Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Mit livs værk

Robinson Crusoe fra Teheran

Illustration: Morten Voigt

Migrantpræsten Massoud Fouroozandeh klistrede som dreng en overlevelsespakke fast under sin seng i Iran, inspireret af Daniel Defoes ”Robinson Crusoe”. Opfindsomheden fik han brug for, da han flygtede til Danmark

Jeg er normalt ikke så god til at læse romaner. Jeg læser Bibelen og bøger om management og ledelse. Men én roman har virkelig sat sine spor. Når jeg nu ser tilbage, ser jeg tegn på, at den har været med mig hele livet.

Jeg var omkring ni år, da jeg første gang fik fat på ”Robinson Crusoe” af Daniel Defoe. Hele min familie boede i Teheran i Iran dengang. Min moster og hendes mand var bahai(trossamfund, der stammer fra Persien, red.) og måtte flygte til USA kort efter den islamiske revolution. Min mosters mand arbejdede for shahen og fik ofte besøg af amerikanere og andre udlændinge. Da revolutionen kom, var de de første, man gik efter, så de skulle bare ud af landet så hurtigt som muligt. De tog det første fly til USA og efterlod deres hus fuldt af møbler og alle mulige ting.

Da de rejste, fik min mor nøglen til huset, så hun kunne sende tingene over til dem lidt efter lidt. Men der var også meget, der skulle smides ud. Jeg hjalp hende med at pakke. Modsat min egen var min mosters familie meget akademisk. Oppe under deres loft var der mange, mange bøger. Vi havde slet ikke den slags bøger hjemme hos os, hvor min mor var frisør og min far entrepenør. Da vi rodede kasserne med bøger igennem, fandt jeg en slidt bog uden omslag med et sort/hvidt billede af en mand på en øde ø. Der var noget helt magisk over den bog. Jeg begyndte at læse og kunne slet ikke give slip på den. Robinson Crusoe strander på en øde ø og tror, han skal dø. Men langsomt lærer han at overleve. En dreng i den alder kan blive suget helt ind i de udfordringer, Robinson oplever, de opfindsomme løsninger, han finder på, og håbet om, at redningen er på vej.

Jeg blev selv en lille Robinson. Vores familie havde et sommerhus i nordlige Iran, hvor der var lidt skov omkring. Jeg byggede huler og gemmesteder i træerne, for hvad, hvis der kom nogle vilde dyr efter mig? Så skulle jeg være i stand til at flygte op i træerne.

Jeg kan også tydeligt huske, at jeg lavede en redningspakke med lidt af hvert i. Jeg havde den her fantasi om, at jeg skulle have pakken med, når alt gik galt. Den indeholdt et lille knækket spejl, en æske tændstikker, en lille nål og to små pakker tørre kiks. Ikke noget vand, kan jeg huske, jeg tænkte. Der findes altid en kilde på sådan en ø, og hvis det begyndte at regne, kunne jeg jo også bare samle vandet op. Ligesom Robinson.

Den pakke sad klistret fast under min seng. For hvornår er man mest uforberedt? Det er man, når man er gået i seng og sover, tænkte jeg. Derfor skulle den sidde der. Det var i begyndelsen af krigen mellem Iran og Irak, og bombealarmerne hylede fra dag til dag, så vi skulle ofte gå i kælderen og gemme os der. Så sad jeg dernede og tænkte: ”Hvor er det godt, jeg er forberedt.” Pakken var en tryghed under krigen, når der virkelig var tryk på.

Det er jo en fjollet måde at håndtere en krise på. Men jeg tror, at små dumme ting kan være vigtige for børn i en kaotisk tid. Min egen datter har sådan en dyne, som hun har puttet med, siden hun var lille. Min kone har tit drillet hende med det, men jeg siger: ”Lad hende nu have den. Det er tryghed.”

Jeg flygtede fra Iran som 15-årig i 1985, mens krigen var på sit højeste. Når jeg nu ser tilbage, tror jeg lige så meget, jeg flygtede fra min far som fra krigen. Han ville have mig i koranskole. Men jeg sagde nej, pakkede min rygsæk og forlod min familie. Motivationen var at vise min far, at jeg godt kunne selv.

Vi var en 17-18 stykker, der flygtede sammen, og jeg var den yngste og svageste i gruppen, for jeg havde brækket mit ben og gik med krykker. Det tog os 10 dage at komme over de kurdiske bjerge. Jeg følte mig ret alene og syntes pludselig, jeg var i samme situation som Robinson. Robinson satte sig op imod sin fars krav, inden han rejste ud i verden. Det havde jeg også gjort! ”Robinson Crusoe” er skrevet på den måde, at han opfatter de forskellige tegn i sin tilværelse som advarsler fra Gud. I de kurdiske bjerge så jeg også advarsler fra Allah til mig. Var det en straf, fordi jeg ikke havde sagt noget til min far om, at jeg var taget af sted?

Jeg havnede i Danmark og måtte lære at bruge de redskaber og vilkår, der var her, efter bedste evne. Det var også det, der skete for Robinson. Livet på øen var ikke det, han havde ønsket sig, men nu var han nødt til at finde sig til rette.

Når livet er lidt svært, siger jeg ting som ”modvind kan blive til medvind, hvis du blot ved, hvordan du skal sejle” og ”et uvejr kan man kun forberede sig på, men aldrig stoppe. Derfor kan du ligeså godt lære at svømme”. Så kigger mine børn mærkeligt på mig og spørger: ”Far, helt ærligt, hvor har du det fra?”.

Men mon ikke det har noget med Robinson at gøre? I opdragelsen af mine børn har jeg i hvert fald forsøgt at lære dem at få det bedste ud af livet. Ikke at tænke på alt det, de mangler, men bruge det, de har. Jeg ved godt, der er noget spejderagtigt ved at være så optaget af overlevelse. Jeg har taget et jagttegn, fordi jeg godt kan lide tanken om at klare mig selv. Og i min bil ligger der tre førstehjælpssæt, for hvis nu ...

Men der er også noget ud over overlevelsen. ”Robinson Crusoe” ender med, at Robinson vender tilbage til øen, erobrer den og bliver guvernør. Det var et fantastisk billede for mig. Han overlever ikke kun, men overvinder også sig selv og gør sig til herre over truslen. Det kan man kun, hvis man aldrig mister sit håb.

”Du er ikke længere min søn,” sagde min far i telefonen, da jeg for nogle år siden ringede fra Danmark og fortalte, at jeg var blevet kristen.

Jeg klippede båndet over til min far, da jeg flygtede. Senere klippede han båndet over den anden vej. I dag er vi heldigvis forsonet, og cirklen sluttet igen. Udfordringer, overlevelse og overvindelse.