Afvandringen fra landbruget i Danmark er efterhånden så gennemført, at en livsform er forsvundet. Kun tre procent er beskæftiget i det erhverv, der for få generationer siden var altdominerende.
Forfatteren Jens Smærup Sørensen, årgang 1946, er selv vokset op på en gård i en del af Himmerland, hvor de gamle livsformer stadig i stor udstrækning var intakte helt op i hans tid. Men han har også set dem forsvinde komplet.
I flere af sine romaner har han behandlet dette sælsomme fænomen, når en verden synker som Atlantis, ikke mindst i bestselleren Mærkedage fra 2007. For tiden fører han en debat om emnet i Dansk Kirketidende, og hans modpart lader det ligge i luften, at Smærup nok er en smule nostalgisk og bør kunne tage afsked med en livsverden, som er fortid. Og som også bød på en del elendighed.
Vi besøger Jens Smærup Sørensen i hans hjem i Nykøbing Mors, hvor han bor med en enestående udsigt hen over Limfjorden til Glyngøre. Og vi kan passende spørge ham selv, om han er nostalgiker?
Både og. Det betyder noget for mig, at jeg de første 10-15 år af mit liv oplevede en tid, som egentlig var forsvundet mange steder allerede. Det var den rigtig gamle verden. Mit hjem lå ude ved fjorden, ikke på alfarvej, men for enden af en vej. Mange ting var, som de havde været de seneste 80 år, ja, livssynet havde vel rødder endnu længere tilbage. Foruden køer, grise og heste var der såmænd også både får, ænder og høns.
Men som stor dreng oplevede Smærup Sørensen bladet vende.
Da maskinerne holdt deres indtog, var jeg vidne til, hvordan folkene begyndte at rejse. Først pigerne, og her betød den elektriske vaskemaskine faktisk meget. De rejste hellere end gerne. Jeg tror, de som de første havde færten af, hvad vej det gik. Karlene blev lidt længere, indtil traktoren blev almindeligt udbredt.
LÆS OGSÅ: Stadig flere landmænd dropper økologien
Da jeg var lille, havde vi 10 voksne heste. Kun tre-fire år efter havde vi bare en, som vi beholdt af sentimentale grunde. De sidste år, jeg boede hjemme, var alt altså forandret. Så ja, på den måde er jeg nostalgisk. Mine barndomsminder er meget idylliske.
Men Smærup Sørensen vil samtidig svare nej til spørgsmålet. Også han blev ramt af udlængsel.
Allerede i 15-års-alderen fik jeg driften efter at komme væk. Jeg kunne ikke se nogen fremtid for mig i landbruget, og det kunne min far heller ikke. På små fem år forsvandt det ubekymrede og det selvfølgelige, og det blev vanskeligt at se, hvordan fremtiden for landbruget skulle forme sig. Jeg lagde bevidst den gamle verden bag mig og gjorde, hvad jeg kunne, for at blive en del af den moderne. Og eftersom der faktisk gik mange år, før jeg begyndte at tænke over, hvad der var hændt, kan jeg også sige nej til, om jeg bærer på en nostalgi.
Jeg kan nok svare både ja og nej til spørgsmålet. Min barndom er sandelig værd at mindes, men den er overlejret af en viden om, at dette er forsvundet. Det giver ingen mening at længes, for den verden kommer aldrig igen.
Arbejdspladserne i landbruget er borte for altid, og i de mindre byer er Brugsen, postkontoret og skolen forsvundet. Men der finder nu også en flugt sted fra de små samfund, som ikke handler om manglen på arbejdspladser.
Der er pludselig sket et skred i sindet på mange, så de ikke længere ser Danmark som en art udbredt have, hvor man kan slå sig ned hvor som helst, men som en uhyggelig ørken med kun de største byer som oaser, dragende ved deres store befolkning.
Symbolsk nok er der nu egne, hvor læger ikke vil overtage en praksis, selvom desperate kommuner vil overdrage den gratis til dem.
Ja. Det forekommer mig ikke forsvarligt, og jeg har svært ved at forstå det, men det er sådan. Yngre læger fra Københavns Universitet på turnusophold i 1970erne på Nykøbing Sygehus sagde ofte: Hold da op, hvor er her smukt. Tænk, om man engang kunne få praksis heroppe. Og mange fik det.
I dag er der på gymnasiet herinde i Nykøbing en del lektorer, der pendler hele vejen fra Aarhus. To timer hver vej. Tænk al den tid og alle de penge, de ville spare, hvis de slog sig ned her. Der er naturligvis problemet med ægtefællens arbejde, men det er langtfra altid årsagen. De er bundet til den store by på en helt anden måde end tidligere.
Jens Smærup Sørensen selv og hans kone, som endda er fra København, kan godt bo på Mors.
Livet kan leves udmærket her. Vi har naturen og den dejlige ro og fred. Men jeg kan også godt sætte mig ind i det mere rastløse. Engang har vi alle været nomader. Det at blive fastboende har krævet en disciplinering og en overvindelse af noget i en selv. Mestrede man det, udløste det til gengæld indlysende fordele. Det gjaldt, fra dengang agerbruget begyndte for 6000 år siden og op til min far.
