Prøv avisen
Bog

1930'er-tonen klinger rent i denne klassiker

For sovjetmennesket er der ikke noget, der hedder at gå hver sin vej. Vi går samme vej, vi udvikler os sammen, fortæller hinanden om det, vi læser og foretager os, og alt er vigtigt og interessant, fordi vi lever for at bygge fremtiden op. Foto: Forlaget Radius.

Der er meget godt at sige om Nordahl Griegs ”Ung må verden endnu være”, der nu genudgives, men den er alligevel temmelig omstændelig

Der er bøger, man tror, man har læst. Titler, man har nikket ja til for at få en samtale til at gå, eller titler, man troede dækkede værket fuldstændigt.

”Ung må verden endnu være” (1938) antog jeg, jeg havde læst, men det havde jeg altså ikke! Jeg ved heller ikke, om jeg ville være kommet igennem den, da jeg var ung. For den er uden sammenhængende handling med en kalejdoskopisk opbygning, der skal rundt om mange emner i 1930'ernes horisont gennem tilknyttede skæbner.

Personerne skifter med kapitlerne, af og til kommer de dog tilbage, når man næsten har glemt dem igen. Egentlig optager de kun forfatteren som eksempler på det tidsbillede, han vil give. En journalists rapport fra to brændpunkter i 1930'erne: Moskva omkring processerne i 1934 og Spanien 1937-1938 hen imod nederlaget for regeringshæren imod general Franco. Egentlig er titlen satirisk: Så barnligt grusom som verden er, må den være ung endnu og kunne vokse sig bedre!

Nordahl Grieg (1902-1943) var norsk digter og korrespondent og havde opholdt sig begge de omtalte steder, da historien gik hen over dem. Han var antifascist, og indtog i 1930'erne mange kontroversielle standpunkter.

Han gik ind for Sovjetstatens udrensninger i kommunistpartiet, de såkaldte Moskva-processer. Han gik imod pacifisme og humanisme, fordi han mente, at de intet forslog mod nazismen og fascismen. Og han døde som korrespondent om bord på et engelsk bombefly, der blev skudt ned over Tyskland 1943.

Romanen har som sagt to dele, en i Moskva og den anden i Spanien. Første del følger en engelsk lærd mands langsomme vej ind i kommunistpartiets diskussioner gennem forskellige venskabsrelationer. Hvordan går det med kollektiviseringen af landbruget? Hvor stærk skal partidisciplinen være? Ofte er erotiske relationer med kvinder de fremmedes forbindelse i Moskva til det politiske system. Måske er de omgivet af spioner, ingen kan vide sig sikker.

Udrensningerne i partiet rammer de tilsyneladende mest trofaste partistøtter, der i romanen afsløres for kontrarevolutionære forbindelser. Man genkender med kuldegysninger retorikken fra den kolde krig:

”For sovjetmennesket er der ikke noget, der hedder at gå hver sin vej. Vi går samme vej, vi udvikler os sammen, fortæller hinanden om det, vi læser og foretager os, og alt er vigtigt og interessant, fordi vi lever for at bygge fremtiden op.”

Grieg skildrer også detaljeret stemningen i korrespondenternes emigrantmiljø, og især portrætterne af de russiske elskerinder er rå og kyniske med overraskende indsigt i kvindernes oplevelser.

Spaniens-afsnittet domineres især af krigsskildringerne. Af heroismen hos de frivillige i regeringshæren og af satiren over de omgivende lande og deres ledere, der ikke vil gribe direkte ind til fordel for den demokratisk valgte regering, der taber mere og mere terræn til fascisterne støttet af Tyskland og Italien.

Af og til er vi dog også ude af Spanien i satirisk ærinde. Norske kunstnere spiddes, engelsk humanisme ligeså, og den amerikanske presses udnyttelse af krigsbegivenhederne trækkes kraftigt op. Til slut sejler en luksusliner langs Spaniens kyst, mens der bombes inde over land.

Grieg lader en af personerne tænke fjollet: ”Demokratiet sejler langs den spanske kyst, fnisede han henrykt og sprang videre” (i sine gymnastiske øvelser på dækket).

Den satiriske tone holder sammen på denne mang-foldige roman, der giver en flot rå 1930'er-tone, men satiren gør samtidig, at ingen af de mere genkommende personer bliver rigtigt vedkommende, kvinderne måske undtaget. Dem rammer satiren nemlig sjældent.

Man skal læse romanen for dens 1930'er-horisont, som virker helt nutidig den dag i dag. Griegs krigskorrespondentprosa er også værd at ”nyde” for dens rå lyrik om for eksempel et bombardement fra tyske flyvere: ”Som et kæmpedyr i angst og pine skreg Barcelona ud i rummet.”

Men om romanen ud over sin titel vil være en klassiker i fremtiden, er et stort spørgsmål. Den er trods alt temmelig omstændelig i al sin mangfoldighed.