Prøv avisen
Bog

1989 viser os, at intet er en selvfølge

5 stjerner
Den 9. november 2019 er det 30 år siden, Berlinmuren faldt. Billedet fra Murens fald er ét af de 89 billeder fra 1989, som er med i Lykke Friis’ bog ”Håbets Europa i 89 billeder”, hvor billedet også bruges på forsiden. – Fotos: Gads Forlag.

Lykke Friis fortæller med sin bog om 1989 både den store og den lille historie om den uforudsigelige udvikling i Øst- og Centraleuropa – og hun gør det forrygende

”Håbets Europa i 89 billeder” behandler en af de væsentligste begivenheder i Europas nyere historie: forandringen af de øst- og centraleuropæiske lande fra kommunistiske til demokratiske stater i 1989-1990. Dette gør i sig selv bogen interessant. Men når historien fortælles af Lykke Friis – og med forord af Uffe Ellemann-Jensen – bliver den endnu mere spændende.

Selvom titlen signalerer, at billederne er det centrale i bogen, indeholder den meget mere end det. Lykke Friis fortæller systematisk og detaljeret den dramatiske historie om, hvordan de kommunistiske regimer begyndte at vakle i løbet af foråret og forsommeren 1989 med den ungarske regerings beslutning om at klippe hul i grænsehegnet og det første (halv-)frie valg i Polen. Og om, hvordan det ene kommunistiske regime efter det andet derefter faldt i løbet af sensommeren og efteråret 1989, med Berlinmurens fald i november 1989 som en foreløbig kulmination, frem til henrettelsen af Rumæniens diktator Nicolae Ceausescu og hans hustru juledag 1989.

Hun fortsætter historien op gennem hele 1990 og får således ikke blot kommunismens afskaffelse, men også gennemførelsen af de første frie, demokratiske valg i de tidligere diktaturer, samt Tysklands genforening med i beretningen.

Det hele rammes ind af to essays, hvor Lykke Friis fremfører en række betragtninger om Europa henholdsvis før og efter 1989. Dette er med til at sætte beretningen om 1989/1990 og bogens mange billeder ind i et større perspektiv. Bogen giver på den måde en skildring af omvæltningerne, som er værdifuld både for de læsere, som selv kan huske begivenhederne, og som hver aften spændt fulgte med i TV Avisen og TV 2 Nyhederne, og for de læsere, som er for unge til selv at have været vidner til, hvad der skete.

Dette er netop en af bogens store styrker. Den giver alle et systematisk overblik over, i hvilken rækkefølge – og hvorfor – hændelserne fandt sted og vil derfor være et oversigtsværk, som alle vil kunne gå hen og slå op i de næste mange år.

Bogen er også interessant, fordi Lykke Friis både fortæller den store historie og ”den lille historie” om udviklingen i Øst- og Centraleuropa. Man hører for eksempel både om den kommunistiske nedkæmpelse af de demokratiske oprør i DDR, Ungarn, Tjekkoslovakiet og Polen i henholdsvis 1953, 1956, 1968 og 1981 og om, hvordan to østtyske familier i 1979 havde held til at flygte til Vesttyskland i luftballon. Efter flugten allierede Stasi sig med en af familiefædrenes gamle venner, som opsøgte familien i deres nye hjem og fik arbejde i faderens firma, som han derefter systematisk undergravede og fik til at gå konkurs.

En rød tråd i bogen er Lykke Friis’ pointe med, at læren af 1989 er, at man aldrig kan forudsige, hvad der vil ske. Ganske vist er der mange, der efterfølgende har antydet, at de i begyndelsen og midten af 1980’erne godt vidste, hvilken vej det ville gå med de kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa. Men sandheden er, at ingen havde forudset kommunismens sammenbrud, Berlinmurens fald og demokratiets gennembrud.

Læren af 1989 er ifølge Lykke Friis dermed ikke, som blandt andre den amerikanske forsker Francis Fukuyama ellers argumenterede for i begyndelsen af 1990’erne, at demokratiet og markedsøkonomien vil sejre til sidst. Dét, vi kan bruge begivenhederne for 30 år siden til her i 2019, er derimod, at intet er en selvfølge, og at vi skal værne om det demokrati, som også øst- og centraleuopæerne fik del i fra 1990.

Det er ærgerligt, at Lykke Friis ikke gør noget særligt ud af også at berette om begivenhederne i 1991-1993. Det gammelkommunistiske kupforsøg i august 1991 og den efterfølgende kamp mellem Jeltsin og Gorbatjov, som førte til Sovjetunionens opløsning med udgangen af året, samt udviklingen frem til det første frie russiske parlamentsvalg i december 1993 hænger jo nøje sammen med historien om begivenhederne i 1989 og 1990.

Man kan blot håbe, at Lykke Friis vil fortælle den historie i anden sammenhæng. For den vil hun uden tvivl kunne gøre lige så spændende som historien om 1989/1990.

Det ikoniske billede af kysset mellem Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjov, og DDR’s leder, Erich Honecker, fra fejringen af DDR’s 40-års fødselsdag er fra oktober 1989.
Dét, vi kan bruge begivenhederne for 30 år siden til her i 2019, er, at intet er en selvfølge, og at vi skal værne om det demokrati, som også øst- og centraleuopæerne fik del i fra 1990, mener Lykke Friis.