Præsten Dietrich Bonhoeffer blev hængt den 9. april 1945 for sit engagement i den tyske modstandskamp, og det er en historie, der er fortalt mange gange før. Bonhoeffer havde nemlig den frygtløse vilje til at risikere sig selv på et tidspunkt, hvor de færreste skulle have klinket noget.
Men Bonhoeffer var også en stor teolog. Hvor så megen anden teologi fra den epoke er falmet og stedt til hvile bag tidshorisonten, er Bonhoeffers status som teologisk klassiker indiskutabel. Aros har netop udgivet Fællesliv i ny oversættelse og med en fortrinlig efterskrift ved Peter Tudvad. Her erfarer man, at Bonhoeffer bl.a. blev inspireret til at skrive bogen under et studieophold i Rom, hvor det kølige tyske temperament og protestantiske gemyt mødte det katolske menighedsliv. Det forekom Bonhoeffer anderledes intenst og karakteropdragende end det menighedsliv, han kendte fra Berlin.
LÆS OGSÅ: I den bedste danske tradition for bibelfortælling
Siden opretter Bonhoeffer præsteseminariet i Finkenwalde, hvor han når til den slutning, at et kristeligt broderskab ikke er et ideal, men en guddommelig virkelighed. Derfor var det i præsteseminariet på en gang de teologiske kandidaters pligt og privilegium at deltage i fællesskabet med opladt sind og god vilje. Jo mere taknemmeligt vi dagligt tager imod det, der gives os, jo mere sikkert og harmonisk vil fællesskabet tiltage dag for dag og vokse efter Guds velbehag, skriver Bonhoeffer.
Men som luthersk teolog ved Bonhoeffer også, at hedenskabet ikke holder ferie. Det er altid i færd med at pible ind ad alle revner og sprækker, og derfor er Bonhoffer meget skeptisk for ikke at sige afvisende over for en tro, som man finder inde i sig selv: Hvad kærlighed er, kan kun Kristus med sit Ord fortælle mig. Efter Bonhoeffers opfattelse skal den kristne da ikke forholde sig til sig selv og sine egne fornemmelser og overvejelser, men til en sandhed uden for mennesket selv. Derfor understreger han bestandig betydningen af studer i den hellige skrift, for intet sted finder man menneskets sande væsen og situation så klart og bevægende aftegnet som i Bibelen.
En afgørende erfaring som Bonhoeffer bragte med sig fra Finkenwalde-tiden havde sjælesørgerisk karakter. Det handlede om at lytte til det andet menneske uden nogensinde at dømme, men i stedet overlade dette til Gud.
Bonhoeffer skriver drilsk derom: Blikket udvider sig, og han genkender til sin forbavselse for første gang hos sin broder rigdommen i Guds skabelses herlighed. Gud har ikke skabt den anden, som jeg ville havde skabt ham. Nej, tænk, hvis det var os, der skulle skabe mennesker i vort billede!
Fællesliv minder os om, hvorfor vi har to ører og en tunge. Vi skal lytte dobbelt så meget, som vi taler. Og bogen giver dermed inspiration til eftertanke, sådan som det uforanderligt gyldige altid gør det.