Dostojevskijs ansigter

P å en restaurant i Sankt Petersborg sidder en ung drømmer af en forfatter, Ivan Petrovitj Pavlov, og snakker med en førsteklasses slyngel, fyrst Valkovskij. Fyrsten praler af alle sine ugerninger, og forfatteren ser på ham med afsky som ”et udyr, en edderkop, en kat, der leger med musen”. Men efterhånden som restaurantbesøget udarter til en svireaften, viger forfatterens afsky for fascination. Og så giver fyrst Valkovskij den unge mand det bedste råd, en forfatter kan få.

Frem for alt skal han lære det, han skriver om, at kende. Og så skal han lægge sit drømmeri på hylden, for en fortælling har brug for ”fyrster, grever og boudoirer”. Af en eller anden grund knytter de stærkeste fortællinger sig altid til de største slyngler og syndere, erklærer fyrsten:

”Brug mig dog som model og skab en af disse storartede typer, ha ha ha!”.

Scenen med den naive forfatter og superskurkens rungende latter indgår i Fjodor Dostojevskijs roman ”De ydmygede og sårede” fra 1861. Selvom den er 160 år gammel, har bogen stadig relevans og er tilmed langtfra forfatterens bedste eller mest kendte.

Det bedste lå endnu forude for Dostojevskij, som i de næste 20 år skabte en række vildtvoksende, følelsesladede, tragikomiske romaner. Romaner, som foregår i en fjern fortid i tsartidens Ruslands totalitære samfund, men alligevel er forbløffende moderne, levende og eviggyldigt skrevet.

Der er i dag, i 200-året for hans fødsel, enighed om, at Dostojevskij indtager en fremtrædende plads i verdenslitteraturen. Men hvad skaber en stor forfatter? Hvilke begivenheder og bestræbelser baner vejen for, at man kan skrive historier, som vil blive læst i 200 år?

Svaret er indviklet. Opskriften er aldrig simpel. Det er faktisk ofte svært at blive helt klar over, hvor fortællingen fører hen, og hvem det er, der fortæller den. For der er som regel flere fortællere til stede.

Dostojevskij havde mange ansigter. Dette er fortællingen om seks af dem.

D en amerikanske forfatter Ernest Hemingway blev engang spurgt, hvad der skal til for at blive en stor forfatter, og svarede: ”En ulykkelig barndom.”

Der er intet i Dostojevskijs barndom, der modsiger denne påstand.

Han blev født den 11. november 1821 i nærheden af Moskva. Faderen var læge ved Marinskij-hospitalet, som var sygehus for de fattige, og tidligere havde han været militærlæge under Napoleonskrigene. Familien havde adelige rødder, men var i konstant pengenød. Fjodor var næstældst af otte søskende og blev præget af forældrenes kristentro og dybe ængstelse for, hvad fremtiden måtte bringe.

I hjemmet læste man Bibelen og de nationale klassikere. Fjodor drømte om selv at skrive. Men faderen bestemte, at sønnen skulle træffe et fornuftigt valg og få en fast stilling.

Da Fjodor var 15 år, døde hans mor af tuberkulose. Sammen med sin storebror Mikhail blev han derefter sendt til Ruslands daværende hovedstad, Sankt Petersborg, for at uddanne sig til militæringeniør efter faderens ønske.

Sønnens ansigt er ansigtet af en ung mand, som gør, hvad der forventes. Men indimellem lod sønnen lærebøgerne stå på hylden og læste i smug tidens europæiske litteratur.

Efter moderens død havde faderens liv ændret sig markant. Den religiøse patriark, tro ægtemand og strenge, men retfærdige fader blev af sorgen forvandlet til en fordrukken synder. En sommerdag blev han fundet død efter at have været i skænderi med nogle af sine livegne, som i datidens Rusland tjente under slavelignende forhold.

Det blev aldrig opklaret, hvad der skete, da Mikhail Dostojevskij døde. På dødsattesten stod der kun hjertestop, men der gik både rygter om, at hans livegne dræbte ham, fordi han havde voldtaget en ung pige, og at han drak sig ihjel. Som brændstof til et forfatterskab rummede faderens endeligt mange spørgsmål.

