1000-årig læsekultur redder islandske boghandlere

Mens danske boghandlere i denne tid kæmper med at holde på kunderne, har de i Island skabt en bogkultur, hvor det er helt naturligt at sidde i boghandelen og drikke kaffe til klokken 22

Reykjaviks vartegn er Hallgrimskirken, i hvis skygge man finder den store boghandel Eymundsson, der samler kunder hele dagen.
Reykjaviks vartegn er Hallgrimskirken, i hvis skygge man finder den store boghandel Eymundsson, der samler kunder hele dagen. . Foto: Karsten Schnack Denmark.

Islands hovedstad, Reykjavik, er kendt for sit vilde natteliv, men det er ikke kun øl, man kan nyde efter aftensmaden. Bevæger man sig ned ad byens hovedgade, vil man hurtigt opdage flere store, venligt udseende boghandlere med glasvægge, der gavmildt åbenbarer kaffedrikkende, magasin- eller fiktionslæsende og studiekoncentrede islændinge. Unge og gamle mellem hinanden, som nyder det, Reykjavik også kan tilbyde: en stille stund i en boghandel.

Den store boghandel Eymundsson har to filialer i byen. En af dem ligger smukt placeret op mod Reykjaviks vartegn, Hallgrimskirken. Kunderne benytter tilsyneladende forretningen hele dagen, men især de sene eftermiddagstimer er populære. Ved vinduet sidder de to biologistuderende Asta og Fifa. Asta indrømmer, at hun kommer i Eymundsson flere aftener om ugen for at hygge sig med en kop kaffe til sin læsning og et magasin, når hun trænger til en pause:

Her er det o.k., at man sidder længe over én kop kaffe. Og boghandelen giver en god stemning til at studere i, mener hun.

Ved et bord lidt længere inde i forretningen sidder Julia og læser i et magasin. Hun har også en fast rutine i netop denne boghandel. Hver torsdag går hendes søn til violin, og når hun har afleveret ham, nyder hun et magasin og en kop kaffe, mens hun venter på at hente ham igen. For Julia byder rummet på en særlig ro, hvor det ikke virker mærkeligt at sidde alene.

Ligesom i andre lande har man i Island mærket den globale krise i boghandlerbranchen. Men Bryndis Loftsdóttir, produktmanager for islandske bøger hos Eymundsson, forklarer, at islandske boghandlere har forsøgt at udvide sig ud af krisen, der især hærgede landets boghandlere for 15-25 år siden. Dengang var der mange små boghandlere både i Reykjavik og i resten af landet, men omkring en tredjedel af dem lukkede. Ifølge Bryndis Loftsdóttir er der i Reykjavik alt i alt omkring 15 boghandlere tilbage, hvoraf fem er store café-boghandler, der også sælger en del engelske paperbacks og andre importerede bøger samt rejsetasker, skoletasker, musik, gaver og souvenirs.

LÆS OGSÅ: Skræddersyet rejselitteratur vinder frem

Hun erkender derfor, at boghandlere i Reykjavik ikke er så afhængige af at sælge bøger, som de tidligere var. Så spørgsmålet er, hvornår bøgerne bare bliver en udstilling for caféen. Kan boghandelen markere sig som et intellektuelt tilflugtssted, hvis souvenirs og kager fylder en stor del af butikken?

Tilsyneladende ja. Ifølge den engelske avis The Guardian er Island det land i verden, hvor flest bøger skrives, udgives og sælges pr. indbygger. Rekorden skal ses i sammenhæng med, at Island er et højt udviklet land med kun lidt over 300.000 indbyggere. Men den islandske bogkultur er alligevel unik sammenlignet med andre europæiske landes.

Det mener Erik Skyum-Nielsen, som tidligere har boet i Island og undervist i dansk litteratur ved Islands Universitet. Han fortæller, at allerede i 1100-tallet, hvor danske lærde skrev på latin, havde man i Island et nationalt skriftsprog. Og så tidligt som i midten af 1100-tallet nedskrev en islandsk munk en islandsk grammatik noget, vi først ser i Danmark med Peter Schultz og Ludvig Holbergs grammatikker i begyndelsen af 1700-tallet. Så bogkulturen i Island har altid været stærk:

Det interessante er, at selv menigmand kunne læse, siger Erik Skyum-Nielsen og uddyber:

I de lange vinteraftener læste de voksne sagaer og historiske skrifter højt for familien, og så vidt man ved, var fiskere eller bønder ikke analfabeter, som de ellers var andre steder i Nordeuropa helt op i 1900-tallet.

Bogkulturen i Island var ikke en bykultur, men blev holdt i live i ikke-akademiske kredse såsom præstegårde rundt om i landet. Erik Skyum-Nielsen anser derfor den aktuelle boghandlerkultur for en moderne konsekvens af en tusind år gammel tradition. I Island kan en standardroman eksempelvis udkomme i 1500-2000 eksemplarer, mens en dansk forfatter typisk vil få trykt et værk i omtrent samme mængde vel at mærke for en befolkning, der er omtrent 17 gange så stor.

