Prøv avisen
Bog

1864 var ikke kun en katastrofe

En fortælling om et nederlag, der blev vendt til indre sejr i form af skabelsen af en demokratisk og velstående velfærdsstat. Foto: Henrik Pyndt Sørensen/Scanpix

Ny bog viser, at nederlaget viste sig at blive en sejr for det danske samfund på længere sigt

Men synes, man har hørt meget af det før i år; men aldrig så udfoldet som her. Denne samling af artikler om ”læren af 1864”, bekræfter således bogens styrke frem for de flygtige medier. Den giver forfatteren mulighed for at dokumentere, begrunde og argumentere, hvor de andre medier sjældent når længere end til at præsentere nogle synspunkter og holdninger. Bogens betydning ligger i dens mulighed for at oplyse, de andres i at orientere.

Det er derfor en skam, at denne bog bærer præg af en vis usikkerhed om målgruppen, som helt klart må have været en bred offentlighed. For hvor størstedelen af bogen består af kapitler, hvor forfatteren på fortrinlig vis og i et let forståeligt sprog opsummerer, hvad de allerede tidligere har skrevet i mere akademiske sammenhænge, så skæmmes enkelte artikler af manglende formidlingsevne. Det er for eksempel ikke nogen god idé at gengive citater på engelsk, hvis man ønsker at nå almindelige læsere.

For på den anden side har den heller ikke har tilstrækkeligt højt niveau til at blive betragtet som regulær forskningen inden for virkningshistorien af 1864. Og er vel heller ikke ment som sådan. Hvorfor skulle Uffe Østergård ellers finde på at bidrage med en artikel, som er en næsten ordret gengivelse af to tidligere publicerede artikler? Ja, som i virkeligheden gentager synspunkter, som han gang på gang har fremført gennem de sidste 25 år?

Det gør dem naturligvis ikke mindre relevante at blive gentaget; for et af dem er, at 1864 ikke kun var en katastrofe. Set fra nutiden endte 1864 med reelt set at blive ”godt for danskerne”. For den lille dansk nationalstat, som krigen skabte, gjorde ting muligt, som ville have været sværere eller endog umuligt i en fortsat multinational og tosproget stat. Desuden gjorde den os danskere til et fredsommeligt folk, som veg tilbage fra at spise kirsebær med de store.

Den tolkning ligger på linje med Ove K. Pedersens ovebevisende genfortælling af danmarkshistorien efter 1864. En fortælling om et nederlag, der blev vendt til indre sejr i form af skabelsen af en demokratisk og velstående velfærdsstat. Årsagen var at finde i nationens lidenhed samt dens sociale og kulturelle homogenitet. Men også i en stat, hvis nationale dannelsesprojekt - som formede såvel individer som institutioner - viste sig at bære en frugt, vi stadig kan nyde. Pedersen påpeger korrekt, at han ikke er ene om den konklusion, men at den deles af internationale forskere.

Til gengæld har Østergård det ikke helt godt med homogeniteten. For bagsiden af medaljen er, mener han, at vi har svært ved at tilpasse os en verden med globalisering, europæisering og indvandring. Østergård har tydeligvis ikke med årene aflagt sig sin tilbøjelighed til at tænke ”kontrafaktisk”: tænk nu, hvis de danske politikere ikke havde været så amatøragtige? Hvordan ville Danmark så have set ud? Sandsynligvis som Belgien, altså delt mellem en industrialiseret og rig tysktalende landsdel og en landbrugsbaseret og fattigere dansktalende. Altså som et konfliktfyldt partnerskab. Næppe noget ideal af en stat. Men Østergård har jo altid været en uforbederlig føderalist. Det ville dog være mere nærliggende at forestille sig et senere brud mellem de to folk i Slesvig-Holsten, hvis vi endelig skal tænke kontrafaktisk. For sprog har igennem hele historien været den vigtigste kilde til identitet. Og da demokratiet blev indført, blev det vigtigt at identitetsbestemme det folk, der skulle have politisk magt.

I et kapitel om 1864 som ”en kontrafaktisk slagmark”, påviser Rasmus Dahlberg nogle af selvmodsigelserne i Østergårds spekulationer - som at 1864 skabte Hitler. Men ud at demonstrere faldgrupperne, viser han også, at faktisk kan være meget oplysende at begive sig af med kontrafaktisk tænkning. Mest fordi den skærper forståelsen af, at historiske begivenheder ikke sker af nødvendighed, men at specifikke faktorer og individer kan gøre en forskel.

De fire øvrige bidrag til bogen ser på 1864-nederlagets betydning for staten og dansk udenrigspolitik. Michael Bregnsbo diskuterer, hvad der skete med ”den imperiale ånd”, som havde svævet over helstaten. Han konstaterer, at den allerede havde haft svært ved at få luft under vingerne siden 1814. Men efter 1864 sank den til jorden og rørte ikke længere den danske politiske offentlighed. Til gengæld har den ført til ”fortielser og dobbeltspil i udenrigspolitikken siden da”.

I sin interessante analyse af dansk udenrigspolitik i ”skyggen af katastrofen” konkluderer den unge historiker Mikkel Runge Olesen, at man skal være forsigtig med bruge 1864 som forklaring på alt, hvad der er sket siden hen i dansk udenrigspolitik. Nederlaget er trods alt kommet på afstand som følge af nye traumer og erfaringer, specielt dem som Anden Verdenskrig skabte. Men alligevel: Uenigheden om, hvad vi skal med forsvaret og om, hvad et lille land som Danmark kan opnå med hård magtpolitik, er der stadig spor af i dag. Dog hersker der for øjeblikket en grad af konsensus mellem centrum-venstre og centrum-højre, som vi ikke så blot ti år tilbage.

Hvis man vil vide mere om, hvordan 1864 ”spøgte” fra 1920 til Fogh-Rasmussens anti-1864-politik efter den kolde krigs afslutning, er Hans Mouritzens kapitel nyttigt og måske tilmed overraskende. Endelig har Lars Bangert Struwe skrevet et interessant kapitel om forholdet mellem militær og civil ledelse siden midten af 1800-tallet med udgangspunkt i krigsministerens fyring af de Meza. Så alt i alt en god bog, som viser betydningen af fortiden for nutiden.

kultur@k.dk