Prøv avisen

1967 var befrielsens, næstekærlighedens og de hellige stoffers år

Omkring 100 hippier samledes i San Francisco den 6. oktober 1967 for at erklære hippien død. De brændte psykedeliske plakater og andre hippie-effekter og erklærede, at de herefter ønskede at være kendt som ”frie amerikanere”. Ikke desto mindre er begreberne hippier, blomsterbørn og ”The summer of love” sikret udødelighed i sproget. – Foto: UPI/ritzau

Gennem 50 år har intet været lettere end at gøre grin med hippier, blomsterbørn og budskabet om ”peace and love”. Men ifølge Jens ”Jam” Rasmussen, forfatter til en ny bog om ”Kærlighedens sommer”, efterlod de mange eksperimenter i 1967 en rig eksistentiel, kulturel og musikalsk arv

Sommeren begyndte tidligt i Californien i 1967. Der var dejlig varmt og solrigt i San Franciscos Golden Gate Park den 14. januar, da en masse unge hippier samledes til en såkaldt ”Human Be-In”. Et meget uformelt menneskeligt møde omkring de værdier, man troede på. Værdier som fællesskab, opgør med traditionerne, antimilitarisme, økologi og søgen efter en højere bevidsthed gennem fordybelse, meditation og euforiserende stoffer. En revolution var ved at tage sin begyndelse. ”The Summer of love”. Kærlighedens sommer.

”Hippiekulturen havde ulmet allerede fra 1965-1966, men i 1967 tog bevægelsen form. Det handlede om, at mennesker skulle være mere sammen, om modstand mod Vietnamkrigen og om næstekærlighed,” siger Jens ”Jam” Rasmussen, musikjournalist og forfatter til bogen ”1967 – Kærlighedens Sommer”, som udkommer i dag.

Selve begrebet ”The summer of love” refererer meget konkret til kalenderen, idet mange markante begivenheder akkurat fandt sted i juni, juli og august 1967. Men også mere billedligt til sommeren som en varm opblomstringstid. Og mens nogle omvæltninger først får deres navn i bagklogskabens lys, var kredsene omkring undergrundsavisen San Francisco Oracle og byens hippiekvarter Haight-Ashbury allerede klar med navnet i løbet af foråret, oplyser forfatteren.

”I tiden efter den første ’Human Be-In’ bliver der nedsat et lokalt råd blandt hippierne, kaldet ’The Council for The Summer of Love’. Man forventede, at flere hundrede tusinde unge ville rejse til Haight-Ashbury for at praktisere den nye livsstil, og der var brug for at organisere folkekøkken, overnatning og rådgivning. Samtidig blev hippierne mødt med stor skepsis fra medierne, og derfor havde man brug for en positivt klingende betegnelse,” fortæller han.

The summer of love er sammen med ord som hippie, blomsterbørn og flowerpower gået ind i sproget, så ordene for mange skaber et lidt komisk billede af et forvirret, naivt, stofpåvirket menneske i spraglet tøj. Men Jens ”Jam” Rasmussen er optaget af at komme hinsides den lette latterliggørelse, som allerede samtiden udsatte hippierne for. Og som allerede den 6. oktober 1967 førte til en ceremoni, hvor betegnelsen hippie blev erklæret død, og ”det frie menneske” i stedet var født:

”Som Politiken-journalisten Helle Hellmann fortæller i min bog, oplevede datidens unge, at de havde været i meget snærende bånd og nu følte 1967 som en stor befrielse.”

Narkotiske stoffer som lsd spillede en ganske stor rolle i befrielsen. Lsd var med til at få musikken til at lyde markant anderledes og gav sine brugere nogle højst specielle oplevelser. Men stofferne var ikke mål i sig selv, men middel til at finde et dybere lag i sig selv, på samme måde som meditation og anden åndelig fordybelse kan være det, siger Jens ”Jam” Rasmussen:

”1967 handlede om meget andet end stoffer, det handlede om en anden måde at være sammen på, om rockmusik og meget andet. Men på den anden side er det ikke for ingenting, at man i Danmark kaldte det ’nittensyretres’.”

Han tilføjer, at lsd faktisk var med til at skabe hele bevægelsen omkring ”The summer of love”, da myndighederne i staten Californien den 6. oktober 1966 – altså præcis et år før hippien blev erklæret død – førbød lsd:

”For hippierne var dét som at blive berøvet sit sakramente. Det skabte en modsætning til det etablerede samfund, som satte hippierne i bevægelse. ’Det er vores hellige stof, og I har forbudt det’.”

Jens ”Jam” Rasmussen beskriver i sin bog et tumultarisk år på godt og ondt. Et år fyldt med store gennembrud inden for musikken, herunder et væld af spændende pladedebuterende navne som Jimi Hendrix, Pink Floyd, Janis Joplin og The Doors. Den sommer fandt også verdens første internationale rockfestival sted i Monterey ved San Francisco, to år før Woodstock, og fire år før Roskilde søsatte den tilsvarende festival, som lige siden har været et fast kulturelt indslag i den danske sommer.

”På forhånd var der stor tvivl om, hvorvidt det var muligt at samle så mange unge en hel weekend om at høre musik og være i ekstase, uden at det løb helt af sporet. Jeg ved, der har været en stor tragisk ulykke på Roskilde Festival, jeg var der selv, men grundlæggende ændrer det ikke ved, at det godt kan lade sig gøre. I dag er det svært at forestille sig en dansk sommer uden festivaler med masser af musik, foreningsliv, ungdomsarbejde og identitetsskabelse tilknyttet,” siger Jens ”Jam” Rasmussen, som derfor ikke mener, man kan sige, at ”The summer of love” kuldsejlede, selvom mange enkeltliv gjorde, og selvom sommeren 1967 sluttede med, at hippien blev erklæret død, og mange flyttede fra Haight-Ashbury igen.

”Bevægelsen fortsatte de næste år. Verden havde endnu Woodstock og Thylejren forude. Der fulgte andre kærlighedssomre, og musikken fra 1967 inspirerer stadigvæk. Men en af erfaringerne fra 1967 var, at det var meget svært at sætte det helt store utopia i værk. Revolutioner er svære at gennemføre, især når man samtidig er på stoffer.”

Kristeligt Dagblad markerer 50-året for udgivelsen af The Beatles’ ”Sgt. Pepper”-plade med en artikel om 1967 som rockmusikkens vigtigste år. Læs i morgen eller se og hør specialhistorien på