Digteren John Keats blev født den 31. oktober 1795 i London i en velstående arbejderfamilie, men han fandt snart ud af, at lykken er lunefuld. Faderen døde i en rideulykke, da Keats var otte år. Moderen giftede sig kort efter, ægteskabet gik snart i opløsning, og da hun vendte hjem til sine børn, der var blevet passet af en bedstemor, var det for at dø.
Skønt Keats tidligt blev forældreløs, var han ikke ganske uden midler. Et lille legat sikrede ham en plads på medicinstudiet og siden adgang til apotekerbranchen.
Lægen og forfatteren Anton Tjekhov sagde, at lægevidenskaben er min ægteviede hustru, mens litteraturen er min elskerinde og føjede så til: ”Når jeg er træt af den ene, så tilbringer jeg natten med den anden.” For Keats var det ikke muligt at leve i et sådant trekantsdrama. Han fravalgte medicin til fordel for litteratur. Grunden hertil finder vi i Keats’ digt ”Ved første læsning af Chapmans Homer”. Keats havde læst George Chapmans oversættelse af Homer, og det ændrede hans tilværelsesforståelse:
”Det var som stjernetyderen, der fik/ en ny planet at se, og den gled hen, / eller som Cortez, da med ørneblik/ han så mod Stillehavet.”
Senere formulerer han denne tanke endnu mere klart i ”Ode til en græsk vase”, hvis afsluttende linjer rummer hele Keats’ poetik eller program: ”’Skønhed er sandhed, sandhed skønhed’ – det er alt, hvad I på jorden ved, og alt hvad I behøver vide”.
Digtet udfolder de tanker, han i et brev til en ven havde formuleret således: ”Hvad fantasien griber som skønhed må være sandhed”.
Med lyrikken ville Keats skildre skønhedens idé i alle ting, og dermed gøre det jordiske liv rigere for læseren. Som vores egen Benny Andersen har sagt det, skal digteren sørge for, at det, som er til, også bliver til.
I pagt med romantikken ville Keats forherlige poesien som guddommelig og fremhæve poeten som profeten, der skulle oplyse folket. ”Jeg vil flyve hen til dig – på poesiens usynlige vinge”, hedder det i ”Ode til en nattergal”, der med sin bedårende smidighed nærmest får linjerne til at lette. Her er digteren da også forbindelsesled mellem himmel og jord, og den, der viser, at i skønheden finder man sandheden, og at i sandheden viser skønheden sig. Uanset om det sker i nattergalens skønne sang eller i den antikke vases smukke ornamentering.
Mellem september 1818 og september 1819 skrev Keats de digte, der for altid har placeret ham i verdenslitteraturen. Han havde en fortryllende evne til at sprogliggøre det uendeligt store i det tilsyneladende ubetydelige:
”Jeg har set eksotiske blomster af den største skønhed i drivhuse, men jeg giver ikke en bønne for dem. Forårets enkle blomster er, hvad jeg gerne vil se.”
Keats passede sin tuberkuloseramte lillebror Tom i den sidste svære tid. Keats blev i den forbindelse selv smittet, og hans uegennyttige omsorg illustrerer Johannesevangeliets ord: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner”.
Keats var forelsket i naboens indtagende datter, den lidt yngre Fanny Brawne, men han fornemmede samtidig, at et ægteskab ville sinke og sabotere hans digteriske ambitioner. Han blev alligevel i al hemmelighed forlovet med Fanny, alt imens han gjorde sig tanker om litteraturen, der skulle være funderet på følelse og erfaring:
”Filosofiske grundsætninger er ikke grundsætninger, før de er prøvet i blodet. Vi læser herlige ting, men føler dem aldrig til fulde, før vi har vandret samme vej som forfatteren.”
Keats prægede i den sammenhæng udtrykket ”den negative kunnen” som et udtryk for, at digteren accepterer at leve i uvished og med det gådefulde og tålmodigt vente på svar, da intet er virkeligt, førend det er personligt erfaret og gennemlevet.
Ikke alle samtidens kritikere anerkendte Keats’ bestræbelser. En af dem bemærkede syrligt:
”Det er bedre og klogere at være en forsulten apoteker end en forsulten digter. Så tilbage til butikken, John, til plastre, piller og salvekrukker.”
Det var Keats dog ikke villig til. Keats var overbevist om, at han kunne blive en stor digter, men han gav sine kritikere medhold i, at han ikke til fulde havde bevist det. Til sin elskede Fanny skrev Keats resigneret, at han havde forsonet sig med sin skæbne:
”Hvis jeg skulle dø, har jeg ikke efterladt mig noget udødeligt værk – intet, der kan gøre mine venner stolte af mit minde, men jeg har elsket skønhedens lov i alle ting, og hvis jeg havde fået tid, ville jeg have efterladt en varig erindring”.
Tuberkulosen, som han havde pådraget sig under pasningen af Tom, tog til, og vennerne skillingede sammen, så Keats kunne rekonvalescere i Rom. Sejladsen fra London til Napoli var en prøvelse. Både humøret og helbredet var i bund, da han sammen med vennen Joseph Severn nåede til Rom, hvor de fandt et værelse ved Den Spanske Trappe. Dødssyg opholdt Keats sig på Piazza di Spagna fra november 1820 og til sin død i februar 1821.
Her har han lyttet til fontænerne udenfor og skævet til de halvfærdige digte på skrivebordet. Her har han ligget og tænkt på Fanny, som han elskede så højt, at han ikke kunne åbne hendes breve af lutter bevægelse. De blev fundet forseglede.
Afslutningen kom den 23. februar 1821. ”Severn – jeg – løft mig op, jeg dør nu, jeg skal dø let – vær ikke bange – vær rolig og tak Gud, at det er kommet –”. Derpå døde han.
Efter obduktionen bemærkede lægen, at det var utroligt, at nogen kunne have levet så længe med de lunger. Keats blev 25 år.
”Jeg tror nok, jeg vil høre til blandt de engelske digter efter min død”, havde han skrevet til sin broder og svigerinde.
200 år efter sin død hører John Keats ikke blot til blandt engelske digtere, men efter William Shakespeare og John Milton er han ovenikøbet den største med et forfatterskab, der uafviseligt har dementeret indskriften på hans gravsten: ”Her ligger én, hvis navn var skrevet i vand.”