Carsten Boe, født 1972, debuterede i 2008 med romanen Stillevejen, som var en følsom drengs beretning om at vokse op i en knuget og tavs familie. Ødegården er en anden slags fortælling, men hovedpersonen, som forbliver navnløs, kunne godt være denne usikre dreng som voksen. Romanen er fortalt i tredje person og består hovedsagelig af dialog og ganske korte beskrivelser. Heller ikke i Ødegården er sprog noget, man ødsler med. Romanens han og hun, et ægtepar, er taget på weekendophold i en svensk ødegård. Kontakten mellem dem udgøres af afbrudte kærtegn og korte hovedsætninger, der ikke på noget tidspunkt kommer ud af kontrol.
Der er ellers en del, de burde tale om, for eksempel deres vidt forskellige dagsordner: Hun vil have børn og har tvunget ham til en sædtest, han taler ikke om emnet, men kontrollerer hendes p-piller. Hun vil flytte i rækkehus og male alt hvidt. Nede i kælderen står en række hvide køkkenlåger, han har skudt sønder! Hun synes, jagt er lidt sexet, men er bange for dyr, både levende og døde. Han har fået lov til et års skrivefri, hvor han blandt andet har siddet her i ødegården, men er der sket noget? Ikke nok, synes hun, og nu er der så også kommet et godt tilbud fra hendes far skal han ikke tage imod det, underforstået normalisere sig?
Det siger sig selv, at det med, at weekenden også skulle indfri nogle erotiske forventninger, ikke falder så let. Han gør sine forsøg, men det bider ikke på hende, som bestemt ikke er ødegårdstypen: Hun kommer en pastil i munden og ser mod døren til verandaen. Han vender sig mod hende. Jeg har lyst til at kysse dig, siger han. Hun rækker ham æsken med pastiller. Vil du have en? siger hun. Ellers tak, siger han.
Ærlig talt virker hun som noget af en forkælet mokke. Men her er det, man skal lægge mærke til, hvem der bærer blikket. Det gør han, ligesom det er hans indre syn, vi indimellem får del i: Han kan se, hun tænker på noget. Den ekstra omhyggelighed med at skære i maden, det tøvende blik, beslutningen om hvad der skal smages på, måden gaflen ikke vil ind i munden på. Han, derimod, bliver aldrig set og fortolket udefra.
Carsten Boe lader stemningen med subtil uhygge. Er de nu rigtigt alene, der i ødemarken? Alligevel kommer romanen aldrig til at fungere. Man læser gerne mellem linjerne, som romanen lægger op til, men der står for lidt og det, der står, er enten for entydigt eller for diffust. Vi ender med status quo og fornemmelsen af, at vi har med et ægteskab at gøre, som kun kan gå én vej, men at det godt kan tage et par ødegårdsture mere, før de kommer frem til det. Og vi ved godt, hvem vi skal have sympati for.