Tre tyske kvinder i højt humør træder tirsdag formiddag op på Eurovisionens store specialbyggede scene i B&Ws gamle skibsværftshal på Refshaleøen i København, da en pølsevogn udenfor pludselig springer halvt i luften.
Det er en gasflaske, der er eksploderet ved et uheld 50 meter fra hovedindgangen. En mand bliver kørt på hospitalet med brandsår, mens politiet spærrer området af. Men inde i salen opdager ingen noget.
For selvom de smilende tyske piger på scenen blot øver sig foran journalister, fotografer og teknikere inden lørdagens store finale, drukner braget fra pølsevognen simpelthen i et orgie af lys og lyd herinde. Selv til øvelsen får tyskerne i øvrigt deres egen eksplosion af konfetti, der regner ned over dem, mens de bader sig i komplementærfarver fra lyskanonerne i loftet.
Engang blev hallen brugt til at svejse danske skibe sammen, så de kunne sejle ud i verden. I aften skal den i stedet samle millioner af tv-seere overalt på Jorden. Siden arrangørerne med DR i spidsen fik ideen om at holde det store tv-show her sidste år, kort efter at en jysk bagerjomfru, Emmelie de Forest, havde vundet det europæiske melodigrandprix for Danmark, er bølgerne ofte gået højt.
Der har været budgetoverskridelser i tocifrede millionbeløb og andre dårlige sager i pressen senest om en retssag mod arrangørerne, der angiveligt ikke har betalt en VVS-regning på seks millioner kroner. Men nu er det internationale melodigrandprix nye moderskib alligevel blevet færdigt. Og showet har udviklet sig meget, siden Gustav Winckler og Birthe Wilke skabte skandale og måske gik glip af sejren ved at kysse hinanden for længe på sorthvidt fjernsyn i 1957 efter deres legendariske sang ”Skibet skal sejle i nat”. I dag synger danske Basim og de fleste andre deltagere på engelsk, og hvert nummer skal være sit eget unikke festfyrværkeri.
Det er DR klar til. Hele den ene væg i den gigantiske hal er én stor skærm, der flimrer med skiftende former og farver. Scenen er enorm, og en del af den består endda af en form for bassin, som sceneassistenterne bagefter helt bogstaveligt går rundt og fisker papirstrimler op af med fiskenet som særlige havearbejdere i showets tjeneste.
Set indefra har DR altså fået skabt en flot kulisse for ”verdensmesterskabet i godt humør”, som begejstrede fans kalder det internationale melodigrandprix. Men det er ikke ligefrem den smukkeste del af Danmark, som de mange udenlandske journalister bliver præsenteret for udenfor med hærgede stålhegn, arret asfalt og en mildt sagt kaotisk trafiksituation på Refshaleøen:
”Det er som at være tilbage i Grækenland,” siger den græske journalist Yiamis Effraimidis, der havde forventet mere orden, organisation og skønhed i området omkring melodigrandprix, når det nu blev holdt i et skandinavisk land.
”Det virker, som om arrangørerne har brugt alle pengene indenfor. Set fra et turismesynspunkt tror jeg, at København går glip af god omtale fra mange af de udenlandske journalister,” siger Yiamis Effraimidis og tilføjer, at ”det jo er det indre, der tæller” i salen. Og den er flot.
Turister i Københavns indre by mærker dog også den store musikbegivenhed i byen. På Rådhuspladsen har et stort ”bombe-ur” længe talt ned til braget af en finale i aften. Og herfra kan man gå hele ”fanvejen” gennem Strøget under lilla bannere med navne på vindersange gennem årene.
Sådan kan man for eksempel opdage, at ordet ”halleluja” indgår i hele to vindersange Israels smukke ”Hallelujah” fra 1979 og Finlands heavynummer ”Hard Rock Hallelujah” fremført i ork-kostumer, der på sin egen måde viser, at melodigrandprix har flyttet sig gennem årene.
