En dis af anderledeshed

Her er den prisvindende og kloge roman om at være sort på mange måder, men også om blot at være et individ i en globaliseret verden

Den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie fortæller om sin nye roman "Americanah" i Literaturhaus i Frankfur am Main d. 14. maj.
Den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie fortæller om sin nye roman "Americanah" i Literaturhaus i Frankfur am Main d. 14. maj. Foto: Frank Rumpenhorst.

I gymnasiet føler hun sig svøbt i en halvgennemsigtig dis af anderledeshed. De andre elever kommer fra Nige-rias økonomiske og kulturelle overklasse, mens hun er vokset op i et mere jævnt middelklassehjem. Senere bliver hovedpersonen Ifemelu studerende i Philadelphia og skriver der en anerkendt blog med refleksioner over raceforhold.

Det er især varianter af en fremmedhedsfølelse, der undersøges i denne brillant episke og præcise murstensroman af Chimamanda Ngozi Adichie. Det er den nigerianske forfatters tredje foruden en novellesamling. Romanen har i marts i år modtaget en stor national kritikerpris i USA. Og lad mig slå fast med det samme: ”Americanah” er en bog, hvor jeg ved sidste side ville ønske, at jeg var ved den første og endnu havde hele oplevelsen til gode. Den er som et sug ud i en større verden og er på mange måder et godt eksempel på en globaliseret realisme. Handlingen udfolder sig i Lagos, London og USA. Immigrations- og sorthedsproblematikker skildres skarpt. Samtidig bruges de mange sider til rundhåndede fremstillinger af livsforløb, hvor der insisteres på nuancer. Romanen rammer eksistentielt bredt ved at fremvise, at identitet skabes på mange måder.

Kort fortalt begynder romanen i toget mellem Princeton og Trenton. Ifemelu er på vej for at få flettet sit naturlige afrohår. Ugen efter skal hun flytte tilbage til Lagos efter at have boet en årrække i USA. Hendes liv emmer af opbrud. Hun har netop slået op med sin intellektuelle kæreste, Blaine, og lukket sin succesrige blog med navnet ”Racende: En sort ikke-amerikaners forskellige observationer om sorte amerikanere (tidligere kendt som negre)”.

Fra den lille hårbiks i Trenton foldes såvel Ifemelus som hendes eks-ungdomskæreste Obinzes livsforløb ud. Synsvinklen skifter mellem dem. I gymnasiet forelsker Obinze sig i Ifemelu, da han ser hende læse en bog af hans egen britiske yndlingsforfatter, James Hadley Chase. Hun kalder ham snart ”Loft”, fordi han er den eneste, hvor hun under sex ikke lægger mærke til netop loftet. Han drømmer om at komme til Amerika, men det er hende, der får muligheden efter et par år på universitetet. ”Nigeria jager sine bedste folk væk,” siger Obinzes mor ved afskeden. Obinze selv får aldrig visum, men det lykkes ham senere at komme illegalt til London og være der nogle år. Forinden har en traumatisk begivenhed dog ført til, at Ifemelu har afbrudt al kontakt med ham.

Et centralt tema i ”Americanah” er nuancering kontra forsimpling. Inden Ifemelu kommer til USA, er Amerika blot Amerika, uden at hun har en detaljeret viden om for eksempel forskellige delstater. På samme måde oplever hun, at hudfarven sort bare er sort i nogle sammenhænge. I en diskussion på sit universitet i USA bliver hun på et tidspunkt bedt om at kommentere noget fra et sort perspektiv. Hun har ingen anelse om, hvad det er. Race er, reflekterer hun senere på sin blog, vigtig på grund af racisme. Men race er også absurd, skriver hun.

Romanen nuancerer hudfarven sort ved konsekvent at tale om chokoladefarvet hud, kaffehud, karamelhud, nøddefarvet hud, uden at racisme negligeres som et vilkår.

I Nigeria bruges americanah som betegnelse for dem, der vender tilbage fra Amerika. ”Jeg holdt op med at være sort, da jeg kom tilbage til Lagos,” konstaterer Ifemelu mod slutningen af romanen. Hun opnåede succes i USA, ligesom hun er blandt de privilegerede i Nigeria. Det gælder også Obinze, der opnår økonomisk succes efter sin hjemvenden. Folk begynder at fedte for ham, og som han fortæller: ”det er så falsk og fornærmende, ligesom et grimt maleri i prangende farver, men nogle gange begynder man at tro lidt på det selv, og nogle gange opfatter man sig selv anderledes.”

Følelsen af at være svøbt i en dis af anderledeshed behandles overlegent i ”Americanah”. Det kan være et udslag af racisme, og det kan være et eksistentielt vilkår, der er løsrevet fra hudfarve og kan opleves i forskellige situationer i livet.

Hovedpersonerne i romanen præges af mange forskellige erfaringer. De flytter sig geografisk. De påvirker hinanden, og de finder måske tilbage til deres tidligere kærlighed, uden at romanen af den grund er en banal kærlighedsfortælling hen over årtier og kontinenter. Tilbage i Lagos opretter Ifemelu en ny blog, hvor hun blot skriver betragtninger over livet. Race er ikke længere relevant for hende. På samme måde formår ”Americanah” at zoome ind bag menneskelige stereotyper og skabe individer hånd i hånd med en diskussion af globale problematikker. Det er fremragende gjort.

Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah. Oversat af Susanne Staun. 514 sider. 299,95 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.