Da den 17-årige Dostojevskij erfarede, at hans far var død hjemme i Moskva, beskrev han i et brev til sin bror sin sorg og ængstelse for familiens fremtid. Men han skrev også, at han følte sig fri, og at hans drøm i livet ikke var at blive ingeniør, men at studere meningen med mennesket og livet:

”Mennesket er en gåde. En gåde, der skal løses, og selv hvis du bruger hele dit liv på at forsøge at løse den, kan du ikke sige, at du har spildt tiden; jeg beskæftiger mig med denne gåde, fordi jeg ønsker at være et menneske.”

Sønnen forblev lydig længe efter faderens død. Han blev færdig som ingeniør og premierløjtnant i 1843 og fik en god, tryg stilling.

Men året efter sagde han op. Han var 23 år og skulle aldrig mere få fast arbejde. Sønnens ansigt fortonede sig. Fortællerens ansigt dukkede frem.

D ostojevskijs første roman, ”Stakkels mennesker”, fik allerede inden udgivelsen ros af Sankt Petersborgs førende litterater. Bogen var udformet som en brevveksling mellem en embedsmand og hans slægtning, en fattig, forældreløs sypige, og denne sociale indlevelse faldt i tidens smag.

Dostojevskij blev rørt, stolt og overmodig over den fine modtagelse, men snart blev byens kulturelite træt af hans ungdommelige selvovervurdering.

De to fortællerstemmer, der skriver breve til hinanden, var Dostojevskijs metode til at få flere synspunkter til at brydes. I sin næste bog, der udkom i samme måned som den første, tog han skridtet videre og skabte en uhyggelig fortælling, hvor de to fortællerstemmer ikke er to personer, men en splittelse i hovedpersonen, der er så voldsom, at han – måske – bliver til to.

”Dobbeltgængeren” er en stærk fortælling om Goljadkin. Et usikkert menneske, der på den ene side står alene med alle sine tanker og forsøg på at finde en retning i livet, på den anden side er sygeligt optaget af, hvad de andre tænker. Ingen nutidig bruger af sociale medier, der sidder ensom og afsondret i mørket og holder sit liv op mod skærmens glansbilleder af andres liv, oplever noget, Goljadkin ikke også gennemlever.

Eftertiden har diagnosticeret Goljadkin med skizofreni, paranoia eller angst. På Dostojevskijs egen tid talte man om galskab – og kritikken fandt det upassende for en forfatter at beskæftige sig med denne galskab. Samtidig vakte forfatterens stil irritation. Hvad mente den indbildske forfatter med den galopperende orddiarré egentlig selv?

For fortælleren var kritikken af denne og hans efterfølgende historier et hårdt slag. Men han havde en fornemmelse af, at han måtte arbejde videre med at lade mange stemmer komme til orde, at undersøge alle menneskesjælens afkroge og at lade ordstrømmene være mere realistiske end kunstfærdigt konstruerede. Senere i livet skrev han:

”Man kalder mig psykolog. Det er ikke sandt, jeg er blot realist i en højere forstand, det vil sige jeg skildrer alle menneskesjælens dybder.”

T sar Nikolaj I regerede Rusland enevældigt fra 1825 til 1855 og var i alle 30 år bange for, at revolutionære kræfter skulle støde ham fra magten. Han havde derfor et stort netværk af spioner og var kendt for hellere at slå til én gang for meget end én gang for lidt.

Den litteratur- og samfundsengagerede Dostojevskij fandt sammen med unge ligesindede i Sankt Petersborg. Herunder den såkaldte Petrasjevskij-gruppe, som han blev en del af. Gruppen ønskede mere tankefrihed og politiske reformer i den russiske diktaturstat, men intet tyder på, at de konkret planlagde at styrte tsaren. At Dostojevskij fattede interesse for gruppen, skyldtes heller ikke, at han var politisk revolutionær. Men han fandt debatterne interessante, og gruppens bibliotek var et skatkammer.

Det var der imidlertid ingen, der gad høre på, da tsarens spioner i 1849 infiltrerede gruppen og fik alle arresteret og dømt.

Myndighederne mente, at gruppen skulle straffes hårdt. De blev smidt i fængsel og en decembermorgen udsat for en fingeret henrettelse. For at jage en skræk i livet på dem lod soldaterne, som om hele gruppen skulle henrettes, men at en benådning fra tsaren nåede frem i sidste øjeblik.

Dostojevskij, som havde været så optaget af sit renommé som forfatter, overlevede, men blev stemplet som forbryder og deporteret til Sibirien.

I alt 10 år blev revet ud af hans liv, mens han officielt var forbryder. Han vendte først tilbage til byen og skriveriet, længe efter at en ny tsar kom til. Men de 10 år gav meget at skrive om.

