Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Interview

Professor: ”1864” vinder ved nærmere bekendtskab

Mens de tapre danske soldater i Ole Bornedals tv-serie ”1864” sidste efterår kom under heftig beskydning af prøjserne, blev seriens skaber angrebet næsten lige så nådesløst af historikere, politikere og anmeldere. Nu konkluderer den svenske filmprofessor Erik Hedling imidlertid, at seriens formål blev opfyldt med succes, og at den havde mange dramatiske kvaliteter. - Foto: Danmarks Radio

Den svenske professor Erik Hedling har i et halvt år forsket i den udskældte tv-serie ”1864” og den danske mediedækning af serien. Konklusionen er, at en folkeoplysende tv-nyklassiker med visse dramatiske problemer er født

Tidligere i år blev den svenske professor i filmvidenskab ved Lunds Universitet Erik Hedling kontaktet af Det Danske Filminstituts forskningsleder Lars-Martin Sørensen. Han kunne godt tænke sig at få samlet videnskabeligt op på den mest omfattende, mest følelsesladede og mest negative modtagelse, nogen dansk film- eller tv-produktion nogensinde har været genstand for, danskernes offentlige reaktion sidste år på Ole Bornedals 173 millioner kroner dyre otte afsnit i tv-serien ”1864”.

Tanken var, at alle danskere var så forudindtagede af den førte debat, at der måtte en neutral opmand fra udlandet til.

En, som på den ene side ved en masse om film og tv-serier og kendte lidt til dansk film. Men som på den anden side slet ikke havde fulgt med i den danske debat om serien.

”Første gang jeg så serien igennem, forekom den mig meget påtrængende og anderledes i stilen. Ole Bornedals udtryk er meget melodramatisk, og der er et eller andet i dramaet mellem hovedpersonerne Laust, Peter og Inge, som gør, at man ikke rigtig bliver grebet af det. Til gengæld synes jeg - i modsætning til de danske anmeldere - at nutids-rammefortællingen med pigen Claudia og den gamle baron Severin fungerer udmærket. Og efterhånden som jeg så serien igennem flere gange, fandt jeg mange detaljer, som jeg fandt strålende,” fortæller Erik Hedling.

Nu har han set hele tv-serien grundigt igennem syv gange samt læst omkring 800 artikler fra danske, landsdækkende aviser, der omtaler eller anmelder ”1864”. Og Hedlings meget grundige analyse af serien er samlet i en lang, videnskabelig artikel med titlen ”Slaget om slaget ved Dybbøl”, som netop er blevet offentliggjort i filminstituttets tidsskrift ”Kosmorama”.

Og set med svenske videnskabelige øjne er der mange aspekter ved den danske debat, der undrer. At seriøse historikere brugte så mange kræfter på at kritisere faktuelle detaljer i en fiktionsserie. At folkevalgte fra et af landets største partier i fuld alvor kunne foreslå, at et panel af historikere fremover skulle faktatjekke fiktionsserier til tv. Og at den særdeles udskældte instruktør og manuskriptforfatter Ole Bornedal ikke turde stå ved, at serien var præget af hans kulturradikalt-venstreorienterede politiske ståsted, men at æstetiske og fortælletekniske overvejelser selvfølgelig var mindst lige så fremherskende.

”Såvel historikere som Rasmus Glenthøj som politikere fra Dansk Folkeparti har selvfølgelig al mulig ret til at kritisere Bornedal og ”1864”, men for mig at se skete det på et forkert grundlag. Jeg har aldrig forstået, at Ole Bornedal afviste, at han politiserede med sin serie. Jeg tror, at han havde fået mere støtte, hvis han havde sagt: 'Ja, jeg ønsker at kritisere visse forhold i nutidens Danmark',” siger Erik Hedling.

Ifølge professoren er der i den danske debat sket den fejlslutning, at det bør være normen for en fiktionsserie, der beskriver en vigtig begivenhed i landets historie, at alt dels er 100 procent faktuelt korrekt, og at der ikke bliver taget politisk parti i nogen nutidige emner, Men derved kræver man to forudsætninger opfyldt, som intet fiktionsværk kan leve op til.

Når en filmprofessor ser serien igennem og derpå læser avisdebatten bliver det tydeligt, hvordan faghistorikere, der taler for faktuel korrekthed, og politikere af borgerlig observans, især fra Dansk Folkeparti, der kræver politisk neutralitet, kommer til at præge hele modtagelsen af værket. Det betyder, at ingen rigtig bemærker alle de filmiske greb, som refererer til andre værker.

For eksempel italesættes det som urealistisk, at to unge skulle have sex i fri natur for 150 år siden, og at en gruppe mænd anført af den onde Didrich voldtager en ko, men overses ifølge Erik Hedling, at disse scener rummer referencer til henholdsvis Francois Truffauts ”Jules et Jim” fra 1962 og Bernardo Bertoluccis ”1900” fra 1976. I det hele taget ser Erik Hedling Bertoluccis film som en nøgle til at forstå ”1864”, hvilket har været overset.

