På Pastoralseminariet indser Nikolaj Zeuthen, hvad han skal forvalte

Nikolaj Zeuthen er begyndt på Pastoralseminariet i København for at læse til præst. Nervøsiteten tager til, for det begynder at gå op for ham, hvad det er, han skal forvalte. Dette er andet kapitel ud af fire: Skolen

På Pastoralseminariet indser Nikolaj Zeuthen, hvad han skal forvalte

Dette er andet kapitel i serien ”Nybegynderen”. Find de øvrige kapitler her: kapitel 1, kapitel 3kapitel 4.

Kaffemaskinen snakker morgenfriskt med sig selv i det lille køkken på Pastoralseminariet i København.

Lena Kjems, liturgiunderviseren, har lavet skolelærertricket og hældt en kop op, før maskinen er færdig med at brygge. Da jeg siger, at jeg kommer fra Kristeligt Dagblad, peger hun på en lukket dør.

”Du kan godt liste ind, de er ved at være klar.”

Bag døren ind til frokoststuen er tre kommende præster efterhånden ved at være ret nervøse. Klokken er kvart over 8 og i hvert fald én af dem føler, han skal til en slags eksamen. Han er høj, mørkhåret, bærer sorte hornbriller, og i dagens anledning har han taget habitjakke på.

Han har ikke tid til at snakke nu.

”Er 25 glas nok til 22 deltagere?”, spørger han, og en kvinde med lyse krøller trækker på skuldrene.

”Det er jo lidt dumt, hvis vi skal til at indvie nye glas undervejs,” siger Nikolaj Zeuthen ængsteligt.

Kvinden med krøllerne er i gang med at dele postkort med lyserøde roser og tulipaner ud på bordene. Den tredje på holdet, en sweaterklædt mand, er ved at lægge sangark frem. De skal også nå at tænde fyrfadslys.

På den ene endevæg er et dannebrogsflag blevet hængt over en fladskærm, foran det står et sølvbæger og en vase med forsythiagrene på et lille bord.

”Skal vi egentlig gøre noget med Ukraine?”, spørger Nikolaj Zeuthen pludselig, to minutter før det går løs.

Det har været en mærkelig morgen, er de enige om, efter nyheden om Ruslands invasion af Ukraine. Det er den første morgen i mange år, hvor der er krig i Europa.

”Man kunne da godt bede en lille bøn,” foreslår Zeuthen.

”Men passer det sig at bringe ufred ind på et plejehjem?”, spørger holdkammeraterne.

Et laboratorium for fejl

Hvad skal der til for at lave en præst?

Der er mange måder, men én er denne: Man tager en digter, der har fået et kald, og tilsætter to års effektiv præsteuddannelse. De sidste fire måneder særligt intensive med syv-otte timers daglig undervisning på Pastoralseminariet i København. Man kan krydre med lidt forskelligt, en fiktiv plejehjemsgudstjeneste for eksempel.

Til det kræves: klassekammerater, der gider spille med, lidt portvin før klokken 10, en prædiken over det spirende forår og genopstandelseshåbet. Det burde gå fint, men Nikolaj Zeuthen er nervøs.

Det er ikke så meget det med at optræde, det har han prøvet mange gange før. Også at dumme sig på scenen foran mange forventningsfulde mennesker; glemme teksten, spille forkert.

I det hele taget er fejl og fejltrin en del af tilværelsen for Nikolaj Zeuthen. Som han synger på bandet Skammens Vogns seneste plade:

”Vi lever med så mange dumme ting, som vi har gjort/ tænker man for meget over det, kan man gå helt i sort.”

De er også mere end vant til fejl her på uddannelsen. Da jeg ringede til Pastoralseminariets studielektor, Mads Davidsen, for at spørge, om det var okay, jeg kom og var med en dag, bare som ”fluen på væggen”, var han overraskende beskyttende. For det første måtte det vente, til at de første par ugers undervisning var overstået, så alle var trygge og godt tilpas. Fotografen måtte ikke komme med, understregede Mads Davidsen, der også på forhånd spurgte de studerende på holdet om lov til mit besøg.

”Det er et meget intimt rum. Et laboratorium, hvor man skal kunne lave fejl,” sagde han.

