”Broholm hed en Gaard, der laa ovre ad Mollerupbakkerne og Stationsbyen til,” lyder den første sætning. Så er blåtonen og almuestemningen slået an til en af dansk litteraturs små, skjulte perler. ”En dødsnat” af Marie Bregendahl (1867-1940), der med et fint efterord af Hans Otto Jørgensen nu genudgives i forlaget Gladiators ”Sandalserien” tilsat den mindre læsværdige ”Ved Lars Skrædders sygeseng” er på en gang et kig ind i folkemindesamlingen og en fuldkommen nærværende miniature om sorg og om de livsbetingelser, man må tage imod og føje sig ind under, hvis man ikke skal gå til grunde. Det gælder ikke mindst pigen Lise, som bliver voksen på en eneste nat, da hendes mor dør i barselssengen af en blodstyrtning. Marie Bregendal, der i nogle år var gift med Jeppe Aakjær, fik sit store gennembrud med denne roman. Og en nutidig læser kan stadig få en klump i halsen.
Bittersødt er det, at hun især er kendt for Sophus Claussens hjerteskærende mindedigt, for sit smertefulde ægteskab med Viggo Stuckenberg og for sin rolle som muse for tidens nye symbolister. Men det blev kun til fattigdom og ensomhed. Og i 1904 begik Ingeborg Stuckenberg selvmord, 38 år gammel, forsmået som menneske, som kvinde og som forfatter. Det er derfor prisværdigt, at Hans Otto Jørgensen i efterordet til ”De samlede værker”, tredje bind i forlaget Gladiators ”Sandalserien”, gør så stor en indsats for at rehabilitere både kvinden og forfatterskabet. Ud over skitsen til ”Fagre ord” indeholder bogen den spinkle novelle ”Badegæsten”, den eneste tekst, Ingeborg Stuckenberg fik trykt i eget navn, samt rejsebreve og til sidst få private breve. Det er disse private breve, det forliste håb, den tabte drøm, der rører allermest.
Det er på alle måder stort at sidde med de samlede noveller af den amerikanske forfatter og nobelpristager Ernest Hemingway (1899-1961), der nu udkommer for første gang komplet på dansk. Mere end 900 sider er der i alt, med introduktion, litteraturliste og kronologisk oversigt små 100 tekster i alt. Her er han så i al sin vælde: denne prosaens ”skinhead”, der barberede ethvert overflødigt ord væk (”show it, dont tell it” er som bekendt et af hans mottoer, der senere blev en ikonisk journalistisk læresætning) og gik lige til livets bid med et univers præget af maskuline kerneydelser som mod, venskab, tyrefægtning, storvildtjagt, dødsforagt og hvis det nu ikke kunne være anderledes: kvinder! De voldsomme temaer er helst og oftest selvoplevede, ikke mindst gennem alter egoet Nick Adams. Så macho-billedet passer til virkeligheden, indtil også virkeligheden kollapsede. Eller var det billedet? Læs ham i små bidder, dyrk sproget, konkretismen, håndfastheden, nærværet, de præcise anslag. Og tag en feminin følepause indimellem.
Hvad er vel mere oplagt end at udgive Hans Kirks ”Fiskerne” i serien ”Danske klassikere”, hvis erklærede mål det er ”at gøre læseren samtidig med teksten” og ikke ved modernisering ”at gøre teksten samtidig med læseren”. Derfor får vi her den autentiske 1928-udgave med noteapparat, ordforklaringer og efterskrift. Det sidste står mag.art. Ole Ravn for i en saglig, redelig og bestemt ikke leflende form. Om netop det giver læseren en følelse af samtidighed, ved jeg ikke. Men Kirks ”Fiskerne” kan også klare sig selv. Og de faktuelle oplysninger taler deres eget sprog: Romanen er trykt i flere end 375.000 eksemplarer. I 1977 lykkedes det Danmarks Radio at dramatisere værket, så hver eneste person satte sig i seernes bevidsthed. ”Fiskerne” betragtes som Danmarks første kollektivroman, og Kirk selv savnede faktisk et gennemgående tema i sin bog. Men netop det gør den i vores individualistiske tid så aktuelt bevægende. Vi identificerer os ikke med en bestemt person eller et særligt plot, men med en livssituation, et samfund, en måde at gå til tilværelsen på med bøjet ryg, hævet pegefinger og en lillebitte fugl, der synger i brystet. Alt er i Guds hånd, men det er en hånd, der indimellem slår så forfærdelig hårdt.