Prøv avisen

10 år efter angrebet tier kunstnerne stadig

Paul Auster og Oliver Stone (billedet) er blandt de kunstnere, der har lavet bøger og film på baggrund af 11. september 2001, men hverken deres eller andre kunstneres forsøg lever op til kritikernes krav om det definitive værk om angrebet og dets betydning.

I disse dage diskuteres det, hvorfor der ikke er kommet et definitivt kunstværk om angrebet på New York for 10 år siden. Tidligere i historien er der ellers produceret stor kunst på baggrund af krige og politiske omvæltninger. Men tiden er ikke moden endnu, lyder forklaringen fra eksperter

Vil den skrækkelige forandring af USAs største by også forandre den amerikanske roman?, spurgte den anerkendte britiske litteraturkritiker James Wood i en kommentar i avisen The Guardian i oktober 2001 blot en måned efter angrebet på New York den 11. september.

Han svarede selv med ordene: Man må håbe, at et rum nu kan åbne for den type roman, der viser os den menneskelige bevidsthed i det sande Stendhalske spejl, der hjælpeløst afspejler denne tids nye mørke skær.

Wood og andre litteratureksperter fastslog dengang, at vi trådte ind i en ny æra, der lagde ironien og den fabulerende postmodernisme bag sig. Den hysteriske realismes falske klovnerier var fortid, og tiden inde til alvor.

Denne overgang skildrer adjunkt ved litteraturhistorie på Aarhus Universitet Tore Rye Andersen i en artikel i bogen 11. september Verdens tilstand ti år efter, hvori han gør status over forfatternes indsats hidtil:

Inden for kulturens verden medførte angrebene på World Trade Center og Pentagon over en bred kam en klar fornemmelse af et før og et efter, en konsensus om, at kunsten og litteraturen måtte lægge den uforpligtende frivolitet bag sig og gå anderledes alvorligt til værks. Her 10 år efter den verdensomstyrtende begivenhed må man imidlertid konstatere, at de skråsikre profetier på ingen måde har holdt stik, skriver Tore Rye Andersen, der får opbakning af filmeksperten Peter Schepelern og historikeren Henrik Jensen.

Når man fra mange sider taler om det udeblevne definitive 11. september-værk, skyldes det, at der gennem historien er lavet uforglemmelige romaner og film om store begivenheder, der har rystet verden. De to verdenskrige, Vietnam-krigen og Koreakrigen affødte stor litteratur og stor filmkunst. Og det er ikke, fordi forfattere og filmfolk ikke har gjort forsøget de seneste 10 år.

I Hollywood aflyste man en række katastrofefilm efter angrebet, men vendte hurtigt tilbage til business as usual, som Tore Rye Andersen formulerer det. Arnold Schwarzenegger lavede Collateral damage, og den store amerikanske instruktør Oliver Stone, der er kendt for flere vellykkede Vietnam-film, herunder Født den 4. juli, lavede i 2006 World Trade Center om to brandmænds dødelige kamp mod ild, sammenstyrtning og tiden i et af de to tårne.

Som mange andre film skuffede den på grund af dens mainstream-metoder og patriotiske tilgang til begivenheden, siger lektor i filmvidenskab fra Københavns Universitet Peter Schepelern.

Han peger på flere årsager til rækken af dumme film, der skildrer eller berører 11. september 2001. For eksempel, at begivenheden er den visuelt mest overvældende i historien hidtil, da den blev filmet minut for minut og derfor ikke overlader meget til fantasien. Angrebet var desuden yderst velplanlagt. Det var terroristernes mening at lave en enestående terrorhandling, der var så spektakulær som muligt, nærmest teatralsk. Komponisten Karlheinz Stockhausen kaldte måske lidt for tidligt angrebet for det største kunstværk, der nogensinde har eksisteret.

Det var arrangeret for at lave den størst mulige effekt. Filminstruktøren Robert Altman mener, at de måtte have studeret amerikanske katastrofefilm nøje. Det handlede selvfølgelig om at slå mennesker ihjel, men der lå uden tvivl filmisk tænkning bag. Og af den grund har man måske afholdt sig fra at gentage det, vi alle fulgte for øjnene af os, siger Peter Schepelern.

For det andet kan man ifølge ham ikke sammenligne 11. september med de store krige, der varede mange år. Anden Verdenskrig var omfattende og meget kompleks med mange vinkler og begivenheder, mens angrebet i New York varede nogle få timer, der dog rystede verden. Det var en intens begivenhed, der skulle fordøjes først. Og nok stadig bliver det, mener Schepelern.