Så hvad er det, der gør Nikolaj Zeuthen nervøs? Jo, de seneste dage er det begyndt at gå op for ham, hvad det er, han som præst skal forvalte, når han skal forestå en gudstjeneste: en kæmpestor tradition.

I kaffestuen har han nu fået samlet holdet om sig. ”Organisten” er også ankommet og sidder klar ved klaveret nu, og der lyder stemmer og snak uden for døren.

”Okay. Vi kan måske nå en lille motivational speach,” siger Nikolaj Zeuthen.

”Husk, at hvis vi dummer os, så er det en gave til de andre.”

De nikker bekræftende til hinanden. De når også lige at vende, hvad de vil gøre med Ukraine, inden at klassekammeraterne vælter ind.

Kom, min due, lad dig skue

”Plejehjemsbeboerne” er vældigt godt til bens i dag. De tager plads i kaffestuen, nogle ved langbordene og andre i sofaerne, og på en stol i højre hjørne retter Lena Kjems lidt på spændet i det gråhvide hår. Hun afslører, at hun skal spille ”Tante Brok”.

”Det falder mig nemt,” siger underviseren med et drilsk smil.

Så tager Nikolaj Zeuthen en lille klokke fra ”alteret” og ringer tre "bedeslag" med den.

”Hej alle sammen, hvor er det dejligt, I er kommet til gudstjeneste her på Vartov Plejehjem!”.

”Hvornår er der kage?”, råber en kvinde i fleecetrøje. Nogle af de yngre på holdet har svært ved at holde masken.

”Der vil være kirkekaffe bagefter,” siger Nikolaj Zeuthen tålmodigt.

”Men først vil vi bede.”

”Hellige Gud, vor far,” indleder han den bøn, der normalt varetages af for eksempel kirkesangeren eller kordegnen.

Han taler langsomt og tydeligt, med bøjet hoved. Til sidst i indgangsbønnen improviserer han:

”Vores tanker går i dag til det ukrainske folk. Vi beder dig også i dag, Gud, vær med dem.”

Lena Kjems hæver øjenbrynene og nedfælder et par noter på sin medbragte blok.

Så er det tid til første salme, nummer 557, ”Her vil ties, her vil bies”, som holdet valgte, længe før krigen blev en realitet. De sidste linjer er næsten overnaturligt passende:

”Kom, min due, lad dig skue, lad dig skue med olieblad!”.

Prædikenen ved den krølhårede kvinde handler om foråret og Guds evne til at få alt til at gro, og hun henviser til de blomsterkort, de ”ældre” har fået udleveret.

Det hele kører meget godt, lader det til. Selv ikke de gentagne udråb fra fleecetrøjen i sofaen (”Er du ikke lidt for ung til at være præst?”) synes at kunne hyle Zeuthen og co. ud af den.

Men så kommer nadveren.

De har glas nok, men de har glemt at aftale, om klassekammeraterne selv skal tage fra de bakker, der står rundt omkring. Så nogle har ikke et glas, da Nikolaj Zeuthen kommer forbi med portvinen. Organisten spiller derudad, et fyndigt medley over forskellige vintersange – lul-lul, rokken går – mens de to andre forvirret prøver at sikre sig at alle, der vil have det, har fået ”Jesu Kristi blod og legeme”. Nogle af klassekammeraterne må give op og pænt stille glasset tilbage på plads.

Kvinden i fleecetrøjen er også utilfreds nu.

”Øv!”, råber hun, da hun endelig får en sjat portvin i sit glas.

”Det var æ’ møj!”.

Efter den sidste salme kommer Tante Brok, i skikkelse af Lena Kjems, på banen.

Hun er gal over, at ”Guds rige lignes ved et frø” bliver sunget på den gamle melodi og ikke den nye, der også er melodi til salmen ”Spænd over os dit himmelsejl”.

”Det er ikke den rigtige melodi det her,” råber hun, ærgerlig.

”Den anden er meget bedre, den sang vi til mit barnebarns konfirmation!”.

”Men hvad er den rigtige melodi da, Lena?”, spørger Nikolaj Zeuthen og prøver at lade være med at grine.

Tante Brok slår blikket ned.

