”Og således som vredestordenen med sine lyn
renser luften for dårlig fugtighed,
så giv du, gode Herre,
dine ords vredestorden kraft og styrke,
så den kan bortdrive
syndens onde og forgiftede støv i mit hjerte
og rense mig på sjæl og ånd for alle synder.”
Dette brudstykke fra Hallgrímur Péturssons aftenbøn til torsdag illustrerer hans digteriske dramatiske kraft og spændvidde: Det religiøse flettes sammen med elementernes rasen. En ”vredestorden” renser den lumre fugtige tordenluft og, hvad der er bønnens egentlige anliggende, bortdriver ”syndens onde og forgiftede støv” af hjertet.
Måske har Hallgrímur også tænkt lidt på den gamle nordiske gud Thor, som jo lynede og buldrede hen over himmelbuen i sin vogn, når det tordnede, og derved kom til at lægge navn til torsdagen – eller ”donnerstag”/ ”tordendagen” – på tysk. Johnny Lindholm, cand.mag. i nordisk filologi og tysk med speciale i islandsk, er dog mere tilbøjelig til at mene, at forlægget skal findes i den gammeltestamentlige Salme 135, 7 (”han skaber lyn sammen med regn, han slipper stormen løs…”), frem for i de lyn, der følger den hedenske tordengud, men under alle omstændigheder: Også ugedagenes navne spiller med i flere af Hallgrímurs bønner, som det indledende brudstykke giver en prøve på. Hele det skabte univers var med som også her i disse inderlige linjer, illustreret med endnu et, omend helt anderledes afdæmpet, billede fra naturen, hentet fra hans morgenbøn til søndagen:
”Lad... din miskundheds stråler falde på mit elendige og syndige hjerte og udtørre syndens skammelige stænk og urenhed, der har samlet sig på det. Drag mig med din kraft til dig, ligesom solen trækker vandet ud af jorden op til himlen.”
Hallgrímur Pétursson (1604-1674) har fået tilnavnet ”Islands Kingo” og – i Norge – ”Islands Petter Dass”. Han er kendt og elsket i sit hjemland og regnes for Islands ubestridt største salmedigter, men forholdsvis ukendt i Danmark, selvom Island på hans tid var del af det danske kongerige, og Hallgrímur fik uddannelse i Danmark. Og på trods af at Hallgrímur Péturssons kendteste værk, hans halvtreds passionssalmer, også er oversat til dansk (endda i to udgaver, fra 1930 og 1995), og at han har et par salmer med i den Den Danske Salmebog.
Nu udgives så for første gang på dansk – med 400 års forsinkelse – hans lille bog ”Ugens bønner”, der er blevet betegnet som noget af det smukkeste, Hallgrímur Pétursson har skrevet. Det er Johnny Lindholm, der har oversat den nye samling af Hallgrímurs bønner. Lindholm var blandt ander også med i oversættelsesteamet bag den nyeste danske udgave af ”De Islandske Sagaer”, der udkom i fem bind i 2014. I øjeblikket er han igang med en ph.d.-afhandling om en anden islandsk raritet, den i dag næsten glemte salmedigter Ólafur Jónsson (1560-1627), hvis salmer aldrig nåede til bogtryk. Men de overlevede alligevel, fordi de blev skrevet af i hånden af gode kristne, som sang dem til melodier, formentlig komponeret af salmedigteren selv.
”Ólafur tilhører en tidligere generation end Hallgrímur, og der er stor forskel på deres digtning,” fortæller Johnny Lindholm. Begge levede efter den lutherske reformation. Den lutherske ortodoksi beherskede tiden, og salmer og bønnebøger var oppe i tiden. Alligevel er der en markant forskel på deres måde at skrive på, mener Johnny Lindholm:
”Bogen med Hallgrímur Péturssons bønner giver et lille, men dog ikke ubetydeligt indblik i det 17. århundredes islandske litteratur, og han tilhører en tid, hvor mange poetiske billeder med blandt andet beskrivelser fra naturen begynder at finde vej i digtningen. Det er nyt i forhold til den lidt tidligere Ólafur Jónsson og hans generation, hvis salmer var meget mere lærebogsagtige gendigtninger af det bibelske stof. For dem gjaldt det efter Reformationen først og fremmest om at få oplært befolkningen i den nye lutherske lære.”
I øvrigt var Hallgrímur Pétursson en alsidig digter, der forsøgte sig i forskellige, også verdslige genrer, men det er først og fremmest hans religiøse digtning, der huskes. De er skrevet i en tid med vægt på det enkelte menneskes fromhedsliv, så Hallgrímurs bønnesamling er tænkt til den personlige, daglige andagt. I et efterskrift i bogen opridser Johnny Lindholm kort bønnens historie, hvor han beskriver bøn som ”troens rygrad”:
”Det er i bønnen, mennesket kan møde Gud, og her, Gud møder mennesket. Derfor har den kristne bønnebogslitteratur også meget gamle rødder, og kan følges helt tilbage til Salmerne i Det Gamle Testamente.”
På trods af de 400 år, der er gået, siden Hallgrímur skrev sine bønner, er sproget fremkommeligt og letlæseligt i den nye oversættelse, hvor en tilsigtet sprogtone fra Kingos tid samtidig får lov til at klinge med, så man møder smukke gamle ord som ”kvældes”, ”evindelig” og ”miskundelig”.
Karakteristisk for tiden, og i Hallgrímurs bønner et gennemgående tema, er hans kredsen om et begreb som synd. Den spiller en stor rolle, men synd skal i denne forbindelse ikke først og fremmest forstås moralsk, forklarer Johnny Lindholm, ”selvom synden naturligvis har sine frugter”.
”Der er her snarere tale om et livsvilkår. Billedligt udtryk kunne man sige, at synd kan opfattes som verdens porøsitet, inklusive os selv. Synd er af se verden, som om den var af glas. Vi kan ikke bevæge os, uden at der går skår i den.”
Efterordet til ”Ugens bønner” fortæller også kort om Hallgrímur Péturssons omskiftelige liv. Han gjorde aldrig præsteuddannelsen færdig og blev heller aldrig smed, som han var i lære som i en overgang. Han underviste frigivne slaver, som var blevet bortrøvet fra Island og efter 10 års fangenskab hos muslimer i Algier skulle genindføres i kristendommen, og han giftede sig med en af dem, den 16 år ældre Guðríður. Hvorefter parret røg ind i store problemer med en anklage for ægteskabsbrud, men det lykkedes at bevise, at Guðríðurs mand var død i årene forud. Så fulgte nogle hårde år som indsiddere og daglejere og et fattigt præstekald, indtil et betydeligt bedre kald som præst i Saubær nord for Reykjavik. Hallgrímur blev omkring 1665 ramt af spedalskhed og efterhånden blind, så han måtte opgive sit embede.
Hans to salmer, der er med i Den Danske Salmebog, er begge dybt personlige. Den ene, ”Jesus, min drot”, antages at være skrevet i hans senere leveår. Den anden, ”Nu ledet er min lille”, er skrevet på baggrund af den treårige datter Steinunns død. Børnedødeligheden var stor i 1600-tallet og gav derfor normalt ikke anledning til digtning, oplyses det i Jørgen Kjærgaards ”Salmehåndbog”, men Hallgrímurs salme udgør altså en undtagelse. I øvrigt har Hallgrímur Pétursson også skrevet en af de begravelsessalmer, der gennem tiden har været allermest benyttet i Island, ligesom hans passionssalmer ved påsketid læses op i den islandske radio.