R omanen ”Det døde hus” handler om adelsmanden Gorjantjikov, der myrder sin hustru og derfor bliver sendt i fangelejr i Sibirien blandt de hårdeste kriminelle og bliver rystet over deres dyriske levevis og mangel på anger over egne ugerninger. For eksempel forbryderen i nabosengen, der talte ham til søvnløshed om sin hustrumishandling.

”Senere forstod jeg, at der, ud over frihedsberøvelsen og ud over det tvungne arbejde, var endnu en pine i livet som straffefange, der næsten var værre end alle andre. At man var tvunget til at leve sammen,” beretter Gorjantjikov, som selvfølgelig er en af Dostojevskijs mange fortællerstemmer.

Men han indser også, at der i selv de værste udskud kan vise sig en rørende menneskelighed, for eksempel da fangerne til jul skal spille teater og går op i det med barnlig entusiasme:

”Disse stakkels mennesker fik lov til at leve som de ville, bare lidt, til at more sig som rigtige mennesker, til at leve en enkelt time, som om de ikke var i tugthus – og mennesket forandrer sig moralsk, selvom det bare er for nogle få øjeblikke.”

I fire år sad Dostojevskij fængslet. I yderligere seks år var han forment adgang til Sankt Petersborg og gjorde militærtjeneste i den sibiriske by Semipalatinsk. ”Det døde hus” udkom som tidsskriftsføljeton i 1860-1862 og markerede Dostojevskijs comeback som forfatter. Bogen er selvfølgelig præget af hans eget fangenskab, men er skrevet som en fiktion om en forbryder blandt forbrydere, der erkender, at uden de andre går mennesket til grunde.

Tanken fabulerede Dostojevskij videre over i ”Kældermennesket” fra 1864. Her udfolder han en klog og belæst ung mand, der føler sig højt hævet over de andre, men alligevel også angst og usikker. Ingen normer skal stå i vejen for hans frie udfoldelse, mener han — men går til grunde i det antiliv, som hans selvpåførte isolation fører til.

Med ”Forbrydelse og straf” fra 1866 skabte Dostojevskij en bestseller. Den store fortælling om endnu et kældermenneske, Rodion Raskolnikov, som er fascineret af den franske kejser Napoleons evne til at tage sin skæbne i egen hånd og blive et overmenneske. Da den økonomisk pressede jurastuderende tager noget i egne hænder, er det imidlertid en økse, som han bruger til at myrde den onde pantelånerske med. Dette mord mener han at kunne forsvare moralsk. Sværere er det med det andet mord, han må begå for at dække over det første, og i det efterfølgende forløb, får han sværere og sværere ved at forsvare sine handlinger. Samvittigheden plager ham, så det eneste håb er at søge tilgivelse.

”Forbrydelse og straf” er en kriminalroman, hvor vi aldrig er i tvivl om, hvem morderen er, men hvor handlingen ikke desto mindre bliver drevet frem gennem dramatiske scener tilsat lange filosofiske dialoger mellem superskurken Raskolnikov og politijuristen Porfirij, som forsøger at opklare mordet. I sidste ende er det dog Raskolnikovs egen samvittighed, der afgør sagens udfald. Han tilstår sin forbrydelse og tager sin straf.

Man kan sige, at i ”Forbrydelse og straf” bruger fortælleren Dostojevskij alle spændingsromanens greb. Samtidig åbnede forbryderen Dostojevskij for sluserne til al den grublen om skyld, retfærdighed og soning, 10 år i Sibirien kan ophobe i et menneske. Og menneskekenderen Dostojevskij lod denne gang den angrende synder Raskolnikov få syndsforladelse.

D ostojevskij var i Sibirien blevet forelsket i en smuk og meget lidenskabelig kvinde, Maria Isajeva, som han i 1857 blev gift med, og som fulgte ham til Sankt Petersborg sammen med sin søn fra første ægteskab. Dostojevskij havde været ængstelig for, at en anden ung mand, som også efterstræbte den smukke kvinde, enten ville bortføre hende eller myrde hende i jalousi. Denne ængstelse blev en del af brændstoffet til det centrale trekantdrama i den store tragikomiske roman ”Idioten” fra 1868. En stor fortælling om et ejegodt, naivt menneske, der ustandseligt vil alt det gode, men ikke desto mindre er årsag til, at alt det onde sker.