”Det er noget med... noget med at spænde ud…,” mumler hun og hvisker ud af mundvigen til sidemanden, at hvis der er én salme, hun faktisk hader, så er det ”Spænd over os dit himmelsejl”.

Det hele slutter med en gang kirkekaffe. Klokken er ikke engang 10 endnu, men det kageglade hold tager grundigt fra af gulerodskage og chokoladekage. De synger ”Den blå anemone”, fordi der er krig i Europa, og Nikolaj Zeuthen siger et par ord om Kaj Munk og sangens tema om den lilles kamp mod den store. Enkelte spiller lidt videre i deres roller, taler om ”dengang under krigen”.

Så slutter det. Dannebrog bliver pillet ned fra fladskærmen og glassene samlet ind. Om lidt skal de evaluere.

”Det var da en fest, Nikolaj,” siger Lena Kjems på vej ud af døren.

Nikolaj Zeuthen fanger mit blik for første gang i dag.

”Jeg kunne godt bruge lidt frisk luft.”

Dyret indeni

Luften udenfor er mild og forårsagtig. Blomsterhandleren sælger uudsprungne pilegrene. En skotsk turist i kilt fotograferer springvandet på Gammeltorv fra flere vinkler.

Når Nikolaj Zeuthen skal beskrive, hvordan troen føles, er det ofte som en følelse af at blive beskyttet mod sig selv.

Han taler nogle gange om egoet, som om det er et slags dyr, der bor inden i ham og skal holdes i skak. I gamle dage fandt det vej via forskellige stimulanser og generelt i en del dårlige beslutninger og risikobetonet adfærd. En spændingsafhængighed, siger han.

I dag er det skåret ned til en art evig indre uro. Beslægtet med egoet, men tilsyneladende med en evne til at trives uden næring udefra. Nikolaj Zeuthen skriver om at forsøge at være den ultranærværende familiefar, der er sjov og til stede, lytter og leger med. Og han vil det gerne, men på et tidspunkt begynder det at sitre, nærværet bliver ædt af en lille gnaver.

Vi sætter os på en bænk nær springvandet, og Nikolaj Zeuthen pakker sin madpakke med sølvpapir om ud.

”Jeg går og tænker meget på, at den uro her, i familien, er noget af det, jeg skildrer i bøgerne…”.

”Nu er det, som om Gud meget konkret gør det arbejde med at føre mig ud af mit eget hoved. Jeg har slet ikke tid til at gå og være neurotisk. Det er virkelig rart. Jeg kommer hjem hver dag klokken 16, og alting er ligesom… på plads,” siger han.

Han fortæller, at han for nylig læste filosoffen og teologen Søren Kierkegaards ”Kærlighedens gerninger”, og der var især én sætning, der gav mening for ham.

”Kærligheden ’dvæler ikke ved sig selv’, skriver han. Jeg har dvælet i mange år, tænkt over tingene. Nu håber jeg, at jeg er ved at være stærk nok til at gå ind i det her,” siger han.

Mere jordnært skal der også penge ind på kontoen snart. Datteren Lise skal snart begynde på efterskole, og det kan godt mærkes i budgettet, at Nikolaj Zeuthen har været deltidsstuderende i halvandet år. I august 2022 skal han gerne have fundet sig en kirke.

”Det er jo det mest åndssvage fra en digters synspunkt: fast arbejde,” siger han.

”Det har faktisk tit irriteret mig lidt til forfatterreceptioner. Når man snakker med folk, så er det at have et job ved siden af, det er sådan lidt… pinligt. Men jeg vil virkelig gerne have et fast arbejde. En base for min tilværelse.”

Nokia-telefon og analog kalender har indtil nu været tilstrækkelige planlægningsredskaber i digtertilværelsen.
Nokia-telefon og analog kalender har indtil nu været tilstrækkelige planlægningsredskaber i digtertilværelsen.

Han krøller sølvpapiret sammen og smider det i en skraldespand, tager sin gamle Nokia-telefon op af lommen og trykker på en knap.

”Jeg tror, vi skal gå. De begynder om 10 minutter,”

Hvad må man på plejehjem?

Nikolaj Zeuthen og de to andre plejehjemspræster in spe bliver straks bænket ved katederet. På rad og række, klar til at blive teologisk beskudt.