”Bornedal er tydeligt inspireret af '1900', som er præget af en marxistisk verdensopfattelse. Jeg er ikke marxist, men synes alligevel, at '1900' er en fantastisk film,” siger Erik Hedling, som ikke svinger sig lige så højt op i sin vurdering af ”1864”, men som vurderer, at såvel det historiske som det politiske slagsmål var med til at gøre den æstetiske kritik af tv-serien ekstra negativ.

Den historiske kritik blev anført af Rasmus Glenthøj, adjunkt ved Syddansk Universitet og forfatter til ”1864: Sønner af de slagne”. Erik Hedling påpeger, at Glenthøj havde skrevet ganske pænt om kollegaen Tom Buk-Swientys bøger, ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als”, som ligger til grund for tv-serien, selvom der er en markant forskel i de to historikeres syn på, hvordan 1864 skal tolkes.

Buk-Swienty ser nederlaget som forårsaget af en hovedløs politik ført af D.G. Monrad og de nationalliberale, mens Glenthøj hælder mere til allierede, der svigtede, og at den danske politik var en satsning, der slog fejl.

”I virkeligheden lægger Bornedals tolkning af selve krigen sig tæt op ad Buk-Swienty, hvis bog i 2008 havde fået glimrende anmeldelser. Men i det øjeblik hans tolkning bliver gjort til populærkultur i form af en tv-serie med en enorm gennemslagskraft, bliver det tilsyneladende pludselig vigtigt at slå fast, at denne tolkning er forfejlet,” siger Erik Hedling.

Den formentlig allermest kritiserede figur i serien er Nicolas Bros fremstilling af D.G. Monrad, som i tv-serien med Erik Hedlings ord fremstår som ”en karikeret dåre”. Men kritikken overser, at denne fremstilling er valgt af dramatiske grunde - ikke for at sværte den historiske Monrad til. Hedling henviser til, at der tilsvarende er store forskelle mellem Shakespeares fremstilling af kong Richard III og historikeres viden om, hvordan han var. Og i en aktuel britisk tv-serie er Win-ston Churchill fremstillet som en gangstertype.

”Det bliver en prestigesag for historikerne at blande sig og måske også en mulighed for at få en bredere offentlighed til at interessere sig for deres faghistoriske værker. Men de overser tilsyneladende, at '1864' er fiktion,” siger han.

Ikke desto mindre er det kombinationen af de påståede fejl i den historiske sagsfremstilling og den uhørt store og politisk øremærkede bevilling på 100 millioner kroner, som baner vejen for en kritik af, at Ole Bornedal ganske enkelt ikke holder, hvad han lover. Dansk Folkeparti og VK-regeringen ville have et værk, der oplyste om en vigtig begivenhed i Danmarks historie til et bredt publikum. I stedet fik de et kulturradikalt-venstreorientert angreb på krigene i Irak og Afghanistan og forherligelse af multikulturalisme personificeret af de sympatiske romaer i serien.

Men Erik Hedlings pointe er, at ”1864” ser væsentligt anderledes ud, når man ser den som udlænding. Uden at være belastet af viden om, at man her sidder og ser på folkeoplysning betalt af 100 millioner skattekroner. Og uden bevidstheden om, at dette er den version af Danmarks skæbnestund, hvor nationen for alvor blev lille, som vil få den største gennemslagskraft. Hvis man i stedet ser den som et historisk inspireret fiktionsdrama, som ikke forsøger at behage sit publikum, men tværtimod udfordre og provokere samt intellektuelt strø om sig med referencer til andre film, så tager ”1864” sig anderledes ud.

Ifølge Erik Hedling har den voldsomme og - set med en filmforskers øjne - mærkelige modtagelse haft to konkrete effekter. Den ene er, at det politiske sigte om at give befolkningen viden om historien til overflod er opfyldt. Efter en tv-serie og 800 avisartikler kan ingen dansker have undgået at lære et og andet om 1864. På minussiden står, at det kan være den sidste tv-serie af sin art i Danmark.

”Jeg tror, en konsekvens af 1864-debatten vil blive, at staten vil være meget varsom med igen at blande sig i tv-produktion på denne måde. Jeg tror også, at kunstnere fremover vil være temmelig nervøse efter det, Ole Bornedal har måttet gå igennem. Næste gang der laves en historisk tv-serie i Danmark, vil den nok være mindre idiosynkratisk og mere mainstream. Bornedal har en meget speciel stil, som ikke går hjem hos alle, og heller ikke ubetinget hos mig. Men jeg mener alligevel, at '1864' vinder ved nærmere bekendtskab.”