1980’er-kunst i fimsede rammer på ARoS

ARoS’ nye udstilling ”Before the Fall of the Wall” markerer 30-året for Berlinmurens fald, men iscenesættelsen mistolker tidsånden, og temaet afspejles kun sporadisk i værkerne

Værkerne fejler ikke noget. Men udstillingen rammer ved siden af, skriver Lisbeth Bonde. Her ses tyskeren Helmut Middendorfs ekspressive ”Brückenkopf” fra 1980, der har Muren som tema og med et blåt hoved på en bro deler øst og vest. –
Værkerne fejler ikke noget. Men udstillingen rammer ved siden af, skriver Lisbeth Bonde. Her ses tyskeren Helmut Middendorfs ekspressive ”Brückenkopf” fra 1980, der har Muren som tema og med et blåt hoved på en bro deler øst og vest. – . Foto: AroS.

Jeg deler generation med 1980’ernes unge, vilde billedkunstnere, som sammen med deres jævnaldrende digtere og musikere reagerede på det dystre årti med nye udtryk og fortællinger. Udstillingen på ARoS bringer mig derfor indirekte tilbage til min ungdom. 1980’erne var et årti præget af kold krig og våbenkapløb, massearbejdsløshed og økonomisk krise.

Men det var også et årti med yuppier, hedonisme, kokain, nyliberalisme og kapitalisme-dyrkelse. Nogen har kaldt årtiet for ”sortefirserne”, fordi fremtidsangsten og sortsynet havde udskiftet troen på, at samfundet kunne udvikle sig i en fredelig og harmonisk retning. Muren stod som et monument over det delte Europa frem til det sidste år, nærmere bestemt den 9. november 1989.

I slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne opstod en ny ungdomskultur i Danmark som reaktion på denne dystre og truende tid. Pendulet svingede, og de unge kunstnere var nu mere optaget af kroppen, musikken og ”stammelivet” i storbyerne end generationen før. De anså 1970’ernes kunst for at være verdensfjern og formalistisk, når det gjaldt billedkunsten, og bekendende, privat og politisk korrekt, når det gjaldt litteraturen. De unge kunstnere dyrkede mørket og dannede små undergrundslommer imod det eksisterende, og æstetisk gik man til angreb på de herskende skønhedsbegreber, især modernismen og minimalismen. BZ-bevægelsen fik tag i en del unge, der besatte forladte bygninger og områder som Byggeren, Allotria-huset, med videre.

De store og optimistiske fortællinger havde mistet deres virkning, hvilket blandt andet afspejledes i det danske punk-rockband Sort Sols (indtil 1981 Sods’) musik. Dette band spillede en vigtig rolle og leverede i flere år musik til ferniseringer og digtoplæsninger, fordi gruppen omsatte tidsånden til dyster musik.

Digteren Søren Ulrik Thomsen leverede flere tekster til deres numre, ligesom gruppens bassist, Knud Odde, der i dag er fuldtidskunstner, leverede forsider til flere af Søren Ulrik Thomsens digtsamlinger. Man erindrer forsangeren Steen Jørgensens messende, mørke stemme som en dyster klangbund under det hele.

ARoS har ejendommeligt nok fravalgt denne musik. I stedet viser man musikvideoer fra den dengang nye musikvideo-kanal MTV med numre af Genesis, Eurythmics, Peter Gabriel, A-ha og The Cars, der kører som underlægningsmusik – og i øvrigt griber denne misvisende musik forstyrrende ind i kunstoplevelsen.

Dertil kommer nogle fimsede, diagonale vægflader i skiftevis pastelgul og lyserød. Så langt fra de vilde kunstneres frontalangreb på den herskende æstetiske orden, som tænkes kan. De unge vilde brugte overvejende signalkraftige primærfarver, hvis ikke neonfarver – aldrig pastelfarver.