Lena Kjems begynder ved Nikolaj Zeuthens indgangsbøn, hvor han bad for ukrainerne.

”Dér indfører du jo et kirkebønsled i indgangsbønnen. Det er dén slags, der vækker debat, Nikolaj!”.

En skægget fyr på holdet rækker hånden i vejret.

”Under kirkekaffen sagde du også, at ’nu er der krig i Europa’. Jeg tror, at den slags formuleringer kan vække angst, især på et plejehjem. Jeg havde for eksempel ikke nået at læse nyheder i morges,” siger han.

”Min mor er på plejehjem og fuldstændig åndsfrisk,” forsvarer Nikolaj Zeuthen sig.

”Der sidder en gruppe mennesker på plejehjem, som nogle gange ikke føler sig så set. Måske kan det også berolige nogle, at man siger tingene, som de er, ikke lade som om, det ikke er sket. Der kan være trøst og opmuntring i at adressere det, der er svært.”

Flere af de unge fyre nikker.

En anden underviser, den speedsnakkende Jørgen Demant, er dukket op nu, og om lidt skal de igennem en sand odyssé af forskellige filosoffers og teologers gudstjenestesyn. Men først vil han høre de studerende, hvad en gudstjeneste overhovedet skal? Han går fra plads til plads og stiller sig lige foran de studerende.

”Dig! Hvad siger du?”, spørger han og stirrer intenst på en af præstekandidaterne.

”Øh,” siger en rødhåret fyr.

”Forkyndelse!”, svarer sidemanden rapt.

”Mødet mellem menneske og Gud,” svarer en yngre kvinde.

”Taksigelse,” siger en fyr med briller.

”Det var meget luthersk det der,” siger Jørgen Demant.

Til sidst kommer han til Nikolaj Zeuthen helt oppe ved tavlen. Zeuthen tøver lidt, før han svarer.

”Jeg tror… En god gudstjeneste er der, hvor jeg bliver hjulpet til et møde med Gud, i stedet for at der kommer noget i vejen for det.”

”Interessant,” siger Jørgen Demant. ”Som hvad, om jeg må spørge?”.

”En virkelig dårlig prædiken.”

Styr på tøjet

Kaffemaskinen er på arbejde igen ud på eftermiddagen, hvor de studerende tanker op, før Jørgen Demants maraton med Augustin, Luther, Schleiermacher, Karl Barth, Ulrik Beck, Hartmut Rosa og andre, der gennem tiden har kloget sig på gudstjenesten, fortsætter.

I næste uge begynder de præstestuderende i praktik. I 14 dage skal de følge en præst i et sogn og selv varetage en del præsteopgaver. De skal møde minikonfirmander og menighedsråd, snakke med sørgende og dåbsforældre og øve sig i fagterne til velsignelsen.

De skal prædike i en kirke for første gang, men ikke i den ærefrygtindgydende sorte præstekjole med hvid krave. Det er ikke før, man er ordineret som præst, man må bære sådan én foran menigheden.

”Har I styr på jeres tøj?”, spørger kvinden i fleecetrøje de andre i en sofagruppe.

”Nej, men det skal man ikke have,” siger en yngre fyr i vandrestøvler selvsikkert.

”Jeg har overvejet hawaiiskjorte og shorts!”, siger Nikolaj Zeuthen.

Kvinden med de lyse krøller siger, hun har fået at vide, at sort og enkelt er godt.

”Ja, man kan vel ikke længere rende rundt og ligne en lazaron,” siger fleecetrøjen og trækker på skuldrene.

”Hvor var det egentlig, du skulle hen, Nikolaj?”.

”Grundtvigs Kirke.”

Nikolaj Zeuthens præstepraktik bliver to uger i Grundtvigs Kirke, det arkitektoniske vidunder, der hæver sig højt over København fra sin post på Bispebjerg Bakke. Som Nikolaj Zeuthen udtrykker det:

”Sådan et dejligt intimt, lille sted”.

Grundtvigs Kirke i Københavns Nordvestkvarter.
Grundtvigs Kirke i Københavns Nordvestkvarter.

Dette var andet kapitel i serien ”Nybegynderen”. Find de øvrige kapitler her: kapitel 1, kapitel 3kapitel 4.