Prøv avisen

Se Varanasi og dø

Pilgrimme bader i den hellige flod Ganges i den hellige by Varanasi (Benares), Uttar Pradesh, Nordindien, India, ghat, pilgrim, ritual, morgenstemning, Foto: Karsten Schnack/.

Camilla Stockmarr tager livtag med de store tros- og eksistensspørgsmål, men når ikke i bund

Hvad gør man, når man lider af uhelbredelig cancer og får at vide af lægerne, at man højst har tre måneder igen? Man er sammen med sin seksårige datter, sin familie og sine venner. Eller man tager til Varanasi i Indien for at dø eller blive helbredt ved et mirakel.

Det sidste gør den syge Phønix i Camilla Stockmarrs roman Den anden bred. Han tager af sted til den hellige by for at forberede sin egen begravelse dér, men også med at svagt håb om helbredelse. Selvom han er en lidet troende mand, tager han af sted. Og det selvom han også forgæves har prøvet forskellige alternative behandlinger hjemme.

Phønix tager til hinduernes hellige by Varanasi, hvor han først går rundt på må og få i den beskidte by, der er fuld af fattige folk. Ugerne går, og han dør ikke, sådan som lægerne har forudsagt. Til gengæld møder han en fader-figur i den mediterende Steven, og han får også kontakt til en hellig mand, der skal stå op i fire år. Standing baba, som han kaldes, får en afgørende betydning for hans udvikling, da baba en dag siger: Du er helbredt. Om han så også er det, eller det bare er en omgang humbug, er en del af romanens plot, som jeg ikke skal afsløre her.

LÆS OGSÅ:På sporet af originalen

Romanen handler netop om, hvad man kan og tør tro på. Phønixs forældre var søgende mennesker, og hans søster er kristen. Selv hører han til skeptikerne, som dog ikke er mere skeptiske, end at de vil give spiritualiteten og dermed sig selv en chance.

Phønix skriver om det hele i en slags fortælling tilegnet sin datter. Ikke sådan, at han taler til barnet, men som han ville tale til en voksen. Det giver romanen en vis intimitet og gør plads for en forsigtig sentimentalitet. Men det bliver ved den lette berøring. Som fortæller virker Phønix nemlig distanceret, og ind til nerverne, ind til troens og tvivlens dybeste kilder, ind til angstens dybeste afgrunde når man ikke.

Den dybe fortvivlelse, som må plage den døende, der er følelsesmæssigt forladt af sin kone og borte fra sin datter, bliver aldrig rigtig nærværende i romanen. Der er et misforhold mellem hans alvorlige situation og hans forholdsvis nøgterne stil.

Nogle væsentlige momenter i romanen, som eksempelvis hans forhold til sin afdøde far, som han længes efter, bliver også noget gådefulde. Måske skal man have læst Stockmarrs foregående roman, Udflytterne, som På den anden bred er en selvstændig fortsættelse af, for at få det fulde udbytte. Læst alene bliver På den anden bred lidt af en torso.

Kniber det med at få de menneskelig motiver udfoldet, har romanen til gengæld andre kvaliteter. Den giver et godt og uforglemmeligt billede af Varanasis fattigdom, tiggeriet og den vestlige turists usikkerhed.

Og så giver den et glimrende indtryk af byens religiøse festivaler. Man bliver vidne til groteske ligafbrændinger ved Ganges, og man kommer med på tehuse og på besøg i gyldne templer. Det hele emmer af spiritualitet og økonomisk spekulation. Det gad jeg også godt se, før jeg dør.

Andre læser lige nu