Moderne videokunst til St. Paul's Cathedral

For første gang får en engelsk domkirke videokunst på permanent basis

I amerikaneren Bill Violas videoinstallation "Martyrerne", som senere på måneden vil blive indviet i St. Paul's Cathedral i London, er henholdsvis en ung mand og en kvinde hængt op ved fødderne, mens vand plasker ned over dem.
I amerikaneren Bill Violas videoinstallation "Martyrerne", som senere på måneden vil blive indviet i St. Paul's Cathedral i London, er henholdsvis en ung mand og en kvinde hængt op ved fødderne, mens vand plasker ned over dem. Foto: Bill Viola/PR.

Martyrerne vil bevæge sig og forhåbentlig også bevæge beskuerne når St. Pauls Cathedral i London senere på måneden indvier et nyt kunstværk. Værket har titlen ”Martyrerne” og er skabt af den internationalt berømmede amerikanske kunstner Bill Viola, som er kendt for at arbejde med videoinstallationer.

Værket består af fire skærme. På to af videoerne er henholdsvis en mand og en kvinde hængt op ved fødderne, mens vand plasker ned over dem. På de to andre er det sand, der vælter ned over to personer, som kryber sammen under presset.

Videoerne vil stå i stærk kontrast til de klassiske, for ikke at sige ikoniske malerier og skulpturer, som præger St. Pauls Cathedral, som er den eneste af de britiske katedraler der ikke er hjemsted for en biskop. Men St. Pauls er også kendt for at invitere nutidige kunstnere indenfor.

Det er imidlertid første gang, St. Pauls eller for den sags skyld nogen britisk kirke får videokunst som en del af den permanente samling omend på lån fra museet Tate Modern, som ligger over for St. Pauls på den anden side af Themsen.

Værket ”Martyrerne” bliver igen suppleret med værket ”Mary” i 2015.

Selvom hjemmet bliver en anglikansk katedral, er værkerne ifølge Bill Viola skabt med det formål at tale til folk både på tværs af nationer og kristne trosretninger på et sted, der taler åndeligt til millioner af besøgende fra hele verden.

Den 63-årige kunstner fortæller selv om værkerne i en udtalelse:

”De to temaer i ”Martyrer” og ”Mary” symboliserer nogle af de mest dybtfølte mysterier i den menneskelige eksistens. Det ene handler om fødsel, og det andet om død; et med tryghed og skabelse, det andet med lidelse og opofrelse. Hvis jeg har haft held med dem, så vil de endelige værker på én gang være æstetiske objekter, som er moderne kunst, men også praktiske genstande, der handler om traditionel fordybelse og hengivenhed.”

I Danmark kan man opleve Bill Violas kunst på ARoS i Aarhus, hvor han er repræsenteret i den permanente udstilling.