Min barndoms bønder kunne imidlertid sagtens have lyst til at komme omkring. Man kunne for eksempel tage på marked. Min bedstefar tog af sted en gang om ugen, for han havde behov for at se andre mennesker. Nogle bønder tog ind til barberen i Sebbersund et par gange om ugen. Det tog en hel formiddag, for de sad i salonen og snakkede, mens de ventede. Men der var tidligere det grundlæggende stabile og stedfaste blandt landmænd, at det hele i grunden gik ud på overdragelse. Det svævede som meningen med alting. Overdragelse knyttede slægtens bånd, den var naboernes forventning og Guds forventning til landmanden. Det var en stor betryggelse.
Og en tragik, om overdragelse til en søn slog fejl?
Ja, så slog selve livet fejl. I dag ved landmænd ikke, hvem der engang skal overtage. De kan slet ikke se frem i tiden. Så meget uventet kan ske.
En landmand var selvstændig, ikke lønmodtager, og dermed fulgte en vis selvbevidsthed?
Ja, uden al brovten trivedes en stor selvbevidsthed. Den ytrede sig ikke meget eftertrykkeligt. Men ud gennem sidebenene kunne komme en lille foragt over for alle, der ikke ejede jord. Det var nu det eneste hæderlige, og alle andre kom lidt for let til det hele, mente man gerne. På meget gammeldags vis så man op til præsten og skolelæreren men alligevel. De ejede ikke jord.
Man hører jo ofte, hvordan livet ude på landet var præget af brutalitet, overvågning og smålig bagtalelse.
Landlivet har altid haft dårlig presse. Det er de fraflyttede, der har leveret dén fortælling, fordi de har tænkt: Godt, vi kom væk. Og selvom de så kom til at sidde i tredje baggård i byen, så skulle livet derude helst sværtes. Det er for længst blevet en kliche, så forfærdeligt, det skulle være på landet. Det var bestemt ikke tilfældet. I al fald ikke på min egn. Der herskede tværtimod en stor, elementær hjælpsomhed og medmenneskelighed. Man hjalp den syge nabo med jordene; var konen syg, hjalp man i huset. Og man talte ikke ondt om hinanden.
Engang i slutningen af 1960erne kørte min kone og jeg bort fra et besøg hos mine forældre, og hun sagde: Nu ved jeg, hvad der er specielt ved de to de taler ikke ondt om nogen. I København, hvor hun kom fra, var nedsættende snak helt almindelig. Det hænger sammen med den tæthed og afhængighed, der herskede. Overbærenhed var nødvendig. Hver gør det på sin måde var en typisk bemærkning. Eller: Ja, han gør det jo på sin måde. Og når det gik højt med tilgivelsen: Vi er alle sammen mennesker. Der var selvfølgelig også en fastlåsthed i det samfund, som jeg ikke bemærkede, fordi den ikke spillede nogen rolle for en lille dreng. Siden så jeg den. Det var en vis hårdhed: Man skulle falde ind.
Tror du, det kan vende, det med angsten for bopæl i yderegnene?
Det tror jeg faktisk. Jeg forestiller mig ikke, at Morsø får 30.000 indbyggere igen. Men nok, at storbyhypnosen kan blive brudt. Selvfølgelig også, fordi der er så uendeligt meget at vinde uden for storbyen. Og så er Danmark jo sådan et lille land. Vi kommer hurtigt til København og Aalborg, hvis der er noget, vi vil. Jeg ved nok, at den slags oplysninger ikke kan overtale nogen, men jeg har en tro på, at det af sig selv vil gå op for folk. Man får naturens herligheder, og man får en hverdag, som er meget nem, især for børnefamilier, som i en mindre by kan gennemføre de daglige opgaver langt hurtigere.
Medierne er vel med til at holde liv i frygten eller foragten for bøhlandet?
Ja, de taler ikke uden foragt om ude i provinsen. Vi andre kan sætte os ud over det, men unge mennesker gør det vældigt stort indtryk på. Provinsen er ikke så anderledes. Det er en illusion, at der skulle være stor forskel på danskerne, om vi bor i hovedstad eller på landet. Den kreative klasses trendsættere siger gerne: Vi storbymennekser gør sådan og sådan, og det cirkuleres i medierne, der på den måde skaber kunstige kløfter. Der er i virkeligheden kun gradsforskelle på os. Landbokulturen er forsvundet, og det er købstadskulturen faktisk også. Vi orienterer os i dag alle efter en stor fælleskultur. Ude på landet er der lidt længere mellem husene, det er hele forskellen.
Jens Smærup Sørensen
Født den 30. maj 1946 i Staun ved Nibe.Han debuterede som forfatter med den litterære digtsamling Udvikling til fremtiden (1971) og blev samme år uddannet cand.phil. i dansk ved Aarhus Universitet. Medlem af Det Danske Akademi. Forfatterskabet spænder over romaner, noveller og skuespil, senest er udkommet romanen Hjertet slår og slår. Bestselleren Mærkedage udkom i 2007. Har modtaget en lang række litterære priser.