ARoS ønsker med udstillingen at markere 30-året for Murens fald, men dette tema var de danske kunstnere slet ikke optaget af. Det var derimod de få udenlandske kunstnere, blandt andre tyskerne Helmut Middendorf (født 1953), hvis ekspressive ”Brückenkopf” (1980) med et blåt hoved på en bro deler øst og vest, og den ældre Bernd Koberling (født 1938).

Flertallet af værkerne, der alle tilhører ARoS’ fremragende samling af 1980’er-kunst, er skabt af danske kunstnere fra denne stærke 1980’er-generation. De er indsamlet af den daværende direktør Jens Erik Sørensen og af den daværende inspektør Lennart Gottlieb.

De er generelt mere selvbiografiske og form- og materialeeksperimenterende end direkte politiske. Som Inge Ellegaards (1953-2010) to mere eller mindre ”elektriske” malerier fra New York foruden det syndige maleri ”Is og dame” (1982), Peter Bondes (født 1958) fremadpegende ”Landskab med falk” (1984), der minder om de spejlmalerier, som han skaber i dag, ikke at forglemme Erik A. Frandsens (født 1957) blokademalerier, samt Christian Lemmerz’ (født 1959) og Peter Bondes vildt radikale skulpturer, Lars Nørgårds (født 1956) og Michael Kviums (født 1955) grænseoverskridende malerier med videre.

Disse værker er frække og provokerende i udtrykket, men handler ikke om politik. I øvrigt er det en kendt sag, at det unge vilde maleri i Danmark var direkte inspireret af de tyske ”Neue Wilde”. En delegation fra Det Kongelige Danske Kunstakademi havde besøgt udstillingen ”Zeitgeist” i Berlin i 1982, og her blev de danske kunstnere tændt og skabte overnight en dansk version af det heftige, ny-ekspressive eller vilde maleri, de havde oplevet i Berlin. ”Vi har ikke noget at sige, men vi gør det så koncentreret som muligt,” var de unge kunstneres motto, og de blev hurtigt mediernes kæledægger i forbindelse med en række markante gruppeudstillinger.

Der er heldigvis flere værker af de i dag skammeligt oversete, kvindelige kunstnere. Ud over nævnte Inge Elle- gaard er der interessante værker af Dorte Dahlin (født 1955) – hendes sølvfarvede værk ”Mnemosyne (Erindringens gudinde)” står dirrende stærkt den dag i dag – og af Berit H. Jensen (født 1956) foruden Anette Abrahamsson (født 1954). Godt, at ARoS har betonet denne glemte del af kunsthistorien, der i så høj grad er domineret af de mandlige kunstnere. Men man savner i høj grad Nina Sten-Knudsen.

ARoS ønsker med udstillingen at markere 30-året for Murens fald, men dette tema var de danske kunstnere, der er med på udstillingen, ikke optaget af. Her er det Claus Carstensen og Peter Bondes ”Cadavre Exquis Nr. 3 i Law & Order” fra 1983. –
ARoS ønsker med udstillingen at markere 30-året for Murens fald, men dette tema var de danske kunstnere, der er med på udstillingen, ikke optaget af. Her er det Claus Carstensen og Peter Bondes ”Cadavre Exquis Nr. 3 i Law & Order” fra 1983. – Foto: ARoS

Man noterer sig i øvrigt kunstnernes uhæmmede brug af store formater og outrerede brug af materialer, eksempelvis Erik A. Frandsens blokademaleri ”U.T. (kunst på kunst på kunst)” (1988) og Nils Erik Gjerdeviks (født 1962) frække ”Malerikollage med isbjørn” (1982-1988) og Peter Bondes og Christian Lemmerz’ skulpturer. Der er også Erik A. Frandsens portræt fra 1983 af bevægelsens chefideolog og semiotiker, Claus Carstensen (født 1957), som her optræder som indianer. Provokerende malerier af Michael Kvium, der også dengang var helt sin egen, og af den fine mimetiske maler Lars Nørgård.

Så værkerne per se fejler ikke noget. Men udstillingen rammer ved siden af.