Arkæologi. Det er sådan noget med stolpehuller, køkkenmøddinger og flinteøkser. Det er jægerstenalder og vikingeskibe.
Men arkæologi er også kors, amuletter og pilgrimsmærker. Det er især blevet tydeligt de senere år, hvor disse små, men betydningsfulde genstande igen og igen dukker op af jorden, når amatørarkæologer afsøger marker rundt om i landet med bippende metaldetektorer.
Amatørarkæologiens opblomstring har samtidig fået de ”rigtige” arkæologer til at begynde at bevæge sig ind på områder, de ikke har turdet betræde før, siger Peter Vang Petersen, der er museumsinspektør ved Nationalmuseet med ansvar for danefæ og ældre stenalder.
”Da jeg var ung student og var med til at lave udgravninger, gjorde vi os mange tanker om, hvordan fortidens økonomiske og sociale forhold havde været. Men sådan noget som tro og tanker, de religiøse aspekter af menneskelivet, det skulle man holde sig fra. Det var alt for spekulativt,” siger han.
”Men når alt det her danefæ kommer ind, så er vi nødt til at gøre os tanker om, hvad det betyder. Det er da spændende nok at vide, hvordan de har bygget huse, fisket og jaget engang. Men det her handler om de tanker, de gjorde sig. Vi bliver begavet med en masse nye fund, som viser, hvad man har troet på, og bringer os i kontakt med andre sammenhænge, end dem vi beskæftigede os med for bare 10-20 år siden,” siger Peter Vang Petersen.
Det er for eksempel fund som den lille rav-elg, der dukkede op ved Næsby Strand i Korsør, og som er blevet analyseret til at være Nordens formentlig ældste kunstværk, en beskyttende amulet båret af en istidsmand.
En lille amulet udformet som Odin på en tronstol fra Lolland er også i denne kategori. Og Peter Vang Petersen har selv lige været med til at tolke et lille jernalderstempel, også fra Lolland, som en ”bersærk”.
”Det er en nøgen krigsfigur, og deri har også været noget guddommeligt på linje med den betydning, nøgenhed har haft i antikken,” siger han.
”Vi bliver i særdeleshed klogere på trosforholdene i den sene jernalder og det skifte, der ligger fra billeder af valkyrier, ravne, ulve og slanger og så til kristendommens figurer. Det at bære billeder af sin trosforestilling på sig, for eksempel i form af et smykke, er også et middel til kommunikation med ’det høje’.”
Også Jeanette Varberg, der er museumsinspektør ved Moesgaard Museum, er begejstret over amatørarkæologien og det, den har ført med sig i år. De helt store skatte som det guldfund, der blev gjort i sommer i Vejen i Sydjylland, og som kædes sammen med stormændenes magtspil og Gorm den Gamle er interessante, men:
”Størstedelen af de danefæ, vi får ind, er det, man kan kalde småting, små symboler, amuletter og fibler. Men jeg kan enormt godt lide tanken om de her småting, folk har haft i lommen, på tøjet eller om halsen, for det er noget, der har været virkelig betydningsfuldt for den enkelte dansker, der boede her for tusind år siden,” siger hun.
Noget af det, der kommer særlig meget af for tiden, er de såkaldte valkyriefibler, en slags smykker, der viser noget om krigernes tro i jernalderen.
”Valkyriefibler havde vi ikke ret mange af for bare 15 år siden, nu har vi masser. Og vi kan derfor ret sikkert sige, at der har været en romantisk fortælling om, at hvis man faldt på slagmarken, så var det, fordi en af Odins valkyrier forelskede sig i dig,” siger Jeanette Varberg.
Hun mener ikke , at arkæologer nødvendigvis er blevet mere dristige.
I 1800-tallet og nationalromantikken var arkæologer herhjemme helt vilde for at tolke på det, de fandt, men tog ofte fejl. Siden kom en modreaktion i kraft af ekstra naturvidenskabelig forsigtighed.
I dag kan man sige, at arkæologer både har flere beviser og større mod.
”Som arkæologer skal vi både være strengt videnskabelige og have modet til at sige: Godt, her er, hvad vi tror, der skete. I dag har vi fået støttevidenskaber, for eksempel dna-teknologien og strontium-analyser, der har vist os, at vi rejste meget mere i fortiden, end vi troede. Og i kraft af et stort og dygtigt detektorteam, så får vi også et større materiale – som for eksempel viser os noget om religion og tro.”