Her er der næring til hjerte og hjerne

En mere inspirerende bog end Da jeg var barn, læste jeg bøger kommer ikke lige med det første. Her forbinder den kristne amerikanske forfatter Marilynne Robinson lavmælt forkyndelse med kras kulturkritik

Paris october 29. File photo: american author Marilynne Robinson in Paris to promote her book.Photo by Ulf Andersen / Getty Images
Paris october 29. File photo: american author Marilynne Robinson in Paris to promote her book.Photo by Ulf Andersen / Getty Images Foto: Gyldendal.

På den skønlitterære front er Marilynne Robinson den største nulevende kristne forfatter i USA, og siden 2005, hvor hendes mesterværk Gilead udkom, har et voksende antal danske læsere stille og roligt fået øjnene op for hendes mange kvaliteter. I dag udkommer hendes nyeste essaysamling på dansk, og den bør blive anledning til, at endnu flere stifter bekendtskab med Robinsons univers.

Da jeg var barn, læste jeg bøger er mindre abstrakt og filosofisk end forgængeren Åndsfraværelse, der kom på dansk i 2012, og mere direkte forbundet med hendes i alt tre romaner Hus og hjem, Gilead og Hjemme, som den kan læses som en ledsager til. Både fagfilosofiske og skønlitterære læsere kan således hente næring i den nye essaysamling.

LÆS OGSÅ: En totaliscenesættelse af forvandlingskuglen Asger Jorn

At flere typer læsere kan føle sig hjemme hos Robinson, skyldes, at hun som ganske få andre nulevende forfattere skræver over verdener, som vi i intellektuel ugidelighed ofte opfatter som adskilte. Robinson er både en skarp videnskabsteoretiker med et knaldhårdt blik for logiske fejlslutninger, og en varmhjertet digter, der kan grunde over et poetisk billede i årevis, før den helt rette navngivning af et følelsesmæssigt fænomen falder på plads og finder vej til hendes skønlitteratur. Hun ser ingen modsætning mellem tro og videnskab og vender sig imod opfattelsen af, at videnskabsmanden står på et højere, oplyst stade end den troende. For Robinson styrkes troen blot af at læse om videnskabelige landvindinger. Som hun skriver i essayet Den frie tanke fra den nye bog: Vi lever i en tid hvor mange religiøse mennesker føler sig voldsomt truet af videnskaben. Åh, I lidet troende. Lad dem abonnere på Scientific American et år, og sig mig så om deres fornemmelse af Guds storhed ikke er blevet stærkt udvidet af det de har lært.Robinson er også inderligt kritisk over for den udbredte opfattelse, at indbyggere i storbyer er klogere og hurtigere end folk på landet, der angiveligt er dumme og langsomme i sammenligning med de progressive miljøer på USAs østkyst. Selv bor hun i Iowa City midt i USA og lader sine romaner foregå i småbymiljøer. Hun påpeger i sin nye bog, at den midtvestlige befolkning er langt mere veluddannet og arbejdsom end normalt antaget, og at den lever i tråd med klassiske vestlige værdier, blandt andet fordi en unik kombination af amerikansk individualisme og massive offentlige investeringer op gennem det 20. århundrede i infrastruktur og eliteuniversiteter har højnet både leve- og intellektuel standard betragteligt.

En tredje modsætning, som Robinson vender sig imod, er, at det demokratiske parti i USA og medlemmer af den kreative klasse er gudløse.

Jo, måske nok lidt i dag, men den progressive politiske tradition i amerikansk historie fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem, der blandt andet sikrede en lang række sociale forbedringer og ligestilling for kvinder og etniske minoriteter, var stærkt påvirket af kristendommens tankesæt.

At hævde andet, for eksempel, at det kun er republikanere i dagens USA, der står i en kristen tradition, er tanketom historieløshed og forvanskning af den indflydelse, Bibelen har haft på amerikansk historie på begge sider af det politiske spektrum, mener Robinson.

Hun understreger, at til trods for den megen tale om USA som et multireligiøst land, er den massive majoritet i landet kristen.

