Litteraturen udvikler sig som så meget andet i cirkelformede bevægelser. Skal man vælge en metafor for udviklingen, er spiralen nok den mest dækkende. Nye former og genrer gentager ældre, men altid på en lidt anderledes måde. Den for tiden fremherskende interesse for selvbiografisk litteratur er et glimrende eksempel herpå.
Tilbage i 1970'erne fandtes en litterær tendens, som lettere nedladende blev kaldt bekendelseslitteratur. Ifølge de toneangivende kritikere skrev forfatterne bekendelser over deres privatliv, og dette var så langtfra ønskværdigt, idet den modernistiske og ny-realistiske litteratur havde som ideal at være personlig, ikke privat.
De forfattere, som altså ikke rigtig havde forstået, hvordan de skulle skrive god litteratur, benyttede sig af den lyriske genre. Men heller ikke denne genre havde de rigtig forstået, og derfor blev deres lyrik, igen lettere nedladende, kaldt for knækprosa.
Nu mener jeg ikke, at 1970'ernes bekendelseslitteratur er miskendt af samtiden og overset af eftertiden, for det var bestemt ikke tidens store forfattere, der skrev inden for genren. Det er det afgørende.
I dag oplever vi en gentagelse af 1970'ernes selvbiografiske litteratur. Til forskel fra dengang vælger samtidens forfattere prosaen og mere specifikt romanen til deres selvbiografiske fortællinger.
Men den afgørende forskel er, at det i dag er nogle af de allerstørste forfattere, som benytter sig af genren, hvorfor både kritikere og priskomiteer er fulde af lovord over for deres litteratur. De gode forfattere har i samme bevægelse tilført genren en ny og hidtil uset selvrefleksion.
Den selvbiografiske roman er ikke længere en flad og entydig gengivelse af virkeligheden. Den nye selvbiografiske roman indoptager virkelighed og skaber samtidig en ny opfattelse af virkeligheden.
Af litteraturforskere som Jon Helt Haarder og Poul Behrendt er denne nye æstetik karakteriseret som "performativ biografisme" eller "dobbeltkontrakt". Den dobbelte kontrakt med læserne, forfatteren indgår, indbefatter dels en kontrakt om, at det læste er virkeligt, dels en kontrakt om, at det læste er opdigtet. Hvad der er fiktion, og hvad der er fakta, overlades det læserne at opklare, hvilket naturligvis afstedkommer en masse spekulationer og gætterier.
Tendensen er ikke kun synlig blandt danske forfattere, også de norske forfattere skriver avancerede selvbiografiske romaner. Den mest opsigtsvækkende for tiden er Karl Ove Knausgård, som med storværket "Min kamp" i seks bind sætter en ny standard. Hvert bind er benævnt "roman" og bygger udelukkende på forfatterens hukommelse, men ikke desto mindre lægges der op til, at den skal læses selvbiografisk. Der er nemlig visse uafviselige overensstemmelser mellem værkets fortæller og værkets forfatter. Det har naturligvis konsekvenser for andre end forfatteren, når denne skriver utilsløret om sit liv og samliv med andre.
Således har Knausgårds eks-kone truet med et sagsanlæg mod ham på baggrund af værket. Sagsanlægget er i øvrigt ikke enestående. For nylig tabte Åsne Seierstad en retssag om, hvorvidt hun i "Boghandleren i Kabul" havde krænket privatlivets fred.
Herhjemme har vi også en litterær retssag kørende mellem Thomas Altheimer og Claus Beck-Nielsen, som handler om noget så ejendommeligt som identitetstyveri.
De nye retssager med forfattere som anklagede bekræfter teorierne om, at den nye selvbiografiske litteratur er mere kompliceret end 1970?ernes forsøg med genren. Den udfordrer kritikernes smag, forskernes begreber og forlæggernes juridiske dannelse. Tilsyneladende har læserne ikke svært ved at følge med. Knausgård læses af ikke mindre end tre generationer i Norge, og diskussionen om bøgerne føres ikke kun i dagblade og litterære tidsskrifter. Inden for familier og mellem venner tales der ophedet og livligt om emnet.
Det gamle spørgsmål om, hvorvidt det er god litteratur, er dog stadig relevant. Kritikerne synes ikke at være i tvivl – de lovpriser Knausgårds bøger. Men det er min fornemmelse, at mange læsere er i tvivl. Hvis det er rigtigt, så er det den omvendte situation af 1970'erne, hvor kritikerne i enighed rynkede på næsen, mens læsere i stort tal elskede den uglesete bekendelseslitteratur.
Hver tirsdag bringer vi klummen "Bogen i verden" om nye tendenser i litteraturen i ind- og udland. Alle artiklerne kan læses på
@K.dk henvisning:K.dk/kultur
Bernhard Lewkovitchs "Post Scriptum"-klumme bringes i avisen i morgen