150-året for nederlaget ved Dybbøl har kastet flere gode bøger af sig. En af dem er Rasmus Glenthøjs. Den må blive en nyklassiker i den seriøse historiske litteratur om 1864. Den rummer vigtige elementer til en nytolkning af det danske monarkis tab af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Glenthøj kaster både et længere og bredere perspektiv på tabet end vanligt. Han tager udgangspunkt i, at antallet af stater i århundreder blev reduceret i Europa. De store slugte de små. Efter tabet af Norge i 1814 var der ifølge Glenthøj en undergangsangst i Danmark. Det er noget, vi har været tilbøjelige til at glemme, fordi det lykkedes med det yderste af neglene at få lille Danmark til at overleve. Godt at få angsten fremhævet.
Samtidig kæmpede fra 1789 til 1918 to principper for statsdannelser i Europa. Det ene var det konservative princip om, at stater byggede på fyrsters arvekrav og rettigheder. Det andet var det moderne princip om folkesuverænitet, som blev hyldet af liberale og radikale. En stat måtte ifølge dem bygge på et folk med en fælles identitet.
Overlevelse forudsatte dog en vis størrelse på folket. Folkegrupper med et kulturelt og sprogligt fællesskab søgte sammen. Derfor udvikledes pangermanisme, pan-slavisme, samling af Italien og i Norden skandinavismen. Glenthøj tager skandinavismen mere alvorligt end de fleste danske historikere og peger på, at den betød meget for de liberale i Danmark. Med D.G. Monrad i spidsen bevægede de sig i desperation faktisk ud i højforræderi for at få det svenske kongehus til også at blive det danske kongehus.
Glenthøj mener også, at det var tættere på svensk-norsk militær hjælp til Danmark end sædvanligt antaget i litteraturen om 1864. Den hidtidige opfattelse er, at den svenske regering den 8. september 1863 bremsede den svenske konges allianceplan så effektivt, at den danske regering burde have forstået, at man ville komme til at stå helt alene i en krig. Glenthøjs opfattelse er derimod, at der endnu var en levende alliance mellem Danmark og Sverige-Norge, da Novemberforfatningen, der udløste krigen, blev vedtaget. Den danske regerings politik var med andre ord for så vidt langt mere realistisk end sædvanligt antaget. Mener Glenthøj. Men det vil nok fortsat kunne diskuteres mellem historikere.
LÆS OGSÅ: Det er Vestens skyld det hele
Glenthøjs tolkning af den danske regerings og frem for alt den danske konseilspræsident C.C. Halls politik gør den dog overordnet set meget forståelig. At fremprovokere en krig var en overordentligt presset regerings desperate forsøg på at skære den gordiske knude om Slesvigs tilhørsforhold over. Truet på sin overlevelse af en voksende stortysk nationalisme kastede den danske stat sig ud i en krig uden illusioner om at vinde den. Men Hall håbede, at krigen kunne fremkalde en ny forhandlingsmulighed, hvor de europæiske stormagter ville støtte Danmark.
Problemet med at forstå Hall har altid været, at han ikke efterlod sig dokumentation om sine motiver og mål. Men det eneste, der giver mening, er, at han må have håbet, at hvis Jylland måske blev besat, kunne der opstå en mulighed for enten en løsning til fordel for et Danmark til Ejderen eller mere sandsynligt: for en deling af Slesvig. Den sidste løsning var hverken kongen eller den københavnske opinion parat til før krigen. Men formodningen i det desperate spil må have været, at det kunne ændre sig, når først nederlaget truede. Og Hall var uden tvivl parat til forhandlinger i en sådan situation. Meget tyder også på, at han og andre nationalliberale var parate til en deling af Slesvig. Det har man tidligere overset.
Det gik så bare galt, fordi kong Frederik VII døde og blev erstattet af Christian IX, der hårdnakket og urealistisk kæmpede for at beholde hele sit rige intakt. Så hårdt, at han også skilte sig af med Hall. I stedet indsatte han den uligevægtige D.G. Monrad, hvis dømmekraft i 1864 ofte havde mindst lige så store mangler som kongens.