Engang var melodigrandprix bare en sangkonkurrence. Men meget er sket siden det første ”show” i 1956, hvor der kun måtte stå to på scenen, og helt op gennem 1960erne skulle dommerne bedømme dem i mørke, så man var sikker på, at det kun var sangen, det handlede om. Det er det ikke længere kun.
Melodigrandprix har udviklet sig til at være et af verdens største tv-shows ”med indlagt konkurrence”, som grand-prix-eksperten Jørgen de Mylius udtrykker det. Det var ham, der genindførte melodi-grandprixet i Danmark i 1978, efter at den daværende underholdningschef i DR, Niels-Jørgen Kaiser, ellers havde stoppet for dansk deltagelse fra 1966.
”Kaiser syntes, at melodi-grandprix var for pjattet og dyrt. Og det var stadig holdningen hos mange i DR, da jeg fik lov til at genindføre det i 1978. Jeg fik ligefrem at vide, at det var ukulturelt og fordummende. Men jeg forsvarede det til sidste blodsdråbe, og det er jeg stolt af. For i dag har mange jo glade minder fra de programmer, ligesom mange stadig husker de gamle sangtekster,” siger Jørgen de Mylius, der har været melodigrandprix-kommentator i mere end 30 år og i foråret udsendte bogen ”Alletiders melodi grandprix 1956-2013”.
Jørgen de Mylius mener, at grandprix-slagerne udfylder en vigtig kulturel funktion som en slags tidskapsler.
”Slagere er med til at identificere året, fordi de altid er farvet af tidens udtryk. Og der findes ikke noget så vidunderligt som musik til at få minderne til at dukke op. Musik fremkalder minder ligesom dufte,” siger Jørgen de Mylius, der også beskriver melodigrandprix som en ”tilstand af slagerekstase”.
Begejstringen er da også ved at indfinde sig i Eurovisions pressetelt med plads til 500 journalister. Her dufter der af sved, parfume og varme kyllingesandwich i kantinen. Der er latter og snak overalt, hvor festglade folk med farverigt tøj og feminine stemmer synes at være overrepræsenteret.
”Oh, my God!” udbryder en ung israelsk reporter begejstret, da han åbenbart ser en savnet ven, der straks får et kram.
”Melodigrandprix er fantastisk. Det er sit eget univers i en ugelang boble med fest og musik,” siger 28-årige Daniel Dunkelman, der dækker begivenheden for et israelsk medie. Og det dækker sådan set meget godt stemningen i presseboblen, hvor der på én gang er en afslappet og travl stemning.
At dømme efter en højlydt brummen fra wc-kummen i et af toiletskurene i teltet har den danske deltager Basim i øvrigt gode vinderchancer. For inde fra herretoilettet kan man pludselig høre Basims melodi ,”Cliche Love Song”, i en udgave med en form for østeuropæisk accent.
Andre sidder mere seriøse og skriver hjem til melodigrandprix-fansene i deres egne lande. Det gælder eksemvis Alistair Birch SBS Radio, der dækker melodigrandprix for Australien, hvor det europæiske show såmænd bliver set af tre millioner seere. Han lader sig dog gerne forstyrre af Kristeligt Dagblad:
”Nogle siger, at melodigrandprix er dårlig smag, men jeg tror faktisk, at sangene her repræsenterer den brede folkelige musiksmag bedre end de almindelige kommercielle hits. I dag er der jo ikke mange, der går ud og køber en cd, men alle kan sende en sms til Eurovision.
Og så er det jo også underholdning for hele familien. Der er lysshow for børnene, kostumerne til konerne og kød at se på til fædrene,” siger han med et grin, inden han fortæller, at han selv har været dedikeret fan, siden ABBA brød igennem med ”Waterloo” til melodigrandprix i 1974.
”Dengang boede jeg selv i England, men melodigrandprix viste mig, at verden var større. Og jeg tror faktisk ikke, at jeg overdriver, når jeg siger, at jeg ikke er sikker på, at jeg var flyttet til Australien, hvis ikke havde været for melodigrandprix. Det blev mit vindue til resten af verden,” siger Alistair Birch og tilføjer:
”Melodigrandprix er en fest, der binder verden sammen.”