Mit ærinde med denne bog var ikke at skrive om plejehjem som sådan. Jeg ville ud fra egne oplevelser fortælle om en gammel mand, der lever på en offentlig institution. Bogen handler om de ældre og deres livshistorier, de har med sig derind.
Jeg ville sætte mig ind i, hvordan det er at miste sin suverænitet, man altid har haft. Pludselig kan man ikke længere gå hjem og lukke sin dør. Det tab aldrig at skulle hjem igen er en anden og helt ny eksistentiel situation. Mange kender nok fornemmelsen af at gå ind på et plejehjem med et gys og gå derfra igen med lettelse. Jeg tvang mig til at blive derinde sammen med den ældre person og oplevede i første omgang et eksistentielt drama, som rammer de mennesker, der kommer på plejehjem i en sen alder og uden en fremtid.
Det er en skildring af en ældre, en delvis reduceret hovedperson med begyndende demens, som har svært ved at gøre sig forståelig og derved bliver mere isoleret, aggressiv og deprimeret. Jeg ønskede ikke at give et gråt og trist billede af et plejehjem, som man kan opleve som besøgende. Jeg ville fortælle om et menneske, der i andres øjne sidder dér som en skygge af sig selv, men som jo alligevel bærer hele sin livshistorie med sig i sin krop og sit indre.
Min karakter er meget imod at komme på plejehjem. Han har altid været meget selvstændig, og hvad gør man så? Der er en kløft mellem nødvendigheden og den ældre persons følelse af overgreb. Og der er en konflikt i de pårørende og en stor skyldfølelse.