Det hører til de vedtagne sandheder, at troen mistede terræn i 1700-tallet. Afkristning og sekularisering i det århundrede, der i Danmark sluttede med landboreformerne og forbuddet mod slavehandel, kan man læse om i en hvilken som helst litteraturhistorisk, kirkehistorisk eller idéhistorisk fremstilling.
Men boghistorien taler på dette punkt litteraturhistorien, kirkehistorien og idéhistorien midt imod. Et eksempel er den norske sognepræst Petter Dass (1647-1707), hvis "Katekismesange" udkom samfulde 50 gange i tiden 1715 til 1794 og blev læst overalt i tvillingeriget Danmark-Norge. Og Petter Dass var ikke den eneste religiøse forfatter, som hittede. Det samme gjorde hofpræst, senere biskop i Bergen Erik Pontoppidan (1698-1764), hvis katekismusforklaring fra 1737, "Sandhed til gudfrygtighed", udkom næsten lige så mange gange som Petter Dass? "Katekismesange". I 1790'erne opnåede Københavns biskop, Nicolai Edinger Balle (1744-1816), med sine "Bibelske søn- og helligdagslæsninger" det for datiden uhørte oplag af 36.047, som spredtes ud over det ganske land. Kæmpe oplag af salmebøger og bibler peger i samme retning.
Kristelig og opbyggelig litteratur af enhver slags nåede ud i de fjerneste afkroge af det mægtige dansk-norske rige, hvor de blev ivrigt studeret af en læsekyndig befolkning. Takket være en energisk og effektiv skolepolitik var analfabetisme lige så usædvanlig i 1750'ernes Danmark og Norge (med bilandene Island, Færøerne og Grønland) som i dag.
Tørsten efter Guds ord var så stor, at kirkegangen fra 1720?erne suppleredes med gudelige forsamlinger i private hjem med sang, bibellæsning og bekendelser om synd og frelse. Særlig kendt i denne forbindelse blev Marie Wulf (1658-1738), fra hvis hjem på Gammeltorv i København der udgik en usædvanlig kraft. Med denne karismatiske kvinde, der i sjælden grad havde ordet i sin magt - ikke for ingenting blev hun mormor til digteren Johannes Ewald (1743-81) - overvandtes kønsbarrieren, og det religiøse liv forstærkedes med et aktivt kvindeligt element.
I 1730'erne blev det regeringen for meget, og efter lange overvejelser udstedtes en såkaldt konventikel-plakat om, "hvorvidt gudelige forsamlinger uden for den offentlige gudstjeneste må tillades".
Her vendte kongen sig mod dem, der drevet af "selvrådighed, egen tiltagen frihed og en indbildt samvittighedsdrift" forførte og forvirrede folk.
Denne plakat blev fornyet og gentaget flere gange helt frem til midten af 1800-tallet uden dog at bringe de private gudelige forsamlinger til ophør, hvad næppe heller nogen havde forestillet sig, måske knap nok ønsket.
Nyt var også, at lægmænd som nationaløkonomen Frederik Lütken (1689-1784) og søofficeren Didrik de Thurah (1704-88) begyndte at sysle med opbyggelige skrifter. Inderlighed, omvendelse og personligt tilegnet kristendom, der i 1500- og 1600-tallet stort set kun kendtes blandt kongelige og adelige - eksempler er Holger Rosenkrantz "den lærde" (1574-1642), Christian IV (1577-1648) og dennes navnkundige datter Leonora Christina (1621-98) - blev i 1700-tallet allemandseje. Kristendommen var ikke længere blot, som den havde været det i århundreder, rigets officielle religion og som sådan grundlag for statsskik og lovgivning. Den blev en del af folkets liv på en måde, som man ikke tidligere havde kendt til. Troen var overalt og krøb ind alle steder.
I vores relativistiske tidsalder gennemsyret af "political correctness" er det næsten umuligt at få nogen til at sige, at den ene religion er bedre end den anden.
I 1700-tallets Europa var man mindre tilbageholdende. Ingen var i tvivl om, at kristendommen overgik andre religioner, og måske havde man ret. I hvert fald er det en kendsgerning, at man i 1700-tallet oplevede, at et helt folk under den dansk-norske konges scepter, nemlig grønlænderne, i løbet af få årtier i fuld frivillighed og uden skygge af tvang gik over til kristendommen.
Den eneste brugbare forklaring på dette bemærkelsesværdige religionsskifte er, at kristendommen var bedre end det, man hidtil havde haft.
Med budskabet om mildhed, næstekærlighed og tilgivelse, som den nordnorske præst Hans Egede (1686-1758) i 1721 bragte til Grønland, knækkedes den kæde af blodhævn, vilkårlig vold mod kvinder og børn og anden monstrøs brutalitet, som havde gjort livet ubærligt for stort set alle andre end de dominerende storfangere og deres nærmeste. Samtidig sagde man farvel til et angstfyldt og skrækslagent forhold til vandet, luften, isen, dyrene og medmenneskene, hvis sproglige og billedlige udtryk var et rædselsgalleri af mareridtsagtigt deforme, sært uhyggelige og skræmmende upoetiske sagn og sagnvæsener: grusomme isbjørne i overstørrelse, mænd med næser på tværs og næseborene trukket op til ørerne, kvinder med lange, slatne bryster, som blev bundet på ryggen, kannibalistiske grovædere, usigelige mishandlinger af værgeløse, levende begravelser og andet af samme slags.
