en roman og for lang til at være en novelle.
”’En Landsbydegns Dagbog’ er formelt set et ideal for mig. Det er spændende, at Blicher så tidligt skriver en prosatekst, der er så moderne i sin økonomi og i det geniale greb, at historien foregår i mellemrummene. Der er så meget, vi ikke får direkte fortalt, men forstår alligevel. Det er en kolossalt inspirerende tekst at læse. Jeg har selv forsøgt at bruge den form her, så læseren får plads til at reflektere over sit eget liv, fordi man ikke bliver overlæsset med al den information, som en normal roman gerne vil give læseren,” forklarer den erfarne forfatter, der med sit tilslebne sprog for eksempel også spidder mænd, der dør af røg og ubevægelighed, mens kvinderne fortsætter derudad ”med cykelkurvene fulde af gøremål”, som han skriver.
Tematisk handler fortællingerne på forskellige måder både om at give slip og at tage fat i sit medmenneske. Sådan griber to drenge, begge på 15 år, i hver sin fortælling og flygtningekrise – henholdsvis efter Anden Verdenskrig i Skagen og under den nutidige migrantkrise i Rom – ud efter et medmenneske. Og i en tredje fortælling ender en kvinde med at danne par med en selvmordstruet mand, så han ikke skal tage livet af sig selv, mens en kvindelig præst tilsvarende kaster sin kærlighed på en kunstner, som muligvis er dødeligt syg, mens en anden kunstner tvinger sig selv til at kigge op fra kunsten for at hjælpe et medmenneske.
”Det slog mig, da jeg redigerede bogen, at det er en moralsk bog. Jeg synes ikke, den er moralistisk, men den handler om noget moralsk i ordets dybere betydning, fordi den handler om at stille sig selv svære spørgsmål, også når man overhovedet ikke ved, hvad svaret er. Det handler især om relationen til andre mennesker. En af de vigtigste sætninger i bogen er, da fortælleren siger, at man aldrig må spørge, om det nytter. Vores økonomiseren med engagementet er ellers meget typisk for samtidskulturen, hvor vi måler, om det for eksempel kan betale sig at hjælpe arbejdsløse eller flygtninge. Det ender tit i dårlige undskyldninger for ikke at hjælpe. Dårlige undskyldninger har selvfølgelig deres reelle grunde. Vi kan ikke redde hele verden, og økonomien skal hænge sammen, så der er grænser for, hvor meget vi kan gøre. Men den slags undskyldninger kan hurtigt forråde vores grundlæggende medmenneskelighed. Der er jo ikke nogen grænse for den udfordring, kristendommen stiller os over for med sit bud om næstekærlighed. Det krav er ikke til forhandling. Og her er altså en samling fortællinger om, at man altid kan påvirke et andet menneskets liv, hvis man tør involvere sig.”
Jens Christian Grøndahl har tidligere skrevet meget om flygtige møder mellem mennesker i sine værker. Men allerede i romanen ”Tavshed i oktober” (1996) betoner han, at flygtige møder sagtens kan være formative. Fortælleren i den roman husker for eksempel tilbage på sit studiejob som taxachauffør, hvor han i mere end en forstand førte sine kunder fra A til B eller fra et sted i livet til et andet sted i livet. Og den tanke er radikaliseret i den nye bog, hvor hver fortælling handler om et menneske, der ændrer eller forsøger at ændre et andet menneskes liv:
”Man kan forholde sig til flygtige møder som noget, der af den grund er ligegyldigt. Men man kunne jo også vende det om og sige, at flygtigheden eller tilfældigheden gør mødet kostbart. I ’Tavshed i oktober’ skrev jeg for første gang om livets tilfældigheder, og hvordan det er os selv, der forvandler tilfældet til skæbne. Den tanke går igen i stort set alt, hvad jeg har skrevet siden. I denne bog handler det ikke så meget om det erotiske møde, men flygtigheden er et vilkår, det har vi vidst siden Prædikerens Bog. Vi mødes for at skilles, så vi skal værdsætte den tid, vi har sammen.”
I kristendommen er der jo også et opstandelseshåb. Hvad siger det dig?
”Det er nok det aspekt af kristendommen, som jeg har sværest ved at forstå. I min bog siger den kvindelige præst i den afsluttende fortælling, at ’alt hvad der vedrører min tro foregår her’. Da min mor døde for nogle år siden, gik det op for mig, at døden ikke længere var så skræmmende for mig. Det er livets ophør. En af de sidste gange, vi var sammen, kom vi til at tale om den romerske filosof Seneca, der sagde: ’Hvor døden er, er jeg ikke, og hvor jeg er, er døden ikke.’ Man skal ikke spekulere på døden. Man skal leve til sidste suk. Døden kan man alligevel ikke erfare, for da er du jo død. Jeg gør mig heller ikke tanker om det hinsides. Jeg synes, at jeg skal være nærværende her. Der er jo masser af tid til at være død.”