Prøv avisen

20 års små og store dramaer i Danmark

Lise Hartfelt: Det vi glemte. 499 sider. 299 kroner. Forlaget Attika.

Velkomponeret og begavet fortalt roman, mestrer god balance mellem den danske hverdag og et drys af drama

Ved en fernisering i 1980erne møder maleren Steen Agnes, der også er kunstmaler. Han betages straks af hendes farverige og stærke personlighed, men hun er derimod tiltrukket af biologen Erik, der dog er gift med Vivi.

Erik indleder et udenomsægteskabeligt forhold til Agnes, og det kommer til at strække sig over mere end 20 år med konsekvenser, der rækker dybt ind i parforholdene og ind i det kunstnerkollektiv, som en række kunstnere danner.

LÆS OGSÅ: Aberne på Gibraltar

Erik bliver far til Agnes barn, men vil i mange år ikke anerkende sin faderrolle. Han er nemlig også far til datteren Victoria med Vivi og senere til et tvillingepar. Erik tiltrækker kvinder i lange baner og kan faktisk ikke se noget forkert i både at være gift og have et forhold.

Den trofaste og livslange kærlighed, som Steen nærer for Agnes, får dog nogle knubs undervejs og venskabet mellem Erik og Steen bliver sat på prøve, da Steen indleder et forhold til Eriks datter.

Lyder det voldsomt indviklet? Det er det faktisk ikke, for de komplicerede forhold mellem Det vi glemtes hovedpersoner styres ret så elegant af forfatteren Lise Hartfelt. Hun har bygget romanen op, så der hele tiden skiftes synsvinkel på de enkelte personer, en teknik, der således belyser personernes indre følelsesliv.

Vi følger dem op igennem 1970erne og ind i 1990erne, så deres politiske, kunstneriske og kønsrollemæssige diskussioner er ganske tidstypiske. Læsere af samme generation som forfatteren, der er født i 1956, vil kunne nikke genkendende til dette og hint.

Romanen er velkomponeret og begavet fortalt: her er en god balance mellem den danske hverdag og et drys af drama, da kvindebedåreren Erik faktisk er med i en anden skummel og moralsk diskutabel affære.