På klaveret ligger noderne til en kirkemarch, og over døren står der tillykke med konfirmationen til Kamille. Umiddelbart er det svært at aflæse, at moderen her i huset, Maren Uthaug, har det problematisk med Gud.
Den dansk-norsk-samiske tegner og forfatter er aktuel med sin anden roman, ”Hvor der er fugle”, og for tiden sover hun ikke om natten af bekymring for, hvordan den bliver modtaget. For det at skrive er hjerteblod, og den svære toer har været fire år undervejs.
Handlingen udspiller sig i 1920’erne og 1930’erne på Kjeungskjær Fyr, der ligger to havmil fra byen Uthaug i Norge. Fyret er opført på et undersøisk skær, og det var ikke muligt at fortøje en båd derude. Til gengæld bandt man snor i børn og dyr, når det blæste.
Det dystre, ottekantede tårn rager stadig 20,6 meter op over havoverfladen ved middel højvande. I dag lejes det ud til turister, men var fast bemandet op til 1947.
Forfatteren, der voksede op i samiske Kautokeino, tilbragte mange sommerferier hos familie i Uthaug og bærer dens navn.
”Når der blev annonceret efter en ny fyrpasser, var kravet, at ansøgeren havde både ’familie og stærke nerver’,” fortæller hun.
”Jeg havde nok ikke skrevet om fyret, hvis jeg stadig boede ved siden af det, men man bærer intense oplevelser med sig, når man flytter væk fra et sted,” siger Maren Uthaug, mens hun finder cola og peanuts frem, rester fra datterens konfirmationsfest.
Hunden Sonja får et tørret griseøre, og det er mere interessant, end det lyder. For forleden fandt Uthaug et foto af Kjeungskjær fra 1930’erne, hvor to piger leger med en hund, der på en prik ligner den, der ligger her og knaser sin snack. På fotoet stod: Fyrvogterdøtrene Valborg og Ingrid Bolsø med deres hund – Sonja.
”Det er noget af det mest underlige,” siger Maren Uthaug. ”Så normalt et hundenavn er Sonja heller ikke, og så er hunden på ’mit fyr’ også en schäferblanding, det er virkelig sært.”
Vi kigger lidt på nutidsversionen af Sonja og tænker vores.
Også hos fyrpasserfamilien i ”Hvor der er fugle” sker der mystiske ting, og den unge Johan skulle nok hverken have søgt arbejde som fyrvogter eller have giftet sig med den forkerte pige. Familieforviklinger og historier om børn uden for ægteskabet har altid holdt gang i sladderen i småbyerne langs den norske kyst, og en af bogens personer, købmanden Fede, er skåret over Maren Uthaugs egen oldefar.
”Han havde en masse børn med forskellige kvinder og fik bøder af kirken for hor. Der er en energi i de gamle historier, og jeg tror, at alt egentlig bunder i noget, man kender fra sig selv og sin familie. Man filer af hovedstolen,” siger Maren Uthaug.
Fyrmesterens handlekraftige datter ligger i romanen i krig med børnene fra landsbyen. Der mobbes og slås, så blodet flyder.
”Det var vist Elsa Gress, der sagde, at hvis børn kendte mere til anatomi, ville de slå hinanden ihjel. Jeg kunne i hvert fald have været død mange gange, eller været ved at slå nogen ihjel – man kastede jo isklumper efter hinanden. Men nu voksede jeg selvfølgelig også op i Nordnorge”.
Maren Uthaug var ni, da hun med sin mor flyttede til Haderslev, og 13-14, da hun opdagede, at nu talte hun bedre dansk end norsk.
I dag, hvor børn er langt mere overvåget end tidligere, prøver hun at give sine egne døtre plads.
”Jeg håber ikke, de slår nogen ihjel, men jeg håber, at de også har en slags børneliv, som de voksne ikke ved noget om. De går alle tre i folkeskole, og jeg har opdaget, at der ikke er nogen, der mobber mere, i hvert fald ikke sådan som man gjorde, da jeg var barn. Men okay, vi bor selvfølgelig på Frederiksberg og kender kun skolerne her.”
I sine tegnede striber ”Ting jeg gjorde”, hvoraf nogle er udgivet som bøger, har Maren Uthaug ofte mand og døtre med i handlingen.
”Meget finder jeg bare på, men hvis jeg tegner noget, som mine børn decideret har sagt, spørger jeg altid, om jeg må,” siger hun, og nævner tegningen ”1-0 til dig, Gud” som eksempel.
