mit livs værk
Når man er i midten af 50erne, søger man ofte efter oplevelser og kultur, der viser os, at vi ikke har set det hele endnu. Nogle føler, de kender alt, og rejser derfor verden rundt for at finde ny mening, men mødet med det ukendte og øjenåbnende behøver ikke være længere væk end ét klik på internettet.
Hjemme i min kælder på dvd-afspilleren kan jeg få nye oplevelser og møde sider af verden, jeg aldrig har set før.
Det gjorde jeg for to år siden, da jeg på internetsiden amazon.com, som blandt andet sælger film, faldt over Jacques Tourneurs film Stars in My Crown. Jeg kendte godt instruktøren Tourneur fra skrækfilmene, men var ikke klar over, at han rummede en langt større historie og ofrede det store gennembrud for at skabe et mesterværk, næsten ingen mennesker har set.
Filmen ligner umiddelbart en klassisk western, og det var også det, jeg troede, jeg skulle se, da jeg satte filmen på afspilleren. På filmplakaten ser man en præst, der står i en saloon i en lille amerikansk by med to skarpladte pistoler, og så er der ellers lagt i kakkelovnen til rygende seksløbere og cowboys.
Men sådan bliver det bare ikke. Instruktøren insisterer på at fortælle noget helt andet end det, publikum forventer, og det viser, at i stedet for at blive vred på et værk, der bryder med genren, skal man læne sig tilbage og lade sig berige.
Historien udspiller sig i byen Walesburg lige efter Den Amerikanske Borgerkrig og viser i sekvenser almenmenneskelige temaer i mødet mellem fornuftens videnskab og troen i filmen repræsenteret af byens læge og præst. De to kæmper en dramatisk kamp og vinder skiftevis opgøret om sandheden.
På ét tidspunkt må præsten sande, at han ikke med troens styrke kan ændre på, at byens vandtilførsel er forurenet og dermed smitter indbyggerne, mens han på et andet tidspunkt redder en slave fra hængning.
Den forhenværende slave, der er en fri mand efter krigens afslutning, har sin egen jordlod, som han ikke vil sælge og derfor er han i livsfare. Men med en blanding af manipulation og overtalelse holder præsten en tale, hvor han spiller på indbyggernes personlige forhold til slaven, som de har kendt siden barnsben, og redder ham dermed fra døden. På den måde går videnskaben og religionen hånd i hånd og løser indbyggernes problemer.
Normalt i den moderne dramaturgi taler man om, at figurerne skal være tydelige. Men foruden den gode historie er Tourneur helt eminent til personinstruktion, fordi han lader skuespillerne tøve og først agere, når de er klar. På den måde fornemmer man, at karaktererne er rigtige mennesker, der ikke med sikkerhed ved, hvad de vil, og det er både en voldsom og vigtig sandhed.
Som menneske har jeg stor respekt for Tourneurs mod til at gå imod den kommercielle verden for at forfølge sin kunstneriske drøm. Selvom den slags film ikke var populære, og han mistede sin fremtid i branchen, brændte han så meget for sin idé, at han var ligeglad. Det mod savner jeg hos mange mennesker. Også hos mig selv.
Jeg har set filmen mange gange og har i dag Tourneur som en af mine store helte. Derfor har jeg også vist den for flere af mine venner. De fleste har haft en stor oplevelse, men der var dog én, der faldt i søvn; men det må man også godt, selv med de allerstørste værker.