”Der er en fortælling, som altid går igen, og det er spændingsfeltet mellem yderpunkterne: mellem lys og mørke, det gode og det onde, harmoni og disharmoni, håb og fortvivlelse, tro og tvivl.”
Sådan siger nordmanden Erlend Høyersten, der den 1. januar blev direktør for ARoS, Aarhus Kunstmuseum. Nu er han klar med sin første udstilling, der udgør et særligt iscenesat forløb med nutidskunst fra museets egen samling. Sædvanligvis opbygger man udstillinger kronologisk eller tematisk, men museumsdirektøren har valgt en tredje vej ved at opbygge sin udstilling med titlen ”Out of the Darkness” som en fortælling. Han arbejder med et anslag og slutter med et klimaks, sådan som vi kender det fra film og litteratur.
”Mennesket har til alle tider fortalt hinanden historier. Om skabelse, om heltemod, om begivenheder. Alle religioner udspringer fra en skabelsesberetning. Jeg ville gerne være religiøs, men jeg kan ikke, og min udstilling er derfor heller ikke religiøs. Men den er alligevel en slags beretning om skabelsen. Jeg fortæller historien i syv kapitler, en forvandling fra intet til en verden,” siger Erlend Høyersten, der vil have sit publikum til at følge vejen gennem udstillingen slavisk og uden svinkeærinder.
Vi bad ham gennemgå de syv rum og fortælle om baggrunden for den udvalgte kunst.
Det første rum: Dette rum er ret lille eller føles i hvert fald sådan. Der er et tykt tæppe i en ubestemmelig rød-brunlig farve på gulvet og tunge scenetæpper, der afskærmer og begrænser. Her sænker man automatisk stemmen og bliver en smule andægtig. Midt i rummet står et værk uden titel af palæstinensiske Mona Hatoum.
Høyersten forklarer: ”Det er et stille og intimt rum, der er meget enkelt. Mona Hatoums værk signalerer for mig begyndelse. Det kan være et atom, et øje, en ufo eller en frø, men under alle omstændigheder er det et udgangspunkt for noget andet.”
Det andet rum: Her er lyst, og rummet virker meget større end det første. Her står Ingvar Cronhammars monumentale tempelformede værk ”Syvende søjle”, der leder tanken hen på hans endnu mere monumentale ”Elia”, der står på en mark i udkanten af hans hjemby Herning.
”Cronhammar signalerer stram maskulinitet og danner dermed kontrast og modsætning til det næste, vi kommer til i udstillingen og i skabelsen,” siger Høyersten.
Det tredje rum: Dette rum er midt på gulvet fyldt op med tyske Carsten Höllers røde, kugleformede skulptur, der er store malerier på væggene og en lysende installation, der danner ordene ”my sense of your sense of language”.
”Her abstraheres skabelseserkendelsen, og vi går fra et intet til et alt. Her huserer det matriarkalske.”
Det fjerde rum: Her fyldes væggene af amerikanske Bill Violas store videoinstallation ”Five Angels for the Millen-nium”, der normalt vises i et af de ni rum i ARoS kælderetage.
”Her er det vandet, der er i fokus. Vand som udgangspunkt for alt organisk liv. Her kan man sidde en stund og lade sig opfylde af vandets formåen og reflektere over, hvad liv er.”
Det femte rum: Et raritetskabinet eller et wunderkammer. Her er Bjørn Nørgaards henkogningsglas med ”Hesteofringen” blandt andet kommet i selskab med Andy Warhols Marilyn Monroe-billeder, tallerkener og andet køkkenudstyr, tv-apparater og buste-skulpturer af forskellige personer.
Høyersten forklarer: ”At skabe kunst er det nærmeste, man kommer på at være Gud, for i kunsten skaber man sit eget univers. Men mennesket har til alle tider forsøgt at begribe det skabte, altså verden, ved at gribe fat i det fysiske.”
Det sjette rum: Dette rum udgøres af Olafur Eliassons installation ”Your atmospheric colour atlas”, hvor publikum bevæger sig rundt i flerfarvet tåge uden rigtig at kunne fornemme, hvad der er op og ned, og om der er andre mennesker i rummet. Her er sanserne på overarbejde.
”Det er et spøgelsesagtigt og klaustrofobisk rum. Man føler sig meget desorienteret og har svært ved at strukturere, men man er nødt til at skulle derind for at kunne komme videre. For at kunne leve sit liv,” siger museumsdirektøren.
Det syvende rum: Her slutter udstillingen med et element, der ikke før fandtes i ARoS samling: et specialdesignet gulvtæppe, der får publikum til at fornemme, at de står ved afgrundens rand. Men vel at mærke kun, hvis man står på en bestemt plet og kigger gennem et kamera. På endevæggen hænger en skærm, der viser katastrofescener fra Hollywood-film.
”Her er virkeligheden blevet digital. Vi står på kanten, men kun ved at tage et billede fornemmer vi afgrunden. Vi lever i en verden, der ændrer sig dramatisk. Vi er tvunget til at tage nogle valg, der kræver kollektiv handling, hvis vi skal undgå en klimakatastrofe,” siger han.
De syv kapitlers skabelsesberetning har, ikke ulig en film eller en bog, et efterskrift. Lige inden publikum forlader udstillingen følges de på vej af et 200 år gammelt maleri af J.C. Dahl, der viser et grønt landskab med en idyllisk skovsø.
”J.C. Dahl er fra Bergen ligesom jeg selv, så han skulle med. Måske for at fortælle os, at håbet er lysegrønt, og at det er muligt at genskabe det tabte,” siger Høyersten.