”Når man har lavet så mange vittigheder om kristendommen, som jeg har, og ens datter så kommer og siger, hun vil konfirmeres, står det jo 1-0 til ham. Jeg ved ikke, om hun syntes, tegningen var sjov, men jeg måtte godt.”
Efterhånden som konfirmationen nærmede sig, fik Maren Uthaug forbud mod flere vittigheder om Gud, og et forsøg på bestikkelse blev også afvist.
”Da jeg kunne se, hvor meget arbejde der er i forbindelse med en konfirmation, tilbød jeg hende 20.000 cash, hvis vi glemte alt om det. Men hun lod sig ikke købe, det var i lørdags, det er derfor, vi stadig har cola og peanuts, og det var så fint. Det er helt okay med mig, hvis hun tror på Gud. Jeg synes faktisk, det er helt okay,” funderer Maren Uthaug.
Når hun selv er i kirke, ”skråler” hun med på alle salmerne, og ”for at lave lidt balance” synger hun gerne hun, når der står han.
”Jeg synes, det traditionelle bliver for tekstnært. Ligesom da konfirmanderne skulle vælge et bibelvers, og Kamille ikke måtte ændre formuleringen til brødre og søstre i ’Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig’. Præsten sagde, at det med søstre lå implicit i teksten. Og så begyndte jeg at hive mine græskkundskaber frem, for søster hedder noget helt andet – som jeg desværre ikke kan huske lige nu (læs videre, hun kommer på det senere, red). Når der kun står brødre, skyldes det jo, at det var mændene, man henvendte sig til. Så gik min datter. Det forstår jeg godt, jeg kan være meget irriterende. Hun endte med at vælge et andet vers.”
Maren Uthaug ville egentlig have læst religion, men adgangskvotienten var ”10, eller noget andet absurd”, så hun begyndte på teologi i den hensigt at flytte over senere.
”Men så blev jeg egentlig glad for teologi, som jeg læste i fire-fem år. Jeg holdt af grundigheden, man læser Bibelen på både græsk og hebraisk og kommer langt ned i sproget. Men den voldsomt patriarkalske struktur, herren og hans søn og hans 12 mandlige disciple, er for mig dybt problematisk. Der står decideret, at kvinden skal underlægge sig manden, og jeg ved godt, at det ikke er sådan i dag, men alligevel.”
Religionskritik har hun ikke mindst i påsken haft med i flere striber, og hun får en del klager ”selv fra Politiken-læsere”.
”Men det er faktisk ikke min intention at provokere, mine tegninger er betragtninger. Nogle gange laver jeg også en stribe, hvor jeg har den modsatte mening dagen efter. Det er ikke sandheden, jeg kommer med. Den ligger jeg jo ikke inde med,” siger hun, og tilføjer, at hun heller ikke bilder sig ind at kunne redde verden.
”Jeg er dårlig til at redde verden. Den sætning skrev jeg faktisk i går, da jeg aflyste et arrangement, hvor jeg havde lovet at tegne sammen med nogle uledsagede flygtningebørn i Dianalund. Jeg havde endda slået det op på Facebook og fået kommentarer om, at hvor var det flot af mig. Og så når jeg det ikke alligevel… men det skriver jeg så nok ikke nogen steder.”
Det med, om man skal gøre noget, fordi man bør, er et centralt emne i romanen, hvor Johan tager så mange hensyn, at han forkludrer det hele.
”Automatisk hensyntagen fascinerede mig – det at tilpasse livet efter, hvad vi tror, vi bør; som når Johan gifter sig med en, han ikke elsker, for at tage hensyn til sin mor.”
Hvilke hensyn ligger hun selv under for?
”Egentlig ville jeg gerne prøve at bo i et andet land, men børnene bliver hysteriske bare ved tanken, så jeg gør det ikke. Og nu har jeg jo selv valgt at få dem, så jeg kan ikke give dem skylden,” siger hun og ler højt.
I ”Hvor der er fugle” gør Johan grumme ting, som ikke skal røbes her. ”Alligevel er det min mission med bogen, at vi føler med ham, fordi ingen har patent på sandheden.”
Og så skal vi lige have samlet op på det med søster på græsk, for Maren Uthaugs hjerne lever sit eget liv om natten, og næste morgen sender hun en mail:
”Jeg vågnede klokken 4.41, fordi min hjerne med stor jubel havde behov for at fortælle mig, at søster på græsk hedder ADELPHE. Efterfølgende lå jeg og gloede ud i luften, til uret ringede. Så thank you, brain, jeg kunne såmænd godt have ventet til klokken 7 med den oplysning:)”.
”Hvor der er fugle” anmeldes i avisen på lørdag.