Prøv avisen
Digtsamlng

130 siders turbulent poesi

4 stjerner

René Jean Jensens nye digtsamling er ujævn, men rummer fascinerende poetiske billeder

René Jean Jensens første digtsamling ”Jeg har planlagt at dagdrømme” udkom i 2010, og hans anden digtsamling har været ventet med spænding, som når andre gode digtere med års mellemrum udgiver et æstetisk forfinet værk. Jensen er ligesom Niels Frank og Lars Skinnebach påvirket af den amerikanske New York School med digtere som John Ashbery og Frank O’Hara, der fra årtusindskiftet har haft en stor stjerne i digtermiljøet omkring Forfatterskolen i København.

I New York-skolens poesi satses der på en poetisk flerstemmighed, hvor der konstant skiftes emne, udsigelsesposition og stil. De poetiske tekster fremtræder aldrig som konstruktioner, der går op, men som associative netværk, der hele tiden betydningsmæssigt ændrer og forskyder sig i takt med, at de udvikler sig. Denne måde at producere poetiske tekster på er måske, når det kommer til stykket, noget af det tætteste, vi kommer på at mime de processer, som udfolder sig i sjælelivet. For her er det jo netop aldrig, som talrige kunstnere og filosoffer har konstateret siden Freud og Nietzsche, de overordnede principper og rationelle argumenter, der er drivkraften.

I den nye samling ”I nat bar jeg Caligula” finder man 130 siders turbulent poesi, hvor uforudsigelige tankespring, ordspil, ironier og paradokser bestandigt forhindrer læseren i at nå frem til et roligt punkt i de tekstlige forløb. Man hører om et jeg fyldt med refleksioner over tilværelsens menings- og retningsløshed i en kaskade af springende, billedmættede ytringer: ”åbn din mund, og få blitzlys på tungen / selvironien er den klædeligste selvoptagethed, vi ved / du kan stadig nå at opdage din egen dumhed, så længe du har værdier / engang var dit ansigt kun i verden for at udjævne forskellene på dine forældres, / nu er du her, insisterende forvirret og skrøbelig / husk at stille skuefrugt på bordet, det er alligevel mange penge, du beder om.”

Som i ovenstående passage vrimler det med selvanalyser, hvor vanlige psykologiske tilstande beskrives med aldrig før sete billeder. Man får for eksempel følgende bizarre verbale bredside: ”intelligens er det mest frygtsomme, vi ved / med sit slæb af kunstpauser / en statelig ankomstmusik for tam allike iført hue og strømper”. Eller helt kort: ”depression forhærder og spiser alle verber bagfra”.

Det er naturligvis inciterende og flot sprogkunst, og man kan tygge længe på Jensens billeder. I visse tilfælde kan der dog også komme noget lidt fikst og konstrueret over dem, som når man hører om ”skammen ved at være et jeg.”

Heldigvis er den overvejende del af værket præget af en mere udadvendt agenda end de lidt for retoriske excesser, hvor der jongleres med psykologiske begreber og billeder. I de bedste af digtene er der en vild rablende humor og sarkasme i de sociale satirer, der spidder samtidens materialisme, selvtilstrækkelighed og narcissisme: ”fællesskaberne aldrig dionysiske nok / men revisoren vil have sex for sin ydelse / og døse gyldent bagefter / se sig selv som en, der bringer ubekvemme sandheder frem i lyset / og ikke selv lytter til dem / i lattefarvede lædersko.”

Det er med sådanne originale billeder af det sociale liv, at ”I nat bar jeg Caligula” virkelig fanger læseren. Hør blot en salve, der indfanger verdens ulighed: ”velkommen om bord, i dag serveres avishatte fulde af kokain / himmellyset i stewardessens stramme hår / bor i skrigorange midlertidige barakker”.

Så selvom ikke alle partier af René Jean Jensens digtsamling er lige prægnante, så er værket fyldt med inciterende og originale billeder, der underbygger, at han stadig er en af landets rigtig gode lyrikere.