Men Erik Skyum-Nielsen understreger samtidig, at tradition alene ikke har kunnet udvikle bogkulturen derhen, hvor den er nået i dag:

Islændinge var og er ekstremt hurtige til at tage internet og alle de moderne elektroniske medier til sig. Den dobbelthed kan boghandelen spille på. Moderne islandske forfattere er langt fremme, når det gælder at bruge de nye medier godt.

Bryndis Loftsdóttir understreger, at også Islands læsekultur har udviklet sig i løbet af de seneste 15 år. Tidligere udgav man kun nye bøger i tiden omkring jul fra oktober til december den såkaldte jolabokaflod eller julebogsfloden. Bøgerne blev især købt som gaver, men i dag udgives nye bøger hele året rundt, og folk køber dem i høj grad til sig selv.

Og ifølge Anna Fridriksdóttir, der er manager og indkøbsleder i den anden af Reykjaviks store boghandlerkæder, IDA, er netop samarbejdet med en café med til at sælge flere bøger året rundt:

Vi har haft café her omkring 10 år, og jeg synes, der er store fordele ved det. Folk bliver hængende herinde på en helt anden måde end tidligere, og vi har også mulighed for at få en fornemmelse af, hvad de besøgende læser.

Hun understreger, at det ligesom i Danmark har været et problem for boghandlerne, at supermarkederne nu tilbyder bøgerne til discountpriser. Men boghandlerne har to forcer, som de bør udnytte i den kamp, mener hun. Det drejer sig om butikkernes personale og om hele den oplevelse, en boghandel kan skabe for kunden:

Her i landet er boghandlerfaget stadig et meget respekteret fag. En manager fra en af de andre kæder her i byen blev faktisk politisk valgt, fordi han havde samlet respekt om sin person som kender af udenlandske bøger. Selv er jeg uddannet i islandsk sprog og litteratur og mener, at jeg kan tilbyde et udvalg og en ekspertise, som supermarkederne ikke har. Mine medarbejdere hun nikker hen mod disken har op til 20 års erfaring, så selvfølgelig ved vi, hvad vi taler om, når vi skal købe ind og rådgive den enkelte.

Personalets dygtighed og samarbejdet med caféen er med til at skabe en særlig oplevelse, som for Anna Fridriksdóttir er essensen i boghandelens konkurrencedygtighed:

Man kan sige, at vi i stedet for at sælge kolde produkter bøger sælger varme oplevelser, nemlig et cafébesøg og en læseoplevelse på stedet. Kaffen varmer simpelt hen bøgerne op, siger hun med et smil.

Det betyder ifølge Anna Fridriksdóttir, at boghandelen i højere grad har haft mulighed for at skabe små fællesskaber og arrangementer, der rækker ud over bøgernes verden, men ikke nødvendigvis kulturens. I samarbejde med caféen har IDA haft succes med en bogklub, bogquizzer og højtidsrelaterede arrangementer og endda budt på et modeshow.

I flere andre lande som Sverige, Tyskland og USA findes boghandlere, der kører café og butik i samme lokale, og et land som England, der tidligere har kørt rene boglader, er også på vej mod en blandet boghandeldrift.

Caféboghandlere er heller ikke ukendte herhjemme de findes i både København og Aarhus. Og ifølge Olaf Windsløw, direktør for Dansk Boghandlerforening, har konceptets fordele været oppe at vende mange gange i boghandlerkredse. Men forlænget åbningstid og et samarbejde med caféer i højere grad, end vi ser det i dag, stiller visse økonomiske og lokalemæssige krav:

Det er et ganske glimrende koncept, hvor pladsen og trafikken tillader det, men et samarbejde kræver et egnet lokale, et rigtigt huslejeniveau og den rette kombination af boghandler og cafébestyrer, mener Olaf Winsløw.

Sidstnævnte gælder, hvis butik og café skal slås helt sammen. For et af problemerne kan være, at danske caféer ikke behøver boghandlerne:

Hvis cafeerne i Danmark kan betale deres husleje selv, er der jo ingen grund for dem til at leje ud til boghandlere, som ikke nødvendigvis kan betale samme slags husleje som en café, forklarer Olaf Winsløw.

Han understreger, at vi endnu ikke har set konsekvenserne af den liberale lukkelov herhjemme, men at intet foreløbig tyder på, at den betyder en udvidelse af forbruget og altså derfor heller ikke giver noget særligt incitament til at udvide boghandlernes åbningstider.

Erik Skyum-Nielsen mener på den anden side, at danske boghandlere er alt for forsigtige:

Et lignende koncept med udvidet boghandlerdrift må bestemt kunne fungere i nogle af landets større byer, og det i højere grad end det gør i dag, siger han.