What's Happening? Avantgarde og feminisme i 1960'erne og 70'erne. Kuratering og katalog ved Birgitte Anderberg. Statens Museum for Kunst, København. Vises til den 2. august.
Inspireret af nye strømninger i det internationale avantgardemiljø fra ikke mindst USA, England, Tyskland og Italien skiftede kunsten herhjemme karakter fra midten af 1960'erne. En række kunst-nere bevægede sig væk fra den klassiske modernismes individualisme og orienterede sig mod kollektive kunstneriske processer, hvor genrerne blev blandet, og kønnene optrådte side om side.
Den herskende abstrakte ekspressionisme blev afløst af et væld af alternative kunstneriske udtryk: stram minimalisme, popkunst, psykedelia, film, musik, poesi og performance. Kunsten flyttede ud af de etablerede institutioner og ned på gaden med happenings og aktioner. Og kunstneren selv begyndte at bruge sin egen krop som materiale med en pågående sensibilitet. Det var en kunst, der ikke blevet skabt for evigheden, men for øjeblikket, situationen, stedet og rummet. Ikke desto mindre er 1960'ernes nybrud et af de mest interessante og vidtrækkende i den nyere kunsthistorie. Kunsten, og vores måde at opfatte den og interagere med den på, blev radikalt forvandlet og er aldrig mere blevet den samme igen.
For det dannede publikum og for det, visse mennesker med slet skjult foragt kaldte for ”småborgeren”, var det vanskeligt at forstå, hvad der skete, når man blev konfronteret med de eksploderende kunstformer eller stod midt i den elektrificerende støj. Hey, hvad sker der?! På det strømførende album ”Highway 61 Revisited” fra 1965 snerrede Bob Dylan ad ”småborgeren” i ”Ballad of a Thin Man”: ”Because something is happening here/ and you don't know what it is/ Do you, Mr. Jones?”. Det er ikke en af Bob Dylans bedste sange, men dens oprørske arrogance havde stor virkning på alle, der hørte den.
Der er således en god pointe i, at den aktuelle udstilling om avantgardekunst og feminisme 1965-1975 på Statens Museum for Kunst hedder ”What's Happening?” og dermed henter sin titel fra Bob Dylans sang. For det skete også i tiden dengang. Således blev to af de mest manifeste tekster i tiden skrevet med direkte reference til Bob Dylans spørgsmål til den undrende Mr. Jones.
Det gælder for det første Hans-Jørgen Nielsens sindssygt berømte artikel fra 1967 ”What's Happening, Baby”. Det er heri, forfatteren i opgøret med den suveræne kunstneriske individualitet lancerer ”attituderelativismen” og idéen om jeg'et som et spektrum af mulige roller, der frit kan passes ind i den moderne socialitet. Kunstneren og forfatteren vælger frit sin dagsform så at sige og - kunne man lægge til - sin kunstform.
Det gælder for det andet den gruppe af unge oprørske feminister, som i et essay fra 1970 med titlen ”Something is happening, but you don't know what it is, do you, Mr. Jones” undsiger deres mandlige kunstnerkolleger og stempler dem som netop de småborgere, de ikke ønsker at være, og som de hævder at gøre radikalt op med. Kønspolitisk protesterer kvinderne mod ”at lave te til revolutionen” og passivt høre på de frelste venstreorienterede hippier og paneldrenge. Med paneldrenge mente kvinderne de mænd, de altid sad i paneldiskussioner og klogede sig på andres vegne, herunder kvindernes.
Udstillingen på Statens Museum for Kunst er komponeret over denne modstilling mellem kønnene i 1960'erne og 1970'ernes avantgarde i museets to store dagslysfrie sale. Den første sal sætter fokus på den mandlige avantgarde 1965-1968, den anden sal på den kvindelige avantgarde 1969-1975. Dermed er skillelinjerne trukket op.
I kronologiens to faser kommer Den Eksperimenterende Kunstskole, den såkaldte Eks-skole til at fylde det meste i første fase sammen med instruktørerne fra det eksperimenterede kollektiv ABCinema.
Det er ikke så mærkeligt, for det er store navne, som har haft et langt og betydeligt efterliv: Poul Gernes, Per Kirkeby, Peter Louis-Jensen, Bjørn Nørgaard, John Davidsen og Stig Brøgger. Ligesom der er gensyn og nysyn med Jørgen Leths stramt komponerede og æstetisk frapperende film ”Ofelias blomster” og ”Det perfekte menneske”, begge fra 1967. Det internationale udblik sikres med blandt andet en visning af Andy Warhols dekadent henslængte film ”Chelsea Girls” fra 1966, og den kvindelige østrigske kunstner Valie Exports frivolt feministiske film ”Tapp und Tast Kino” fra 1968.
