Prøv avisen
Interview

”Min tro døde i kz-lejren”

Robert Fischermann har skrevet en bog om at være fange i Theresienstadt og om at vende tilbage til dagligdagen. Foto: Gyldendal

86-årige Robert Fischermann har brudt seks årtiers tavshed om sine oplevelser i Theresienstadt. Den tidligere religiøse danske jøde mener, at det er en pligt at afgive vidnesbyrd

Ved tre lejligheder er Robert Fischermann blevet mindet om, at Anden Verdenskrig og nazisternes jødeforfølgelser aldrig vil ophøre med at være en del af hans liv.

Den ene gang var en vinteraften for få år siden, hvor han og hustruen, Birgit, var i Binyanei Haumma-koncertsalen i Jerusalem for at høre Verdis ”Requiem”, der blev opført 16 gange af fanger i Theresienstadt. Koncerten var til minde om den tjekkiske dirigent Rafael Schchter, som stod for opførelsen af det jødiske børnekors opera ”Brundibr” i lejren. Han og de fleste børn blev sendt videre til døden i Auschwitz. Under koncerten var der også videooptagelser fra dengang.

”Pludselig gik det op for mig, at det jo handlede om mig. Hårene rejste sig på mig. Jeg var ikke længere bare én blandt publikum. Jeg reagerede omgående. Sveden trillede ned fra mine tindinger, og jeg følte ubehag. Jeg ville væk og kunne ikke rumme det,” siger 86-årige Robert Fischermann, der var 15 år, da han blev deporteret til lejren.

Frem til få år før denne hændelse havde han aldrig talt med nogen om tiden i Theresienstadt. Ikke venner, familie eller kone. Men i 2007 skete der noget, der afsluttede seks årtiers tavshed. Robert Fischermann læste Dea Trier Mørchs bog ”Doras dagbog” om danske jøders flugt fra nazisterne over Øresund. Den påvirkede ham så meget, at han tog hjem til sin søster, Fanny, i København, der modsat broderen blev reddet i sikkerhed i Sverige.

”Nu skal vi to tale sammen,” sagde Robert Fischermann, der har boet i Israel siden 1972.

”Hun fortalte sin historie, og jeg fortalte min. Og det var svært,” siger Robert Fischermann i selvsamme stue. Hans historie er blevet til en bog, der udkom på befrielsesdagen den 5. maj.

Detaljerne om sin farsog brors død havde han aldrig hørt før den sommer i 2007 i søsterens lejlighed i det ydre København. Han hørte første gang om deres flugt i 1943, og hvordan faderen og broderen var druknet under flugtforsøget i Øresunds kolde vand, da redningsbåden sank. Fanny svømmede to kilometer tilbage til den danske kyst for at hente hjælp og kom med en anden båd til Sverige.

”Jeg fik sådan et chok over beskeden om min far og bror. Alt, der var sket i Theresienstadt, betød pludselig ikke noget. I 1964-1965 tog vi til Israel første gang og kom forbi Theresienstadt. Der var jo normalt liv i den lille by, og jeg troede, jeg så havde gjort op med stedet, hvor jeg var fange i 18 måneder.”

De seneste syv år har han og søsteren fortalt deres historier så ofte som muligt i Israel og i Tyskland. Siden 2007 har han arbejdet med bogen i samarbejde med Kristeligt Dagblads mellemøstkorrespondent Allan Sørensen. Det har været en lettelse, siger Robert Fischermann, der er uddannet ingeniør og i mange år arbejdede som turistguide i Israel.

”Vi bliver jo færre og færre. I øjeblikket dør der omkring flere tusinde overlevende i Israel om året. Det er min pligt, og det fungerer også som en slags terapi for mig at fortælle,” siger Robert Fischermann med rystende stemme.

I bogen skildrer Robert Fischermann den ydmygende tur i de tillukkede kreaturvogne til kz-lejren. ”Det slog mig, hvor hurtigt tilværelsen ændrede sig fra frihed og lykke til absolut fangenskab,” fortæller han.

I Theresienstadt mødte Robert og familien Fischermann den nazistiske dødsmaskine, der sendte jøder fra lejren videre til blandt andet Auschwitz. Her var sult, kulde og sygdomme. Robert fik arbejde på et kartoffellager og flyttede kul. Det værste, fortæller han, var arbejdet med at bære bagage for jøder, der blev deporteret til udryddelseslejrene.

Opholdet i lejren ændrede Robert Fischermann og familien for altid. Efter krigen forsøgte hans mor flere gange at begå selvmord, og det lykkedes for søsteren Rebekka. Som mange andre talte man ikke om oplevelserne efter krigen. Men traumet forsvandt aldrig, og Robert Fischermann vil med sin bog også fortælle om at vende tilbage til hverdagen.

”Jeg har ikke læst noget af betydning om, hvad der skete os efter krigen. Man sagde intet, og der blev intet gjort for at hjælpe os med at bearbejde traumet og komme videre. Jeg var 17 år og blevet voksen alt for tidligt. Der er flere beslutninger, vi har taget, der er sket med holocaust som baggrund. Min uddannelse som ingeniør kan man klare sig med i hele verden. Vi flyttede til Israel, fordi vi havde oplevet, at den danske stat ikke kunne beskytte os. Og en overgang talte vi om, at vi ikke kunne tillade os at sætte børn i verden.”

I bogen gør Robert Fischermann sig også tanker om tro og tilgivelse. Før krigen var han religiøs og gik i synagogen hver lørdag. Men i lejren mistede han troen.

”Da jeg vendte tilbage og hørte, at halvanden million jødiske børn var blevet dræbt, lagde jeg min kalot i en skuffe og har aldrig haft den på siden. Hvor var Gud, da de blev myrdet? Jeg kan ikke acceptere det. Hvor var Guds barmhjertighed og retfærdighed?” siger Robert Fischermann, der heller ikke kan finde plads til tilgivelse, også selvom nazistiske bødler senere fortrød deres handlinger.

”At tilgive vil i mine øjne blåstemple ugerningerne. De gjorde børn som mig forældreløse. Intet menneske kan tilgive på de myrdedes jøders vegne. Ikke alt kan tilgives!”, konkluderer Robert Fischermann og henviser til bogens titel, ”At forstå er ikke at tilgive”.