Prøv avisen
Bog

1814 og ikke 1864 var skæbneåret

Historikeren Rasmus Glenthøj fra Syddansk Universitet er aktuel med hele to historiske værker. Dels en bog om 1864, dels bogen om 1814, der udkom i går. Foto: Smetana Cecile/Polfoto

Velgørende opgør med en række udbredte forestillinger i denne glimrende bog om tabet af Norge, der markeres i næste weekend

I 2012 blev historikeren Rasmus Glenthøj, den unge medforfatter til denne flotte bog, chokeret over at opdage, at regeringen ikke havde sat midler af til en markering af 200-året for tabet af Norge i 1814. Hans reaktion førte dog til, at folketingspolitikerne Mogens Lykketoft (S) og Bertel Haarder (V) sørgede for en bevilling til Folkeuniversitetet, der som sædvanlig forvalter midlerne på glimrende vis.

Regeringens manglende opmærksomhed på 200-året skyldtes ganske givet tidens udbredte historieløshed, men også den indgroede forestilling om, at nederlaget ved Dybbøl var det afgørende vendepunkt i Danmarks historie. Den flittige Glenthøj, der for kort tid siden udgav et mammutværk om 1864, mener dog, at 1814 var skæbneåret. Nederlaget på Dybbøl Banke var kun afslutningen på en lang proces, som blev indledt med Frederik VIs mislykkede forsøg på at fortsætte sin neutralitetspolitik under Napoleonskrigene.

Den ulykkelige udgang på Danmarks satsning på Napoleon som den konservative konge langtfra selv havde fidus til skulle vise sig at få større politisk betydning end 1864, konstaterer Glenthøj og Ottosen. Kielerfreden mellem Danmark, Sverige og Storbritannien i januar 1814 reducerede nemlig Danmark til en fjerderangsnation, der med rette frygtede sin egen undergang. Det kunne let være endt med, at Sjælland var blevet svensk og Jylland tysk. Dengang blev territorier og befolkninger nemlig udvekslet som følge af kongers arveret, luner og imperiale ambitioner.

Når man læser denne bog, kommer man derfor uvægerligt til at konkludere, at det princip om folkesuverænitet, som nationalismen indførte, har vist sig at have en stabiliserende virkning i Europa. Og det trods alle de problemer, det også kan give anledning til, især hvis ”folket” defineres etnisk. En af styrkerne ved bogen er dog, at den viser, hvor komplekse identiteter var allerede dengang, og ikke mindst den betydning, som datidens krige fik for dannelsen af nationale identiteter.

Forfatterne vil have os til at revidere den gamle nationalromantiske forestilling om, at Napoleonskrigene var ”folkekrige”. Dengang havde befolkningerne i de enkelte lande ikke nationale identiteter. Deres identitet kom i stedet til udtryk i loyalitetsforhold, som dels kunne gælde kongen, dels staten og dels for de fleste bønders vedkommende hjemegnen. I begyndelsen af 1800-tallet var det norske samfund så svagt økonomisk udviklet, at kun få mente, at landet ville kunne klare sig alene. Den norske elite var splittet i synet på Norges fremtid. Valget stod derfor reelt mellem at revidere forholdet til Danmark eller blive integreret i Sverige.

Nyt for nogle læsere på begge sider af Skagerrak (bogen udgives også i Norge) vil det nok være at erfare, at det ikke kun var danskerne, der begræd sammenbruddet, men at der også var mange nordmænd, der gjorde det. Indtil Napoleonskrigene var langt de fleste tilsyneladende tilfredse med tingenes tilstand i ”tvillingeriget”. Men krigene medførte mangel og nød i Norge og deraf kom en voksende følelse af, at kongen havde valgt at ”ofre” nordmændene for at imødekomme sine allieredes behov for forsyninger.

Myten om, at Frederik VI kynisk valgte at ofre nordmændene, går tilbage til præsten Nicolai Wergeland, der i 1816 udgav ”Sandfærdig Beretning om Danmarks Forbrydelser imod Kongeriget Norge”.

Desværre har Glenthøj og Ottosen ikke fundet plads til en indledende oversigt over det, som Sverre Bagge og Knut Myklands mere nøgternt har kaldt ”dansketiden” i deres bog ”Norge i dansketiden” (1987). Den bog markerede begyndelsen til en revision i Norge af den dansk-norske fælleshistorie. Glenthøj og Ottosen bringer i deres velskrevne og flot illustrerede bog revisionismen et skridt videre i den første samlede fremstilling af krigsårene 1807-1814. Det er velgørende.

Umiddelbart fik bruddet med Danmark en lykkelig udgang for Norge i form af selvstændighed og datidens frieste grundlov. Og det til trods for den påtvungne og ulige union med Sverige indtil 1905. For Danmark var det bedste, der kan siges om 1814, at den fransktalende svenske kronprins, Karl Johan Bernadottes, grådige gennemtrumfning af sit eget og den svenske elites gamle krav på Norge betød starten på en lang proces, der til sidst førte til afviklingen af enevælden i Danmark i 1849.

Skønt der er tale om en nøgtern historiografisk fremstilling, fornemmer man et personligt engagement for det dansk-norske skæbnefællesskab, når forfatterne for eksempel spekulerer over, hvor lidt der skulle til, for at udviklingen i de år kunne være gået helt anderledes. De erkender dog, at bruddet mellem Norge og Danmark højst sandsynligt var kommet senere og med mere tragiske konsekvenser for forholdet mellem de to folk.

I dag kan vi derfor glæde os over, at det norske forhold til Sverige trods alt var mere kompliceret, og at den gamle kærlighed mellem de to broderfolk blev fornyet af ”Norgeshjælpen” under Anden Verdenskrig.