Hvis man for en kort stund må invitere begrebet forbryderromantik ind i det gode selskab, så er det faktisk dette ord, der bedst og på den mest overrumplende måde dækker den norske forfatter Tore Renbergs nye roman Vi ses i morgen. Afstanden mellem kærtegnet og knytnæven, kysset og pumpgunen er lille som en dårlig samvittighed. Og man indtager det alt sammen, sort som hvidt, i store, glubske mundfulde. Det er helt flovt at indrømme det.
For her er i sandhed alt det, vi tager afstand fra: overlagt mord, udnyttelse af en mindreårig, forsikringssvindel, destruktion, svigt, rå vold, katte, der bliver spiddet på et søm til væggen, en mor, der drikker hjernen ud, og en spillegal far, der svigter sine børn og gældsætter hus og hjem. Men midt i det hele er der altså også en smerte, en charme og en kærlighed så fin og mild som det skøreste forår.
LÆS OGSÅ: Han er meget mere end Vorherres chefkok
Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at koble to så modsatrettede universer? Svaret er Tore Renberg. Svaret er en forfatter med et sprogligt overskud, en menneskelig farverigdom, en livgivende sans for fart og tempo og en helt uhæmmet hengivelse til de personer, der beskrives.
Romanen er bygget op over bare fire dage. Kapitlerne fortælles på skift af hovedpersonerne, et par håndfulde tidselgemytter, der dybere og dybere tornes ind i hinanden, ofte så handlingen skubbes tidsmæssigt frem og tilbage og spejles fra forskudte vinkler.
Hvis det lyder indviklet, er det det ikke. Man surfer ubegribeligt let og ubesværet fra den ene situation til den anden. Ikke mindst fordi sprogtonen er så unik og fræk, med slangord i de mest overraskende kombinationer. Godt oversat af Sara Koch.
Vi møder den kristne, 16-årige Sandra, der er dybt forelsket i børnehjemsdrengen og morderen Daniel William og hurtigere, end stjernerne kan blinke, giver sig hen på skovbunden, selvom mor, korset om halsen og al sund fornuft råber nej.
Vi møder den fraskilte Pål, der spiller hasard hele natten og i sin nød søger økonomisk udvej hos den berygtede Hillevågbande. Derudover den fede Jan Inge, en slags mafioso i kørestol, med et hjerte af stål og guld, koreaneren Tong, som om få skæbnesvangre dage slipper ud af fængslet, Rudi med ADHD i femte potens, og den vindskæve, snart 40-årige Cecilie, Jan Inges lillesøster, der som barn blev lånt ud til broderens venner. Også til Rudi.Åh, det er så forfærdeligt alt sammen, hvis det ikke var, fordi Rudi elskede Cecilie ud over enhver forstand, sin påskegule lykke med de forblæste læber både dag og nat i 27 år.
Og mens uret tikker, dagene ristes over en sagte ild, og personerne på den ene led går i langsom opløsning, er der denne besynderlige stråle af sol fra den stik modsatte retning, en livsvilje, en hengivelse, en moral i umoralen, en forbryderisk romantik, måske endda en slags happy ending, selvfølgelig af den mest bizarre slags.
Behøver jeg at sige mere? Det er en pragtfuld bog.