De blev forelsket i et Danmark, der ikke længere findes

Hvad tænker dansksindede, tyske statsborgere i Sydslesvig om sig selv og Danmark? Forfatteren Egon Clausen kommer med svar i sin nye bog, I grænselandet

Prins Joachim, kulturminister Per Stig Møller og Flensborgs borgmester, Simon Faber, var alle på plads, da den historiske Istedløve lørdag vendte hjem til Flensborg efter hele 147 år i ufrivilligt eksil. Selv om løven er blevet pænt restaureret af Nationalmuseet før afleveringen, så plejer genopsætning af gamle skulpturer ikke at tiltrække sig helt samme opmærksomhed. Men Istedløven er fortsat et meget vigtigt symbol i grænselandet og dens hjemkomst har været ventet med længsel af mange. - Istedløven et symbol på, at det dansk-tyske venskab ikke længere kan rokkes af fortidens begivenheder. Vi skal ikke fortrænge, at fortiden bar på disse stridigheder, og løvens historie hjælper os til at huske dem, siger kulturminister Per Stig Møller (K) i en kommentar. - Vi skal drage den nødvendige lære deraf og bruge løven som en gensidig forsikring om venskabelig sameksistens mellem danskere og tyskere. Istedløven er lavet af billedhuggeren H.V. Bissen og opstillet i 1862 i Flensborg som minde om de mange ofre i slaget ved Isted i Sydslesvig i 1850. Da Danmark tabte den sønderjyske landsdel i 1864, blev løven ført til Berlin og opstillet ved en officersskole. Siden kom den til København og har stået ved Tøjhusmuseet ved havnen i mange årtier. (Foto: Povl Klavsen/Scanpix 2011)
Prins Joachim, kulturminister Per Stig Møller og Flensborgs borgmester, Simon Faber, var alle på plads, da den historiske Istedløve lørdag vendte hjem til Flensborg efter hele 147 år i ufrivilligt eksil. Selv om løven er blevet pænt restaureret af Nationalmuseet før afleveringen, så plejer genopsætning af gamle skulpturer ikke at tiltrække sig helt samme opmærksomhed. Men Istedløven er fortsat et meget vigtigt symbol i grænselandet og dens hjemkomst har været ventet med længsel af mange. - Istedløven et symbol på, at det dansk-tyske venskab ikke længere kan rokkes af fortidens begivenheder. Vi skal ikke fortrænge, at fortiden bar på disse stridigheder, og løvens historie hjælper os til at huske dem, siger kulturminister Per Stig Møller (K) i en kommentar. - Vi skal drage den nødvendige lære deraf og bruge løven som en gensidig forsikring om venskabelig sameksistens mellem danskere og tyskere. Istedløven er lavet af billedhuggeren H.V. Bissen og opstillet i 1862 i Flensborg som minde om de mange ofre i slaget ved Isted i Sydslesvig i 1850. Da Danmark tabte den sønderjyske landsdel i 1864, blev løven ført til Berlin og opstillet ved en officersskole. Siden kom den til København og har stået ved Tøjhusmuseet ved havnen i mange årtier. (Foto: Povl Klavsen/Scanpix 2011). Foto: .

Først var de danske, så var de tyske, og så blev de danske igen. Sådan var det for befolkningen i den nordlige del af Slesvig, der ved Genforeningen i 1920 kom hjem til Danmark efter at have været en del af Tyskland siden Danmarks nederlag ved Dybbøl i 1864.

Men der var også dem, der var danske i sindet, men forblev tyske.

Henrik Pontoppidan skrev i et digt i 1920: En røvet datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage, og skal man blive i det billedsprog, har der været to døtre. Den ene kom hjem, og den anden gjorde ikke, siger forfatteren Egon Clausen.

Han satte sig for at besøge den tilbageblevne datter og hendes efterkommere, og det er der nu kommet bogen I grænselandet rejsebreve fra Sydslesvig (Tiderne Skifter) ud af.

LÆS OGSÅ: En totaliscenesættelse af forvandlingskuglen Asger Jorn

Når man er i min generation, hører det at kende til Sydslesvig med til at være dansker. I skal ikke blive glemt, sagde man dengang i 1920, men jeg synes, de er blevet lidt glemt og det har gjort mig nysgerrig på, hvordan det egentlig står til i dag i et område, hvor omkring 50.000 tyske statsborgere bekender sig til et dansk mindretal, siger Egon Clausen.

Og hvordan står det så til? Ja, for det første så mener forfatteren, at det danske mindretal i Sydslesvig ikke har sin identitet knyttet til 1864, men snarere til 1945. Før Anden Verdenskrig var der kun få tusinde medlemmer, men efter Hitler-Tysklands sammenbrud følte mange en voldsom afsky ved at være tysk, og de vendte sig derfor mod Danmark. Da det danske mindretal var på sit højeste, havde det omkring 100.000 medlemmer. Den dag i dag er der 47 danske skoler, to danske gymnasier og en dansk højskole i området. Og der er Sydslesvigsk Vælgerforening, der blev grundlagt som politisk parti umiddelbart efter Anden Verdenskrig.

Mange undrer sig over, at der bliver talt så meget tysk i det danske mindretal, som der gør. Men det er altså ikke så mærkeligt, for langt de fleste er efterkommere af tyskere, og tysk er de flestes modersmål, siger Egon Clausen.

Sproget er dog, ifølge forfatteren, ikke årsagen til, at mange sydslesvigere i dag føler, at deres identitet som dansk mindretal er under forvandling.

Det handler snarere om, at de historier om Danmark, der er blevet fortalt, har mistet deres magi. De blev forelsket i et Danmark, der ikke længere findes ret mange steder nord for grænsen, siger han.

I bogen bliver det blandt andet udtrykt af Katrine Hoop, der er tidligere leder af Aktivitetshuset i Flensborg, et sted, der præsenterer dansk kunst og kultur i grænselandet. Hun siger:

Danmark i dag ligner ikke det Danmark, jeg lærte at kende i 1970erne, som var mindretallets blomstringstid. Det var dengang, dansk kultur var progressiv og derfor langt mere interessant end tysk. Det var børne-tv med Jørgen Clevin og Poul Kjøller, Christiania og hippietøj, der var Danmark for mig. For mine forældre var det høj-skolen, så jeg er vokset op med en total glæde ved dansk kultur. I dag får jeg et kulturchok, når jeg kommer til Danmark, for landet er ikke blot gået i stå, det er på mange måder gået baglæns og samtidig kommer der mange positive ting fra Tyskland.

Katrine Hoop ser gerne, ligesom flere andre, Egon Clausen har talt med under sine ture i Sydslesvig, at grænselandet skal lade sig inspirere af tiden før 1864, hvor det nationale ikke spillede nogen større rolle, og man kunne føle sig hjemme i såvel tysk som dansk kultur. Målet må være hverken at være tyskere eller danskere, men slesvigere, mener de. Men erkender, at de lige nu på mange måder mangler mål og retning med deres danske mindretalsidentitet.

Den danske stat betaler hvert år omkring en halv milliard kroner i støtte til de danske skoler, biblioteker, kirker, kultur og andet syd for grænsen, og de penge er givet godt ud, mener Egon Clausen.

Danmark får mange studerende og ansatte fra Sydslesvig. Det er flittige og dannede mennesker, der har adgang til to kulturer og flere sprog, han.

Forfatteren har desuden bidt mærke i, at de, der bekender sig til det danske mindretal i Slesvig, oftest er jævne mennesker uden lange uddannelser, og hvis dansksindethed ikke giver sig udtryk i teoretiske forklaringer, men i et helt almindeligt hverdagsliv.