Kvinderne er således alligevel lidt med i dette maskuline rum af popkunst og minimalisme, ikke blot som motiv, men også som aktører. Hvad var eksempelvis Jørgen Leths ”cut-up” parafrase over Shakespeares ”Hamlet” uden Lene Adler Petersen i rollen som Ofelia?
Mændene er også lidt med i udstillingens anden fase, hvor en række kvindelige kunstnere overtager scenen og rummet. Og det ikke bare som hadeobjekter. Denne del indledes med en visning af den herostratisk berømte film om ”Den kvindelige Kristus II”. Der er her, at en nøgen Lene Adler Petersen en maj eftermiddag i 1969 går igennem Københavns Fondsbørs og som en kvindelig Jesus forsøger at drive kræmmerne ud af templet. Filmen og aktionen blev lavet af Bjørn Nørgaard, John Davidsen og Lene Adler Petersen i fællesskab, og som helhed virker værket i dag lige så forbløffende modigt og manende, som dengang det blev til.
Anmeldelsen fortsætter under billedet
Der vises en række værker og tableauer af de feministiske kunstnere, der ikke var så stramt organiserede som mændene i broderskabet Eks-skolen, men i løsere og større grupperinger, blandt andet i den såkaldte Kanonklub og i kollektivet bag Kvindeudstillingen XX på Charlottenborg i 1975. Samarbejdet mellem Bjørn Nør-gaard og Lene Adler Petersen gør stadig indtryk, ikke mindst fordi det med tiden er blevet tydeligt, at Lene Adler Petersen var den essentielt vitale og originale kraft i duoen, ja et lidelsesikon med korset inden for synsfeltet. Men også andre kvindelige kunstnere er kommet til at stå ikonisk stærkt med tiden: Susanne Ussing med sine amorfe skulpturelle værker, sækkestole og sanserum, Jytte Rex og Kirsten Justesen med deres på en gang ironiske, oprørske og herligt pågående iscenesættelser og problematiseringer af kvindens traditionelle roller.
Det iscenesatte fotografi af en nøgen Kirsten Justesen i en indkøbsvogn er en klassiker, ligesom hendes både fotografiske og skulpturelle selvbilleder som højgravid, vidner om hendes kønnede tilgang til kunsten. Kirsten Justesen sætter i lighed med Jytte Rex og Lene Adler Petersen kroppen, den sanselige, den mishandlede og den gravide, i centrum for et nyt historisk og kønspolitisk kvindebillede. Men størst indtryk gør den serbiske kunstner Marina Abramovics video ”Art must be beautiful” fra 1975. Ingen har som Abramovic - dengang og i dag - brugt sin egen krop! Her i en close up-video, hvor hun reder sit hår med en nærmest masochistisk intensitet. Der er forfærdende mange lag i Abramovics tematisering af kvindelighed og skønhed.
Selvom man som beskuer fyldes med et væld af visuelle indtryk i form af objekter, skulpturer, billeder, film og rumlige installationer, går man alligevel rundt med en følelse af, at der mangler noget. En eller anden form for anarki i processen, der svarer overens med epokens frigørelsesformer og viltre attituder. Modstillingen mellem de mandlige og kvindelige kunstnere er trukket hårdt op, måske også for hårdt, og er for skematisk anskueligt og musealt dydigt kurateret.
Bortset fra Bob Dylan-citatet er der heller ikke meget musik i udstillingen. Hele den udsyrede, flippede og totalt skridende beatscene med dens væld af billeddannelser og psykedelia er stort set fraværende, og dermed også en række af tidens kunstnere, der arbejdede i feltet mellem musik, billedkunst, kønnet agitprop og performance. Ligeledes savner man repræsentanter for den internationale fluxuskunst og situationisme som Arthur Köpcke, Jørgen Nash og Jens Jørgen Thorsen, der arbejdede i feltet mellem ord og billede og med skrot, collage, assemblage og hærværk - tænk på den stakkels uskyldige havfrue på Langelinie! Der har været flere fluxus-udstillinger de senere år, men som forudsætning for alle de her viste, er fluxus afgørende.
Men ”What's Happening” rummer en relevant tematisering af epoken 1965-1975 og af museets egen samling, ligesom det ledsagende katalog rummer en fremragende dokumentation af epokens vigtige tekster fra de skrifter, der siden er forsvundet i tidens flod.
kultur@k.dk