Glenthøj gør den danske politik forståelig. Men han skal ikke have utak for, at han også slutter sig til den lange tradition for at fælde bagklog dom over den danske politik. Han kritiserer tre forhold: at man ikke havde forberedt sig godt nok militært, at man aldrig skulle have sprængt den fredskonference i London, som i 1864 blev holdt efter nederlaget ved Dybbøl, og at det var en fatal fejl at give Monrad magt.
Listen over danske fejl kunne vel godt gøres længere. Det er for adskillige andre historikere også svært at tilgive, at den danske regering ikke tog imod britiske forsøg på at få fredsforhandlinger allerede inden nederlaget ved Dybbøl. Kontrafaktisk er det svært at forestille sig, at Hall ikke ville have strakt sig længere for at få en fredelig løsning, hvis han endnu havde været konseilspræsident. Og Hall havde en bredere politisk ryg end Monrad, fordi Monrad aldrig formåede at skabe stor tillid blandt andre politikere.
LÆS OGSÅ: Hvordan Frede fik kureret sin klovnofobi
Glenthøj når ikke så dybt i sin analyse af 1864, at han peger på, at grundfejlen var det fremherskende beslutningssystem, det konstitutionelle monarki. Han kalder konseilspræsidenten for regeringschef. Det samme gør den tidligere rigsarkivar Johan Peter Noack i en anden god ny bog om tabet af hertugdømmerne med titlen Da Danmark blev Danmark. Men det er jo ikke rigtigt.
Regeringschefen var kongen. Det egentlige problem i det danske beslutningssystem såvel som det svensk-norske var, at mere eller navnlig mindre duelige konger skulle lede den udøvende magt. Ofte i strid med deres egne ministre om den politiske kurs. Striden stod dybest set i sammenhæng med kampen mellem konservativ enevælde og en konstitutionel udvikling baseret på en folkerepræsentation. Denne indbyggede svaghed i det statslige beslutningssystem gav tvivl om, hvem der tegnede regeringen. Og striden førte i de skandinaviske stater til en slingrende og usikker kurs. Krigen i 1864 forløb jo ikke efter den kurs, som Hall havde lagt, fordi Christian IX ville det anderledes.
Noget af det mindre klædelige ved Glenthøjs bog og i øvrigt også Noacks bog er, at man for at sætte sine egne tolkninger i positivt relief tager en stråmand i brug. Stråmanden er en karikatur af den hidtidige tolkning af 1864. Ifølge Glenthøj har det været den fremherskende tolkning af 1864, at nederlaget skyldtes en dansk nationalliberal selvovervurdering.
Forblændet af overmod, nationalromantik og den sejr, som mange danskere troede, man havde vundet i Treårskrigen, satte de deres lid til det mytiske forsvarsværk Dannevirke og den tapre landsoldat, skriver Glenthøj. Nogle nutidige historikere er vel parat til at se det som en rimelig beskrivelse af dele af den københavnske opinion. Men hverken Glenthøj eller Noack kan nævne historikere, som abonnerer på karikaturen som dækkende for de ledende nationalliberale. Denne markedsprægede gimmick burde begge have holdt sig for gode til.
Og så lige dette: Et par steder skriver Glenthøj, at det danske monarki omfattede 40 procent tysktalende. Det harmonerer ikke med, at han andre steder viser, at hertugdømmerne ikke kun rummede tysktalende. Der blev talt sønderjysk, blandingssprog af sønderjysk og tysk, frisisk, plattysk og højtysk, hvilket kun understreger, hvor komplicerede forholdene var.
Disse kritiske bemærkninger må ikke overskygge, at Glenthøjs bog er en imponerende kraftpræstation. Det er en meget informationstæt bog. Den giver et meget stort overblik over hele 1800-tallets historie. Det er tilmed en smuk udgivelse forsynet med fine illustrationer. Det er et fremragende bidrag til vor forståelse af 1864.