For Grønland var kristendommen et kvantespring fra formørkelse til erkendelse. Den nye tro var med et velkendt, om end sædvanligvis på andre forhold møntet, kantiansk udtryk "menneskets udtræden af sin selvforskyldte umyndiggørelse". Med budskabet fra Jerusalem frigjorde grønlænderne sig fra en medlidenhedsløs, skæbnetung og dybt fortryllet verden og blev autonome individer udstyret med fornuft, kritisk sans og fri dømmekraft i stand til at beherske tidligere tiders overtro, skæbnetro og dyriske autoritetstro.
Med de nødvendige forandringer kan man måske sige, at noget tilsvarende foregik i fra gammel tid kristnede lande som Danmark og Norge, da troen i 1700-tallet nåede ud til alle dele af samfundet og blev et anliggende ikke blot for kongelige, adelige og gejstlige, men også for mænd og kvinder af det jævne folk.
Fra 1500- og 1600-tallet kendes en række spektakulære sammenstød mellem tro og viden. Berømt er Martin Luthers (1483-1546) hånlige afvisning af Nikolaus Kopernikus (1473-1543): "Den store nar vil vende hele den astronomiske viden på hovedet! Men som det står i Den Hellige Skrift Jos. 10, 12-13, så var det Solen, Josua befalede at stå stille, ikke Jorden!".
Også en anden af de store reformatorer, Philipp Melanchthon (1497-1560), talte med lidenskab mod Kopernikus, "denne polske astronom, som får Jorden til at bevæge sig og Solen til at stå stille". Hundrede år senere kulminerede den langtrukne strid mellem astronomer og gejstlige med, at tidens vel nok berømteste videnskabsmand, Galileo Galilei (1564-1642), den 23. juni 1633 over for pave Urban VIII (1568-1644) højtideligt afsvor sin kopernikanske overbevisning om, at Jorden bevægede sig rundt om Solen.
Ved indgangen til 1700-tallet var alt dette på vej til at blive fjern fortid. Naturen blev nu forstået som "Guds sande beretning om sig selv", og hvis der var åbenlyse urimeligheder i Bibelen såsom fortællingen om den gammeltestamentlige feltherre Josua, der påstodes at have fået Solen til at stå stille over Gibeons Dal, så israelitterne kunne besejre deres fjender, så var det "naturens bog", der havde fortrinet frem for Skriften, som nok havde åbenbaringens autoritet, men ubestrideligt havde passeret gennem menneskehænder og derfor - i modsætning til vidnesbyrdene i naturens bog - rummede fejl og misforståelser.
Naturvidenskaben var ikke længere i konflikt med troen. Den var troens bedste argument, og de astronomer, der for Luther og Melanchthon havde været kættere, var i 1700-tallet "den højeste Guds præster". Thi var Guds beslutninger uudforskelige, så var hans legemlige værker det ikke.
Og her viste det sig igen og igen, at jo dybere man trængte ind i verdensaltets mageløse og matematisk lydefrie opbygning, desto tydeligere erkendte man Guds storhed såvel som hans altid nærværende omsorg for mennesket. Der var ikke nogen tvingende matematisk-fysisk årsag til, at Solen som det eneste legeme i solsystemet var varm og dermed gjorde livet på Jorden muligt, altså måtte årsagen søges i Skaberens kærlighed til sin skabning, således som Isaac Newton (1642-1727) forklarede Richard Bentley (1662-1742), filolog og højtstående gejstlig: Uden Skaberens forsyn ville "Solen have været et himmellegeme af samme slags som Saturn og Jupiter, og Jorden uden lys og varme".
På dansk grund finder vi tilsvarende udsagn hos Peder Horrebow (1679- 1764), professor i fysik ved Københavns Universitet fra 1714. Horrebow, der opnåede europæisk berømmelse ved som den første at påvise parallakser til fiksstjernerne, altså de ændringer i sigtelinjerne, som skyldes Jordens bevægelse rundt om Solen, og dermed leverede et længe efterspurgt bevis på det kopernikanske system, lovpriste i sine mange skrifter gang på gang Skaberen, som havde indrettet alt på viseligste måde.
Et af hans skrifter, det naturfilosofiske "Elementa Philosophiæ Naturalis" (Naturfilosofiens begyndelsesgrunde), slutter med et "amen". I rollen som "den højeste Guds præster" finder vi ikke blot astronomer og fysikere, vi finder også botanikere, zoologer, geologer og andre naturhistorikere. Således Carl von Linné (1707-78), der opfattede sin systematisk klassificerende beskrivelse af den levende verden i "Systema Naturae" (1735) som afslutningen på det arbejde, Adam var blevet afbrudt i på grund af den ærgerlige historie med æblet. "Deus creavit, Linnaeus disposuit" (Gud skabte, Linné ordnede), som den legendarisk selvbevidste svensker til mindre berømte kollegers irritation udtrykte det.
Artiklen er den første del af kapitlet "Tro" i bogen "1700-tallet. Parykker, profit og pøbel". Bogen er redigeret af Ulrik Langen og anmeldes i Kristeligt Dagblad senere på ugen. Bogen udkommer i dag på Politikens Forlag.