Prøv avisen
Bog

Et parti uden retning har fået en bog uden retning

Hvis man vil skrive historien ordentligt, skal man vedkende sig arv og gæld. I bidraget om K.K. Steincke (billedet) går Jørn Henrik Petersen for eksempel lidt for let hen over racehygiejnen, der var en integreret del af Steinckes socialpolitik, skriver Jes Fabricius Møller. Foto: Ulf Nilsen/Scanpix

Hvis denne bog om socialdemokratiske tænkere havde været strammere redigeret og havde koncentreret sig mere om moderne socialdemokratisme, kunne den have tjent som kompas for et retningsløst parti

Denne antologi rummer portrætter af 17 klassiske og moderne tænkere, der kan siges at befinde sig i en socialdemokratisk tradition. Udvalget er ikke særlig velfokuseret. Der er blandt andet de klassiske tyske socialister som Marx og Engels, der er danskere som Hartvig Frisch, K.K. Steincke og Mogens Lykketoft, dertil blandt andre John Maynard Keynes og Anthony Giddens samt en enkelt nordmand: Gro Harlem Brundtland.

Det virker ærlig talt som et noget vilkårligt udvalg, der i bedste fald kan vise, at socialdemokratismen er en bredt favnende bevægelse, men i realiteten får den til at se ud, som om den er uden retning.

Anders Dybdal er selv tidligere rådgiver for Mogens Lykketoft (S) og medstifter af tænketanken Cevea, det socialdemokratiske alternativ til den liberale tænketank Cepos. Bogen ligner i sin form nogle af de antologier, der er kommet fra Cepos, der netop også kombinerer tænke-tanks-ansatte skribenter med driftssikre sympatisører fra forskningsverdenen. Forskerne skal forlene værket med legitimitet, og tænketanksfolkene skal forlene forskningen med politisk retning. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Enkeltbidragene kan være nok så fortræffelige, men helheden får gerne karakter af politisk bestillingsarbejde.

Det er meget tankevækkende, at et af bogens måske mest interessante bidrag er skrevet af sociologen Henrik Dahl, der nu stiller nu op til Folketinget for Liberal Alliance. Dahl har stort held med at forklare, hvad moderne velfærdspolitik bygger på i sit bidrag om den britiske sociolog Anthony Giddens. Giddens betragtes som hjernen bag New Labour, den reformulering af de britiske socialdemokraters partiprogram, der bragte dem til magten i 1997 under ledelse af Tony Blair. Når det britiske folkevid gjorde ”Im Tory plan B” til et anagram for ”Tony Blair, MP”, er det udtryk for den fejlagtige opfattelse, at Blair i virkeligheden bare var en slags liberal-konservativ.

Dahl gør opmærksom på, at Giddens havde et andet syn på staten end både de liberale og de klassiske socialdemokrater. Giddens stod for Den Tredje Vej eller Den Radikale Midte. Begrebet viser tilbage til den franske radikalisme i slutningen af det 19. århundrede, som også var ophav til Det Radikale Venstre. Giddens vil hinsides det horisontale højre og venstre, og han forstår radikalitet som et vertikalt begreb (radikal stammer fra det latinske radix, der betyder rod).

Den klassiske velfærdsstat beskytter borgerne mod risiko, mod velkendte nødsituationer som sygdom, alderdom, arbejdsløshed eller invaliditet. Dahl undlader ikke polemisk at føje dovenskab til listen. Giddens vil revitalisere velfærdsstaten ved at investere i borgerne i form af uddannelse og ved at belønne dem for at gøre en indsats og befordre deres sundhed. Staten skal med andre ord ikke blot kompensere for de skader, der er en bivirkning af markedsmekanismerne, men aktivt understøtte borgernes mulighed for at klare sig og dermed også samfundets eller statens internationale konkurrenceevne.

Hvis man i den forbindelse tænker konkurrencestat, tænker man ret. Problemet med den omstilling af velfærdspolitikken er, at socialdemokraterne mister stemmer fra alle dem, der mener, at velfærdsstaten skal være en forsørgerstat, ikke en konkurrencestat. Der er simpelthen for stor forskel mellem det, som politikerne ser som de væsentligste udfordringer, og det, som vælgerne oplever som afgørende problemer.

Her kommer Mogens Lykketoft ind i billedet. Eller man må rettere sige, at her ville Mogens Lykketoft være kommet ind i billedet, hvis Søren Kolstrups portræt af Lykketoft havde været mere fokuseret. Selvom Lykketoft muligvis ikke er den store ideolog, er han en betydningsfuld politisk begavelse.

Ikke for ingenting sagde man, at Poul Nyrup var statsminister i Lykketofts regering. Lykketoft var arkitekten bag den reform af den offentlige sektor, der tog sin begyndelse i 1990erne. Nøglebegrebet er ”new public management”, som Søren Kolstrup tilsyneladende har valgt at se bort fra. Idéen med ”new public management” er at skabe incitamenter for flid, service og effektivitet i den offentlige sektor ved at imitere de markedskræfter, der motiverer den private sektor til at præstere på disse afgørende parametre.

Resultaterne ses ikke mindst i uddannelses- og sundhedssektoren, men følgevirkninger som stress hos personalet og dalende kvalitet i ydelserne er også markante. Lykketofts idéer fik en sådan succes, at de blev overtaget kritikløst af regeringerne Fogh Rasmussen (V), Løkke Rasmussen (V) og Thorning-Schmidt (S). Af den grund har Lykketoft hjemme i en antologi som denne.

Hvis man vil skrive socialdemokratisk idéhistorie, skal man gå væsentligt mere radikalt til værks, end denne bog gør. Hvis man vil skrive historien ordentligt, skal man vedkende sig arv og gæld. I bidraget om Steincke går Jørn Henrik Petersen for eksempel lidt for let hen over racehygiejnen, der var en integreret del af Steinckes socialpolitik. Han gik ind for og fik gennemført love om tvangssterilisering af de mennesker, om hvem man mente, at de ikke var værdige til at sætte afkom i verden. Der var i socialdemokratismens ønske om under videnskabens dække at tilrettelægge samfundet i detaljer, den sociale ingeniørkunst, et totalitært anstrøg. Den stærke stat huser ikke kun gode viljer. Blandt andre Yvonne Hirdmans artikel om ægteparret Myrdal savner blik for dette aspekt.

Antologien ligger under for tænketankenes grundskade. De er organisationer, der iklæder synspunkter tilstrækkeligt med videnskabelige værker til, at de kan fremstå som kendsgerninger. I dette tilfælde er der indforskrevet mange fortræffelige videnskabsfolk til formålet, men de er blevet spændt for en vogn, der ikke nødvendigvis er deres egen.

Redaktionen burde i virkeligheden blot have vedkendt sig sit politiske anliggende og udeladt de videnskabelige prætentioner. For hvis bogen havde været strammere redigeret og havde koncentreret sig mere om moderne socialdemokratisme, kunne den faktisk have tjent som kompas for et retningsløst parti og forekommet væsentlig mere ærlig.