Hun drister sig også til at mene, modsat den udbredte opfattelse af USA som et land på vej mod afgrunden, at landet i det store og hele er en succes, som hun skriver i essayet Fantasi og fællesskab. Men hun siger i samme anledning, at den aktuelle politiske udvikling også rummer potentielle farer for landet, eftersom opsplitning, dømmesyge og mistro mod anderledestænkende er i fremmarch og udgør en trussel mod det historiske civilsamfundsmæssige fælleskab, der har tjent USA og dets indbyggere så glimrende:

Faktisk har vi i Amerika klaret os temmelig godt. Efter menneskets standard, som det skal indrømmes er beskeden. At vi har klaret os relativt godt, vil jeg påstå skyldes at vi har mange overlappende fællesskaber, og at de fleste af os identificerer os med flere af dem. Jeg identificerer mig selv med min menighed, med min trosretning, med kristendommen, med de skikke og institutioner der giver udtryk for menneskets evne til ærbødighed, og giver indenfor hver af disse grupper eller fænomener plads til uro. Da vi er menneskelige væsener, er det naturligt at forvente uro. Hvis uroen har som resultat at jeg eller nogen anden bliver drevet tilbage til en snævrere definition af fællesskab, så går den dæmpende virkning af en bredere definition tabt. Og det er ødelæggende for ethvert fællesskab.

Et sidste punkt, hvorpå hun forener tilsyneladende modsætninger, angår læserskaren. Robinson har dedikerede læsere i både verdslige kulturhøjborge som The New York Times og The New Yorker, hvor hendes bøger kommer henholdsvis på bestsellerlisterne og hyldes af en af de skarpeste nulevende, ateistiske kritikere, James Wood og lige så hengivne læsere i kirkelige kredse, der sætter pris på og kan spotte hendes enorme belæsthed i og henvisninger til oldtidens og den bibelske litteratur, og som anerkender hendes uortodokse læsninger af eksempelvis Det Gamle Testamente, som hun anser for langt mere næstekærligt og på velgørenhedens side, end det normalt opfattes som, og af reformatoren Calvin, hendes åndelige forbillede, som hun betragter som en stor og misforstået kristen humanist.

Alt dette og meget, meget mere kan man læse om i Da jeg var barn, læste jeg bøger, der rummer dybder og indsigter nok til hele bogsæsonen og mere til. Det er i udpræget grad en bog, man læser i og vender tilbage til og lærer mere af ved genlæsninger. Også deri ligner den Robinsons skønlitterære forfatterskab.

Bogen består af 10 essays i grundig og lydhør oversættelse ved Jakob Levinsen, tidligere litteraturredaktør på Jyllands-Posten, der i øvrigt efter endt oversættelse af bogen udtalte, at det gælder om at være stærk i sin vantro under læsningen af Robinson. Jo, hun har evnen til at fascinere og overbevise også anderledestænkende.

Om forholdet til forfattergerningen skriver hun, at det var hendes bror, der fik hende til at blive forfatter, dybest set som en fornuftig måde at anvende den ensomhed på, som hun sætter så højt. Stik imod tidens larm og mange valgmuligheder understreger Robinson, at det er godt for et barn at være alene og lære at værdsætte stilheden og udholde sit eget selskab. Som barn læste hun stakkevis af bøger af alle mulige slags og nævner, at den tidlige læsning af Cicero har betydet langt mere for hendes egen stil end hendes senere læsning af Hemingway, som mange ellers mener må have været et stilistisk forbillede for hende. Og at læsning skulle være asocialt, modsætter Robinson sig naturligvis også: Bortset fra alt andet er skønlitteratur efter min mening en øvelse i vor mulighed for imaginær kærlighed, eller sympati, eller indlevelse.

Det rationelle og nytte-orienterede, økonomiske menneskesyn vender hun sig også imod, ja overalt gør hun ophævelser over tendenser til at gøre menneskelivet mere indskrænket og reduceret end det er tænkt fra dets skabers side, og man vil utvivlsomt finde inspirerende sammenhænge mellem den aktuelle kapitalismekritik i USA, der foreløbig er kulimineret med en fuldkommen overraskende førsteplads på bestsellerlisterne til et 700 siders fransk kapitalismekritisk værk af økonomen Thomas Piketty med titlen Capital in the Twenty-First Century og Robinsons kulturkritik.

Den finder man blandt andet i essayet Menneskets ånd og det gode samfund, en titel, der omkranser store dele af Robinsons både skøn- og faglitterære forfatterskab. Hun er intenst interesseret i den menneskelige eksistens, som man ved fra læsning af hendes romaner, og lige så intenst optaget af, hvordan vi lever bedst sammen.

En mere inspirerende, krævende og givende bog end Da jeg var barn, læste jeg bøger kommer ikke lige med det første, og det er næppe for meget sagt, at den nok som mesterværket Gilead skal holde vor tid ud.

Det vil den ydmyge Robinson sikkert selv benægte. Men den historiebevidste del af hendes rige indre vil finde det helt naturligt, for vi står på skuldrene af vore forfædre og har pligt til at give det mest værdifulde videre til vore børn.