Anderledes skildret er 11. september trods alt i litteraturen, især de seneste fem-seks år, men på en mere indirekte måde, påpeger Tore Rye Andersen. For den slags romaner handler ikke særlig meget om 11. september, som snarere ligger i periferien af historierne. Amerikanske forfattere er ellers traditionelt ikke veget tilbage fra at skrive politisk indignerede romaner om forskellige påtrængende verdenspolitiske kriser, men i tilfældet 11. september er det ganske enkelt, som om forfatterne ikke ønsker eller evner at forholde sig til den ubehagelige udvikling uden for hjemmets fire vægge. Fænomener som al-Qaeda og krigen mod terror er blot en svag mumlen i baggrunden af de såkaldte 11. september-romaner, der mest af alt fremstår som klaustrofobiske kammerspil om familiemæssige genvordigheder i terrorens tid, skriver Tore Rye Andersen i sin artikel.

En af de 11. september-romaner er Don DeLillos Den faldende mand fra 2008, der starter med beskrivelsen af hovedpersonen Keith Neudeckers paniske flugt fra de brændende tårne. Men efterhånden ændrer den fokus til et intimt portræt af et kriseramt ægteskab. Til denne type 11. september-romaner hører også Jonathan Safran Foers Ekstremt højt og utrolig tæt på (2005) og de to bøger fra 2006, Jay McInerneys The good life og Ken Kalfus A Disorder peculiar to the Country. Sidste år gjaldt det Joseph ONeills Netherland om den hollandske Hans van den Broek, der som følge af angrebet må forlade sin lejlighed i kvarteret Tribeca. Bøger, der blev markedsført og anmeldt som post-11. september-romaner.

Og som Tore Rye Andersen skriver, var der store forventninger til disse forfattere, som plejede at være gode til at skildre forholdet mellem individ og det sociale og dermed også kunne komme med bud på, hvordan 11. september kunne begribes. Traditionelt har romanen fungeret som et af vores mest effektive krisecentre, påpeger han, men når det gælder 11. september, har der altså været en udtalt berøringsangst hidtil.

Hidtil! For de store film og romaner om det ufattelige angreb på tvillingetårnene skal nok komme, mener både Tore Rye Andersen, historiker og forfatter Henrik Jensen og Peter Schepelern.

Der skal gå lidt tid. Det samme gjaldt andre store begivenheder som for eksempel mordet på Kennedy, en dramatisk begivenhed omgivet af gådefuldhed og konspirationsteorier. Der blev ikke uden videre lavet film om det, ikke før Oliver Stones JFK, som egentlig ikke er overvældende. Der skal gå tid, før kunstnerne kan forstå den dybere sandhed om Amerikas måde at være amerikanere på. Men det tager måske 20-30 år, siger han.

Henrik Jensen påpeger ligeledes, at det ikke er usædvanligt med en lang kunstnerisk tænkepause, som man også så efter Første Verdenskrig, hvor Ernest Hemingways romaner først begyndte at komme 10 år efter. Der skal gå lidt tid, før der kommer en større modtagelighed over for fortolkningerne, mener Henrik Jensen.

Han peger også på, at der skal gå tid, før man forstår, hvad det hele egentlig handler om. Og her kan 11. september muligvis blive opfattet ud fra en prisme, man før har set, mener historikeren.

Vi er midt i en overgangsfase, som endnu ikke er afklaret, og som man så op til Første Verdenskrig, da Titanic sank i 1912. Det handler om menneskelig dårskab og teknologisk udvikling. Vi troede ikke, at skibet kunne synke, at vi var uovervindelige. Men så sank skibet, og krigen startede og blev meget mere omfattende, end man havde regnet med på grund de teknologiske landvindinger. Fremskridtstroen blev skudt i sænk, siger Henrik Jensen og fortsætter:

Tilsvarende kan 11. september være forfilmen til en større undergangsstemning i retning af rivninger mellem forskellige kulturer og civilisationer. Igen er vores fremskridtstro ramt. Angrebet kan blive symbolet på enden for den vestlige verdens rolle som dominerende civilisation. Og det kan stadig være svært at forholde sig til i en tid, hvor rationel forståelse overgår vores mytiske verdensforestillinger. Men jeg tror, der er et behov for at se tingene i et mytisk perspektiv.

krasnik@k.dk

Den omtalte essaysamling, 11. september Verdens tilstand ti år efter, er netop udkommet på Aarhus Universitetsforlag (red. Malene Fenger-Grøndahl)

Foto: Mette Frandsen og .