Prøv avisen
Bog

Skribentens rus og de andres liv

Hans bøger er uomgængelige. Selvom de er dokumentaristiske, kan man ikke forestille sig at andre bare kunnet have skrevet dem, hvis ikke Peter Øvig Knudsen havde fandtes. Sådan skriver anmelder Nils Gunder Hansen. Her er Peter Øvig Knudsen fotograferet d. 1. maj i år. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

Peter Øvig Knudsen har skrevet en intens bog om de menneskelige reaktioner på hans dokumentariske bestsellere

Som bekendt fra både denne avis og alle andre medieplatforme afstår journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen fra at skrive en bog om Pusher Street på Christiania af hensyn til sin egen og ikke mindst sine børns sikkerhed. Dermed har han både antændt en ny debat om fristaden og samtidig gjort effektiv reklame for sin nye bog, ”Nakkeskuddet”, hvor han reflekterer sig igennem sin hidtidige journalistisk-dokumentariske produktion med særligt henblik på de voldsomme følelser og menneskelige konflikter. For man kan selvfølgelig, for nu at citere bagsideteksten, ikke ”genskabe den nyere danmarkshistories mest smertefulde dramaer” uden at støde sammen med ”rasende kilder, sårede familiemedlemmer” og risikere ”trusler, retssager og politianmeldelser”.

Man kan godt have det lidt ambivalent med Peter Øvig. På den ene side har han skrevet nogle af de væsentligste bøger på dansk om de væsentligste begivenheder i den nyere danmarkshistorie. Måske ville ingen andre end ham have kunnet komme ud i de kroge og hjørner og skrive så insisterende og så godt og med en sådan bredde og gennemslagskraft. På den anden side kan man føle, at det tit bliver for meget med Øvig, at for eksempel det aktuelle medie-setup er påfaldende smart og selvpromoverende. Men samtidig kaster det virkelig lys over en betændt og relativt fortiet problemstilling. Hvad skal man mene? Den aggression, han undrende kan møde fra nogle af sine kilder, har nok blandt andet sin rod i denne ambivalens.

Journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen var meget følsom, inderlig og selvoptaget som ung. Fra månedsbladet Press over Information til Weekendavisen var han ikke bange for at gå tæt på både sig selv og andre. Man hørte om hans kærlighedssorger og hæmorroider i lange føljetoner, hvor sønner jagtede deres fædre, og journalisten jagtede sin egen generation eller i hvert fald sine gamle klassekammerater fra folkeskolen.

Øvig slog også et sving over mod det finlitterære med forfatterportrætterne ”Børn skal ikke lege under fuldmånen”, hvor man især husker hans inderlige portræt af Villy Sørensen. Øvig ville så gerne omfavne den kloge filosof, og da Sørensen læste det i korrekturen, forbarmede han sig ved næste afsked med et smil og de uforglemmelige ord: ”Så skal vi vel til det”.

Den unge Øvig troede på, at man kom tæt på mennesker ved at kramme dem. Han troede også på, at sandheden om os mennesker gemmer sig for enden af en meget lang samtale, og dette terapeutiske evangelium nåede sin kulmination i Lars von Triers tv-eksperiment ”Marathon”, hvor Øvig tilbragte 24 timer for rullende kamera med sine ofre, der blandt andre talte Pia Kjærsgaard og Klaus Riskær. Det var dér, han sluttede af med at spørge folk, hvilket træ de ville være, hvis de nu altså var et træ. Dramatiske afsløringer blev det ikke til.

Det fremgår af den nye bog, at Øvig også under indflydelse af reality- og bekendelsesbølgen i medierne har opgivet troen på inderligheden, på at der skulle gemme sig et sandere og mere autentisk menneske inde bag den sociale facade. Det gør der ikke. Vi mennesker er pænt kedelige. Det kan kun forelskelse og idoldyrkelse skjule i kortere eller længere perioder.

At Peter Øvig skiftede spor som skribent og kastede sig over det store historiske stof, har været hans redning. Han har tugtet sin egen selvoptagethed, vendt vrangen ud på inderligheden og søgt mod dokumentarisme og objektivitet i bøgerne om stikker-likvideringer, nazibødler, Blekingegadebande og hippiebevægelse. Og indlagt sig stor fortjeneste herved.

I den nye bog, ”Nakkeskuddet”, gennemgår han de reaktioner, han under og efter arbejdet har modtaget fra kilder og pårørende. Det er stærke sager. Han er efter foredrag blev omringet af vrede gamle modstandsfolk, der har råbt ham ind i hovedet. Han er blevet kontaktet af en ældre kvinde, der helt havde fortrængt, at hun var lokkedue for torturbødlen Birkedal og ville ”renses”. Han må reflektere over det danske samfunds rummelighed, da han tilfældigt møder flere løsladte medlemmer af Blekingegadebanden, der hygger sig til en 60-års fødselsdag på Charlottenlund Fort. Og så er der de gamle hippier. Deres følelser og aggressioner overgår selv frihedskæmpernes, og her mærker man, at Øvig for alvor er blevet rystet i sin grundvold. Sikkert, fordi han har følt sig tættest på hippierne i sine grundholdninger.

Han må konkludere, at den menneskelige erindring er svigefuld. Folk kan ingenting huske eller også husker de helt forskellige ting. Til gengæld tilkender de ofte sig selv en større rolle, end der synes at være belæg for. Og retoucherer de grimme pletter væk. Mennesker har deres identitet og selvopfattelse bundet i deres livshistorie. Og hvis nogen anfægter den, er de klar til at slå meget hårdt tilbage.

Men at Øvig bliver så overrasket over det, viser måske også, at han har bevaret sin naivt-følsomme selvoptagethed gennem sin dokumentariske periode. Enhver skribent kender til den rus, der melder sig, når det for alvor kører. Selv den forfatter, der ikke skriver fiktion, kan føle, at han virkelig ejer det stof, han skriver om. Og mere end det. Han er som en skabergud, der frembringer en helt ny verden med sine egne hænder. Det kan være noget af en kold tyrker at træde ud af skrivekammeret og erfare, at andre altså ser på stoffet på en helt anden måde og har ret til det, fordi det er virkelighed og ikke en opdigtet verden.

Dette sammenstød oplever Øvig selvfølgelig særlig intenst, fordi hans stof er de andres liv, dér, hvor det brændte allermest på for dem eller for deres nærmeste. Hans euforiske skrivekammer er de andre menneskers hjertekamre. Den konflikt kan ikke skaffes ud af verden. Og den bliver selvfølgelig endnu voldsommere, fordi Peter Øvig ikke bare er en tilfældig dokumentarisk forfatter. Han er blevet den monumentale bestsellerforfatter på området. En ny bog af ham er som en erobringshær, der ruller frem på alle platforme, og selvom man da endelig må give sit besyv med på hjemmesiden, så virker det, som om Øvigs version nu bliver den definitive og officielle version om mange menneskers liv. Med en pæn indtægt til ham selv.

Man kan godt sætte sig ind i disse reaktioner. Samtidig er de uretfærdige. For Peter Øvig fortjener med sine bøger at være bestsellerforfatter. Hans bøger er uomgængelige, og man tror ikke på, at andre bare havde kunnet skrive dem, hvis en Øvig ikke havde fandtes. Men en dag vil der selvfølgelig komme andre versioner. Og Øvig vil selv blive historie. Men lige nu står konflikten helt rent og helt skarpt. Og det har Peter Øvig Knudsen (også) skrevet bogen om.

Powered by Riidr Bøger | Mere om 'Nakkeskuddet (Prøve)' som e-bog