Mia Degner har skrevet et værk med titlen ”Kort over himlen”, der i disse genrehybride tider typisk bærer undertitlen ”Forløb”. At kalde teksterne forløb er rammende, idet vi har at gøre med en række stilistisk raffinerede prosadigte, der fortæller historien om digterjegets farmor og farfar, der under krigen var henholdsvis i koncentrationslejr i Tyskland og flygtning i Sverige. Degner er en forfatter med et sikkert greb om sine virkemidler, hvor vi blandt andet møder en række motiver, der gentages og akkumulerer betydning i løbet af de tekstlige forløb. Det gælder for eksempel udtrykkene lejr, grav, ko, drøvtyggeri, barn, mælk, blod, lænke, farfaderens brune pakker med avisudklip og salmen ”Dejlig er jorden”. Mest af alt er kvaliteten ved bogen dog, at der fortælles en smertefuld og nuanceret slægtshistorie, der virkelig berører sin læser.
Asger Stig Møller (1965-2010) er for de fleste et ukendt navn inden for dansk lyrik. Møller debuterede i 1991 med ”Slangen mellem himmel og jord” og udgav indtil sin alt for tidlige død 18 værker i forskellige genrer. Hans digtbøger har en suveræn evne til at lade en hel række forskellige fiktioner finde sammen med hinanden på en måde, der snart er realistisk og formuleret i dagligsproglig stil og snart rablende surrealistisk. Blandt hans hovedværker er ”Greven” (2001) og ”Manden der så fontænerne” (2004). Der er nu udkommet et udvalgt af Møllers digte med titlen ”De himmelske piber. Udvalgte digte 1991-2006” med et smukt og oplysende forord af digterens langt mere kendte far, Per Stig Møller (K). Lad os håbe, at dette kan blive starten på en kanonisering af denne særdeles interessante, men oversete digter.
Julie Sten-Knudsens digtsamling ”Atlanterhavet vokser” beskriver digterens oplevelse af at have en halvsøster med en afrikansk far, at have en splittet familie samt at tilhøre forskellige racer. De stærkeste digte i samlingen vedrører det etnisk-racemæssige, og motivet er her i samklang med andre af tidens digtere som Maja Lee Langvad, Eva Tind og Yahya Hassan. I bogen indfanges en række situationer fra dagliglivet, hvor de racistiske udtryk fra det danske samfund folder sig ud. Det foregår alt sammen på pæn og gemytlig vis og er måske netop derfor ret rystende læsning: ”Du er hjemme på besøg og fortæller/ at du prøvede at købe en foundation/ i Kastrup Lufthavn, men ekspedienten/ kunne ikke hjælpe dig. Din hud er for mørk./ Velkommen til det hudfarvede land.” Sten-Knudsens digtsamling er effektfuld, hårdtslående og nødvendig.
Kristian Leths ”Før og efter videnskab” skriver sig ind i en hovedtrend i moderne poesi, hvis essens er at beskæftige sig med det, der ligger uden for den positivistiske opfattelse af verden. Nyt er det dog hos Leth og en række digtere fra de seneste årtier, at man distancerer sig fra enhver form for patos, når man skriver om religiøse og metafysiske emner, og der er absolut noget charmerende over Leths naivistisk-humoristiske, henkastede måde at reflektere over verdens mystik på: ”Månen gør et nærmest grinagtigt dårligt/ forsøg på at fremstå som noget naturligt/ eller tilfældigt eller ubetydeligt/ Hvor dumme tror den vi er?”. På den anden side kan man opleve den demonstrative afslappethed og mangel på fokus i Leths digte som lidt monoton, og man kan savne nogle stil- og intensitetsskift i digtene.