I virkelighedens verden døde Maria Isajeva ikke som mordoffer som romanfiguren Nastasja Filippovna fra ”Idioten”. Hun døde af sygdom i 1864 efter i længere tid at have været psykisk ustabil. Ikke længe efter døde Dostojevskijs ældre bror Mikhail. De to brødre havde efter hjemkomsten til Sankt Petersborg samarbejdet om at udgive litterære tidsskrifter. Nu stod Dostojevskij alene, og han havde tilmed en stedsøn samt broderens kone og fire børn at forsørge.

Penge havde han aldrig nok af, og måske har det netop derfor beruset forfatteren ekstra meget, da han havde held ved rouletten ved det fine gamle kurbad i Wiesbaden. Som de fleste ved, har held i spil det med at vende, men den store fortæller og menneskekender havde alle sine indsigter til trods en hel del brister i sit eget levede liv, som var svære at tøjle. Spilleren i Dostojevskij viste sit ansigt, næsten lige så længe som han havde været i Sibirien.

I 1866 var han så forgældet, at han indgik en hasarderet aftale med en berygtet forlægger om, at Dostojevskij fik penge på forskud mod, at han forpligtede sig til at aflevere et romanmanuskript den 1. november. Overholdt han ikke fristen, overtog forlæggeren rettighederne til alle Dostojevskijs værker.

Men dels tager det tid at skrive en hel roman i hånden, dels havde Dostojevskij travlt med andre ting, og da det blev september, havde han endnu ikke fået skrevet en linje. I panikken tog han imod et råd fra en ven om at hyre en stenograf og diktere romanen. Valget faldt på den 20-årige, intelligente og litterært velbevandrede stenograf Anna Snitkina, og det var på alle måder et godt valg. Snart gik samarbejdet over stok og sten, og på selveste den 1. november lykkedes det parret at lande et færdigt manuskript hos forlæggeren — blot et par timer før Dostojevskij ville have mistet rettighederne til hele sit forfatterskab.

Meget passende var romanens titel ”Spilleren”, og den handlede akkurat om den verden af hasardspil på europæiske kursteder, der var blevet forfatterens egen store dårskab. Bogen berømmes som en af de mest indsigtsfulde fiktionsskildringer af ludomani, der er skrevet, men kritiseres for forfatterens nedladende syn på andre nationaliteter end den russiske. Det siges, at den, som ikke har held i spil, har held i kærlighed. For Dostojevskij skulle Anna Snitkina vise sig at blive den helt store gevinst. Hun blev i 1867 hans hustru og siden mor til parrets fire børn, hvoraf de to dog til forældrenes store sorg døde som små.

Anna Snitkina var ikke kun dygtig til stenografi og litteratur. Hun var også klart bedre end sin mand til at holde styr på penge og dertil et mere tålmodigt og ligevægtigt menneske end den hasardspiller, hun giftede sig med. Til sidst forbedredes Dostojevskijs økonomi, men det tog dog sin tid at slippe spilledjævelen. Selvom Dostojevskij hadede at være længe i udlandet, kom deres europæiske bryllupsrejse til at vare i fire år, for hver gang der var ved at være penge nok til hjemrejsebilletten, syntes Dostojevskij nemlig lige, at han skulle over til rouletten og se, om han kunne gøre formuen endnu større.

H an trængte ind i menneskesindets dybe afkroge længe før Sigmund Freud. Han filosoferede over Guds død og tanken om overmennesket længe før Friedrich Nietzsche. Han skildrede det anklagede menneskes tvivl og skyldfølelse længe før Franz Kafka. Han skrev i en glidende bevidsthedsstrøm af ord længe før James Joyce. Og selvom han ikke selv sympatiserede med det, skildrede han den humanistiske, ateistiske eksistentialists verdenssyn længe før Jean-Paul Sartre.

Fjodor Dostojevskijs bøger blev læst med stor interesse af alle disse giganter i det 20. århundredes tænkning, og det er tydeligt, at de blev præget heraf. Dostojevskij var også Albert Einsteins yndlingsforfatter, men der er trods alt ingen, der hævder, at inspirationen til relativitetsteorien kom fra en stak gamle russiske romaner.

Dostojevskijs romaner er ikke helligskrifter. Det er fortælletekniske eksperimenter, hvoraf nogle mislykkes. Det er langstrakte dialoger, farverige persongallerier, stormfulde forelskelser, pinagtige skandaler og bestialske øksemord. Det er laster og lidenskaber. Det er litteratur.

