Prøv avisen

14 omgange med "Niels Lyhne"

J.P. Jacobsens roman "Niels Lyhne" er den bedste roman fra 1800-tallet. Den handler om al den skønhed, poesi kan skabe, og som tragisk ikke ændrer det mindste på den verden, vi lever i og af

"Niels Lyhne" (1879) har ingen af mine tre kolleger i denne klumme fundet på at skrive om. Og dog er den alle henvisningers moder i et studium af dansk romankunst. Den roman man går ud fra, at alle har læst.

Rainer Maria Rilke lærte sig dansk for at kunne læse J.P. Jacobsen og berømmede "Niels Lyhne" i sine breve til en ung digter. Det siges desuden, at netop denne roman lå på Freuds natbord, selvfølgelig i tysk oversættelse. Blev Johannes V. Jensens "Kongens fald" den vigtigste danske roman i 1900-tallet, så måtte en afstemning kåre "Niels Lyhne" til 1800-tallets.

Selv har jeg læst og gennemgået den op til 14 gange i mit liv og jeg ville læse den igen, meget gerne. For det er jo ikke så meget handlingen, det drejer sig om her. Det er det vidunderlige, langtåndende sprog, som da Niels kaster sig over at formulere ungdommens håb: "Når Søjlerne steg slankt i Vejret, med selvbevidst Kraft til at bære deres stærke Runding, saa var den af dig den kjække Stigen, den var af dig den stolte Bæren, og naar Hvalvet syntes at svæve, fordi det havde samlet al sin Tyngde, Sten fra Sten, og i mægtige Draab af Vægt trygt sænket den ned paa Søjlernes Nakke, saa var den din, denne Drøm om vægtløs Svæven, fordi den Tryghed, hvormed Hvalvet sank, det var jo dig, der satte Foden paa dit eget."

Man ser straks, at det ikke er Niels, der direkte selv tænker sådan. Det er hans fortæller, der identifikatorisk gengiver hans forestillingsverden. Niels er sådan set hele tiden set fra sit slutpunkt af fortælleren, der et sted ligefrem siger: "Der skulle jo blive en Digter af Niels Lyhne", og som samtidig kender hans død på lazarettet i krigen. Derfor er den kække stigen i citatet hele tiden fulgt af døds-visheden, af det nødvendige naturalistiske fald af alle drømme om stigen.

Men under den formel får drømmene så afgjort lov til at stige i Niels, og det gør de med fortællerens malende sprog for de mindste bevægelser i sindet. Der stejles som en ganger, og stilen flyder beskrivende ind over sindet, for så til slut at dumpe ned i den kropsverden, som jo desværre er sådanne drømmes uomgængelige bosted, skønt de higer så voldsomt ud af tyngden. Men for denne svæven båret af dansk sprog elskede symbolisterne denne bog.

Handlingen er som sagt ikke så vigtig, men den er dog det nødvendige skelet, som får læseren videre. Vi følger Niels fra barndommen over ungdom og manddom til den død, som han fabler om at møde stående.

En bevægelse, som går gennem en allé af flotte kvindeportrætter. Først moderen Bartholine, som er tvunget ud i provinsen, bort fra sit elskede København. Så den erotisk æggende tante Edele og hendes tilbeder Bigum, der i sin kropslige fremtoning må se sin høje ånd mislykkes. Derpå Tema, der synker med ind i kærlighed til Niels og dog vælger den trygge borgerlighed med en anden. Operasangerinden Madame Odero, der vælger sin sang i stedet for Niels, og endelig den unge Gerda, der så gerne vil følge Niels i hans fritænkeri, men overgiver sig til Gud til slut.

Jacobsen mente selv, at hans roman handlede om dårlige fritænkere eller var han bare tvunget til således at undskylde sig over for Georg Brandes' daværende krav om at sætte problemer under debat? Med sit sprog handler den tværtimod om al den skønhed, poesi kan skabe, og som tragisk ikke ændrer det mindste på den verden, vi lever i og af.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

I klummen Værd at læse anbefales bøger fra litteraturhistorien. Klummen skrives på skift af mag.art. og tekstudgiver Anders Thyrring Andersen, dr.phil. og universitetslektor Bo Hakon Jørgensen, cand.theol. Doris Ottesen samt cand.mag. og kulturredaktør Michael Bach Henriksen.