En ældre skolefrøken fra Zahle-institutionen i København gav mig engang det prægnante råd: ikke mangt, men meget. Man skulle, indskærpede hun, uddybe tingene grundigt i stedet for at skrive en lille smule om en hel masse.
Det er fristende at videregive dette råd til musikhistoriker og filosof Søren Schauser, der er aktuel med en ny bog, som har fået titlen ”Guldstykker”.
Det drejer sig om en guide til en række af musikhistoriens mest gyldne værker, og det er såmænd blevet til hele 100 af slagsen, der spænder fra Josquin Desprez’ ”Nymphes des bois” fra 1497 til Keith Jarretts ”Vienna Concert” fra 1991.
Store komponister præsenteres i et næsten forrygende tempo: Johann Sebastian Bach, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven, Richard Wagner, Peter Tjajkovskij og Gustav Mahler for bare at nævne nogle af de mest navnkundige.
Kronologien er nøje opretholdt hele vejen op gennem århundrederne, og Schausers valg af værker er på én gang mainstream og tilstrækkeligt originalt til, at man får sig et par overraskelser eller øjenåbninger undervejs. Det indebærer, at der er ikke så lidt at komme efter, selv for dem, der er mere velbevandrede i klassisk musik. Der er udarbejdet finurlige quizspørgsmål til det hele og et layout med masser af forskellige guldstykker på siderne, og bogen fremstår generelt lækker og velillustreret.
Men når selv et værk som Beethovens storslåede 9. symfoni fra 1824 kun får omkring en side, er det en understregning af hele konceptet, der kan få en til at tænke på en anden bogtitel, der på det seneste har udviklet sig til en talemåde: ”Smart i en fart”.
Men på den åbenbart gældende præmis – og det er nu engang den, bogen skal bedømmes på – gør Schauser det glimrende. Han er veloplagt, vidende og strør generøst om sig med citater, fængende overskrifter og snurrige detaljer om stort og småt. Men vist må det være gået stærkt.
Når han hævder, at ”Ingen dirigent har nogensinde indspillet alle Haydns godt 104 symfonier” – dette citat bliver endda fremhævet på den forreste af bogens flapper – modsiges dette af min sorte Brilliant-box med titlen ”Haydn Symphonies – complete”, hvor den også i Danmark yderst skattede maestro Adam Fischer dirigerer Austro-Hungarian Haydn Orchesta i alle mesterens 104 symfonier – de fylder såmænd 33 cd’er og har været en stor succes.
Og Antal Doráti præsterede i årene omkring 1970 med et ungarsk symfoniorkester den samme bedrift på plademærket Decca. Der har tilsyneladende ikke været nogen på forlaget med en basal viden om wienerklassikkens første store navn og hans væld af symfonier – og hverken forlag eller forfatter har gjort sig den ulejlighed at tjekke en påstand, der på forhånd må forekomme en kender af klassisk musik temmelig usandsynlig.