Alligevel er det påfaldende, hvor mange af det 20. århundredes centrale emner Dostojevskij havde haft under behandling, inden det 19. århundrede randt ud. Fortælleren, menneskekenderen og hasardspilleren havde også et ansigt som profeten Dostojevskij. Ikke kun en tvivlsplaget forkynder af den kristendom, han så som det eneste håb, men også en forudsiger af alle de dårskaber, moderniteten og individualismen bringer ind i menneskelivet.

For eksempel handler den store roman ”Onde ånder” eller ”De besatte” fra 1871-1872 om et internt mord i en gruppe revolutionære nihilister. Som i alle Dostojevskijs store romaner er der flere temaer, fortællerstemmer og handlingsforløb, og måske er endnu en farverig superskurk, Stavrogin, romanens største kvalitet. Men set fra det 21. århundrede står det klart, at Dostojevskij præcist beskriver, hvordan et totalitært ledet socialistisk kollektiv ikke fører til paradis på jord, men til undertrykkelse af individet.

Da Dostojevskijs hjemland i perioden 1917-1991 under navnet Sovjetunionen blev et sådant kollektiv, blev netop denne roman forbudt, selvom sovjetlederen Josef Stalin også er en af de berømtheder fra det 20. århundrede, som ivrigt læste Dostojevskij.

Dostojevskij mente ikke nødvendigvis det samme som sine romanfigurer og naturligvis heller ikke det samme som de læsere, der alligevel læste ham med interesse. Måske fordi et af hans adelsmærker altid var at lade alle figurer argumentere så stærkt som muligt for deres synspunkt — uanset hvor langt fra forfatterens eget det lå. Derfor kan hans bøger bruges til lidt af hvert. Derfor har de inspireret så mange.

I sit allersidste værk, ”Brødrene Karamazov”, gav han alt, hvad han havde i sig, og viste samtlige af sine seks ansigter.

Sønner er der fire af. De har tre forskellige mødre, men faderen er den samme. Endnu en farverig superskurk, som bliver myrdet, hvorefter opklaringen kan begynde om, hvilken søn der begik mordet. Ligesom ved Dostojevskijs egen fars død er der uklarheder om omstændighederne, men romanfiguren Fjodor Karamazov er ikke bare en skildring af ham. Som valget af fornavn antyder, havde forfatteren snarere sig selv som inspirationskilde.

Fortælleren forfiner i denne sidste roman alle sine fortællerstemmer til, hvad litterater kalder en polyfonisk, altså flerstemmig, roman.

Forbrydere er der nok af. Den gamle slyngel, der bliver myrdet. Slynglen, der myrder ham. Ham, der påtager sig skylden uden at have begået mordet. Og ham, der føler sig medskyldig, fordi vi mennesker i en dybere forstand alle er skyldige.

Som menneskekender trænger han dybt ned i svære temaer som spørgsmålet om, hvordan den menneskelige ondskab kan være så grænseløs, hvis der er en god Gud, som virker i verden.

Ikke mindst i de langstrakte dialoger mellem de to helbrødre, den intellektuelle humanist og ateist Ivan og den følelsesladede, troskyldige og troende Aljosja, er hele menneskesjælen på højkant i et eksistentielt hasardspil. Og det er ikke nødvendigvis troen, håbet og kærligheden, Dostojevskij lader få de bedste kort på hånden.

For eksempel husker de fleste læsere af romanen meget tydeligt Ivans stærke ugudelige fortælling om ”Storinkvisitoren”, som i 1500-tallets Spanien lader den tilbagevendte Kristus dræbe, fordi Jesu genkomst ikke er til kirkens fordel. Langt færre husker den opbyggelige kristne fortælling om munken Zozima, Aljosja fortæller, skønt det er den, Dostojevskij håber tager det sidste stik.

Da kritikere kaldte Dostojevskijs gudstro gammeldags og udannet, blev forfatteren rasende. I en af sine sidste optegnelser fra dødsåret 1881 slog han fast, at hele romanen var et modsvar til ”Storinkvisitoren”. Med sin sidste energi ville han forsvare troen på Gud, men for at gøre dette måtte han med mindst lige så stor energi tage modsynspunktet ind i sig. Den indstilling er en del af det stof, en stor forfatter er skabt af:

”Jeg er jo hverken en tåbe eller en fanatiker i min tro på Gud. Og så vil de belære mig og grine ad min tilbageståenhed. Deres tåbelige natur gør sig ingen forestilling om styrken i den gudsfornægtelse, jeg har gennemgået.”